Jeg ser der er en udsendelse fra "Folkemødet" på Bornholm, så jeg tænder for fjernsynet, og ser nogle forskellige indslag, med nogle politikkere. Ind imellem indslagene vises klipperne, havet, og nogle af de smukke små byer bindingværkshuse.
   Da udsendelsen slutter, slukker jeg for fjernesynet og går ud i haven. Det er en dejlig sommeraften, og jeg nyder at sidde i en stol og betragte haven, og høre solsortens aftenssang.
   Jeg sidder og tænker på den sommer vi besøgte øen, børnene kan ikke have været ret gamle, nok tre og seks, så det må være omkring toogtredive år siden.

Så ser vi den "Solskinsøen" og vi begynder at gå ned på bildækket, og finder vores bil, hvor vi sidder i mørket og venter på, at bov porten bliver lukket op.
   Gunk" lyder det idet vi kører ud fra færgen, lyden af sommerferie og nye oplevelser. Jeg er spændt, jeg har ikke været på øen i mange år, og jeg glæder mig til at vise børnene og Lars den smukke ø. Børnene er også utålmodige efter den lange køretur, og jeg har lovet dem is så snart vi er fremme. Nu er der bare en halv times kørsel fra Rønne til Svaneke.

Det er den smukkeste årstid, rapsmarken står knaldgul i kontrast til det mørkeblå hav, omkring bindingværks gårdene er en sommer hylden sprunget ud. Vi har næsten følelse af at være i et andet land, og feriestemningen er helt i top, så inden vi ved ad det, ser vi byskiltet, hvor der står Svaneke.

Vi beslutter at køre ned på havnen først, før vi finder huset, vi har lejet, da der plejede at ligge en kiosk, hvor man kunne få is.
   Vi ser Krøllebølle skiltet overfor, så den er der endnu. Vi skråner over gaden til kiosken, og bestiller isvafler. Da de første to er færdige, tager jeg dem, og vender mig om, for at give dem til børnene. Da ser jeg den. En følelse af sorg overvælder mig, og jeg må beherske mig for ikke at græde foran børnene. Jeg havde glemt den. "Telefonboksen".

Min far var en krigshelt under anden verdenskrig, i hvert tilfælde i følge hans familie. De satte ham nærmest op på en pedestal. Måske var det bare drengestreger. Han var 17 år og med til at stjæle våben fra tyskerne. Han blev taget på fersk gerning, og det fik store konsekvenser for ham og hans familie. Min farfars hus blev ransaget af tyskerne, og de truede med at sprænge huset i luften, hvis de fandt noget ulovligt. Min far blev sat i Vestre Fængsel, hvor han var udsat for totur, senere flyttet til Frøslevlejren, hvor han skulle være, ind til han kunne flyttes videre. Heldigvis blev han reddet af befrielsen, før det kom så vidt.

Vi talte aldrig om det. Min far nævnte det ikke med et ord, alt hvad jeg vidste, var fra min fars familie. Jeg elskede ar høre om den dag, min faster hentede ham ved de hvide busser.
   Jeg var stolt af min far, glad for at han havde været med på den rigtige side, med til at forsvare Danmark

På min skole gik en, hvis far havde været på Østfronten, på tyskernes side for at bekæmpe kommunismen, det var ikke godt.

Min far var min helt de første 10 år af mit liv.

Hun vågner, og det er helt mørkt, og hører sin fars stemme, den lyder anderledes, på en måde som gør hende utryg, og hun er straks på vagt.

Jeg kom i sent denne Sant Hans aften, jeg havde fået lov til at gå til stranden for at se bål.
   Det havde været en sjovt aften, der var mange fra klassen, sommerferien var lige startet. Efter fjerde, skulle klassen deles i a og b, så det var som en afskedsfest med den gamle klasse.

På vejen hjem kunne jeg høre gæsternes latter et godt stykke fra huset, så de var der endnu.
   Jeg gik ind i stuen, for at sige at jeg var kommet hjem, men jeg var ikke sikker på, at nogen hørte det, så jeg listede stille op i seng.

Der er helt stille nu, et eller andet er galt. Hun lytter anspændt ud i mørket. Pludselig lyder der et skrig, og mor begynder at hulke og råbe, stemmen lyder mærkelig.
   Hun folder sine hænder og beder.
   Kære Gud, vil du ikke nok stoppe dem, lad dem ikke skændes !
   Der lyder et brag, og lyden af porcelæn som splintres.
   - Forbandede møg kælling !
   Hun presser hænderne endnu mere samme og forsætter bønnen.
   Endnu en lyd af smadret glas, og mor hulker højere.
   Så hører hun mor skrige om hjælp.
   Angsten lammer hende for en stund, men så kommer hun op af sengen, famler sig frem i mørket hen ti trappen.
   Da hun kommer ned, står far i døren til køkkenet og dunker mors hoved ind i dørkarmen.
   "Frihedskæmperen", altid beundret i familien for at have sat sit liv på spil, for at befri Danmark fra tyskerne, står og banker mor.
   En stor sorg fylder hende, sorg over at have mistet det billede af far, som hun var så stolt af.
   Mors hoved er helt forslået.
   Den spinkle tiårige krop prøver at skubbe ham væk, beder ham holde op, men han hører hende slet ikke. Et øjeblik vender han sig om, og ser på hende med blodskudte øjne.
   - Skyd dig, løb ned og ring til onkel Henning ! Skriger moderen.
   Hun skynder sig hen til køkkenskuffen, hvor der ligger mønter, tager hvad der er og løber ud til sin cyklen.

Der er mennesketomt på vej ned til havnen, det er så småt ved at lysne over havet mod Christiansø.
   Hun smider cyklen ved telefonboksen, og hiver forpustet efter vejret.
   Duut, duut, duut lyder det i røret, ingen svarer. Hun putter flere mønter i og prøver igen, og til sidst er den sidste mønt brugt op, uden nogen har taget telefonen.
   Hun samler rådvildt sin cykel op og cykler hjem, nu er det blevet helt lyst, og fuglene er begyndt at synge.
   Da hun kommerhjem, er der helt stille og alt er ryddet op. De sover.

Næste morgen er det Sant Hans dag, alle står op og går over til naboen frk. Myra, det er tradition at spise morgenmad der hver anden søndag.
   Moderen har solbriller på, men ellers er alt som det plejer. Intet bliver nævnt om nattens hændelser.