Dine sagte ord falder,
som var de formet i iskold luft.
Hen over hosten og rallen i din hals snubler de,
og kommer svagt ud af højre mundvig.
Du vil op at stå,
men dine ben kan ikke bære dig.
Du vil ånde,
men dine lunger kan ikke udfolde sig.
Med dine kære i en sluttet ring er du nu gladiator i din sidste arena.
Og du kæmper. Det er ikke til at tage fejl af.
Det tager to fuldvoksne mænd at holde dig tilbage.
Holde dig nede. Men du vil ikke ned endnu.
Du er ikke klar.
Igennem tunge tåger og gyngende gulve fra store mængder smertestillende ser du enden klart.
Og du vil den ikke.
Du er ikke klar.
Jeg husker stadig vores sidste spil skak.
Du var ør og omtåget af medicinen
og dine træk var forfærdelige.
Din springer hoppede ind foran min dame
men jeg nåede ikke at tage den før du skulle ind og sove.
Da jeg kom tilbage til brættet,
så jeg, at springeren var en ofring.
Du var ikke klar.