Der er stille i dag, helt stille. Træerne står og hænger ud over skovstien, mens jeg lige så stille går ned af den. Jeg kigger op et kort øjeblik, månen er næsten fuld, men kun næsten, jeg er lidt skuffet, jeg kan godt lide fuldmånen. Måske skulle jeg til at være mere udenfor om natten, så ville jeg nok se mere til den. Hvorfor jeg så godt kan lide den, ved jeg ikke, men det ser nu altså godt ud med sådan en helt rund, hvid måne på den mørke nattehimmel blandt stjernerne.

Et kort øjeblik undrer jeg mig over hvorfor det dog er så stille, hvor er alle de unge mennesker? De plejer da at være ude nu, eller i hvert fald nogle af dem, men de foretrækker vel nok bare andre steder end en lille skov i Nordjylland, og det kan jeg vel heller ikke bebrejde dem for. Dog føler jeg, at de går glip af noget; der er nu smukt her, også selvom det ikke længere er sommer og helt grønt.

Der er et stort egetræ lidt til venstre for mig, en forladt fuglerede ligger på en af grenene, og jeg er lidt glad for, at det ikke er sommer, så havde den nok været helt gemt af grønne blade. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det var for en slags fugl der engang lå i den, og på om dem der byggede den måske kommer tilbage næste år.

Måske var det en blåmejse? Jeg har altid godt kunne lide blåmejser, selvom rødkælke nu også er meget søde. Det irriterer mig lidt at jeg nok aldrig finder ud af det, men tanken er glemt et par minutter senere.

Stilheden gør mig lidt utilpas til mode, jeg ved ikke helt hvorfor, måske er jeg bare blevet vant til, at der altid er et eller andet der larmer lidt. Om det så er musik, et tændt fjernsyn, eller bare nogen der taler sammen i nærheden.
   Det er næsten som om, at stilheden kommer endnu tættere på, nu hvor jeg er begyndt at tænke over den, og jeg prøver hurtigt at lede mine tanker i en anden retning.

Jeg kigger rundt mig lidt omkring, de nøgne brune træer står med forskellige mellemrum, mange af dem har lange tykke rødder der tydeligt kan ses ovenpå den kolde jord. Jeg ser desuden et par enkelte grantræer med deres evigt grønne nåle.

Hvilke træer som jeg synes er kønnest har jeg svært ved at beslutte mig for, det er vel egentlig heller ikke vigtigt, men det giver mig en form for ro at tænke over det. Jeg ender med den konklusion at de bare er kønne sammen, de komplimenterer hinanden, det brune er på en eller anden måde beroligende, mens det grønne minder mig om de sommeraftner jeg har brugt udenfor. Det er som om det grønne sørger for at minde mig om at livet ikke har forladt skoven, selvom det er blevet vinter.

Månen står stadig højt på himlen, men jeg er ikke længere særligt interesseret i den, i stedet kigger jeg ned; der ligger ingen sne på jorden. Jeg havde håbet på at det ville begynde at sne før juleaften, men det skete ikke, ligesom sidste år, og året før det. Men man ved aldrig, måske når det at sne endnu, før det nye år starter. Jeg håber at vi får en hvid jul næste år, det har efterhånden været et par år siden, at man har kunnet lave en ordentlig snemand sammen med familien i juleferien.

Jeg ved at jeg ikke er den eneste der håber på sne, mine små niecer ser altid så skuffede ud, når de vågner julemorgen og opdager, at jorden er ligeså bar, som den var da de gik i seng, de glemmer dog hurtigt skuffelsen, når dagen går i gang. Det er kun mig, der hægter sig ved vejret. Jeg ved ikke om skuffet er det rigtige ord, men en lille smule nedtrykt bliver jeg i hvert fald. Det er sikkert bare noget jeg bilder mig ind, men jeg synes altså, at julen er hyggeligere, når det har sneet.

Mens jeg går ned af stien glemmer jeg for en stund hvad det er jeg laver her. Der hvor jeg er på vej hen virker pludseligt ligegyldigt, og jeg stopper op et øjeblik for at nyde omgivelserne. Det er lidt koldt at stå stille, men det rører mig ikke synderligt. Kulden føles rar efter det varme efterår, der stadig står så klart i min hukommelse, og jeg har ikke rigtig lyst til at gå videre. Men så husker jeg hvad det egentlig er jeg laver her i skoven, og et par minutter senere fortsætter jeg modvilligt på min vej.

Som jeg kommer tættere og tættere på mit originale mål begynder jeg at værdsætte stilheden mere og mere, måske bare fordi at jeg ved, at stilhed er det sidste, som jeg vil opleve, når jeg kommer derhen.

Langsomt rører jeg lidt ved nogle af grenene på et grantræ, en forskræmt solsort flyver hurtigt ud fra dens, før så rolige, skjul blandt de grønne nåle. Min puls er pludselig helt oppe at køre, selvom jeg ved, at en enkelt lille stakkels solsort ikke burde gøre mig så forskrækket, det var ikke engang fordi at den larmede. Jeg har det dårligt med at have forstyrret fuglen.

Resten af gåturen holder jeg mine fingre for mig selv.

Roen sænker sig hurtigt over skoven igen, men jeg er begyndt at vende mig til stilheden nu, selvom jeg af en eller anden grund stadigvæk ikke helt forstår hvorfor der ikke er noget som helst til rigtigt at bryde den. Men nårh ja, der er måske bare stille i de danske skove på sådan en december nat.

Der går ikke lang tid før jeg når frem til min destination, og jeg banker usikkert på døren. Den bliver åbnet et kort sekund senere, og jeg ærgrer mig lidt over at min spadseretur gennem skoven ikke var længere, for det er vel egentlig også meget rart med lidt stilhed en gang i mellem.