Nørrebro 1941

Sirenerne lød igen. Efterhånden gad mor ikke rejse sig for at trække mørklægningsgardinerne for og fra, så alle blev siddende rundt om det store spisebord og sluprede suppen i sig i mørket. Far var ikke hjemme til aftensmad igen så mor kunne spise mere end hun plejede. Hun var blevet mager siden krigen startede og hun virkede afkræftet og sløv hele tiden. Inge så på sine søskende. De forstod ingenting, de var dumme og uduelige og til ingen verdens nytte. Hun kunne ikke forstå hvorfor mor og far havde fået andre børn end hende. Var hun ikke nok? Hun ønskede sommetider at far ville aflevere Carl og Ingeborg i asylen på hjørnet. Så slap hun for at tage sig af dem når mor var på arbejde. Hvis hun var i skolen var mor nødt til at binde dem til hver deres bordben med en smule mad og en sutteklud med spiritus , for at få dem til at sove. Men så blev de så underlige når Inge kom hjem og vækkede dem ved at nive dem lidt i armen. Mor var ofte væk i mere end 12 timer hver dag, så det var Inge der sørgede for at de små blev vasket og fik noget at spise. Hun hadede det, men hun vidste at mor og far var glade for hendes hjælp, så hun gjorde det uden indveninger. Hun kiggede på Carl. Hans lille snotnæse løb altid og han var for dum til selv at tørre den. Mor var ligeglad, men det irriterede Inge så meget at hun rejste sig, hentede kluden ved vasken og tørrede hans næse så voldsomt at hun vidste det ville gøre ondt. Carl begyndte at hulke og Ingeborg så forskrækket på hende. Inge sendte hende et ondt blik og Ingeborg kiggede ned i tallerkenen igen. Pludselig kom far ind af døren. Hans støvler var fyldt med mudder og han vadede gennem køkkenet, ud i entréen og ind i soveværelset. Inge vidste udemærket hvad han skulle. Hun havde set ham åbne boksen, ligge pengene ind og lukke den forsvarligt igen. Han satte sig ved bordet og kiggede ned. Mor Alma kiggede bedrøvet på ham og slog blikket ned igen. Stemningen var tung og bedrøvet i køkkenet. Ingen sagde noget når far kom hjem på den måde, kun Carl var dum nok til at løbe i favnen på far engang imellem, for kun at blive skubbet væk igen. Men i dag var det som om at han forstod det og blev siddende stille og ventede til far rejste sig igen. Inge kiggede på ham. Hans blå øjne var udtryksløse og han så gammel ud. Hun vidste at det tærede på ham, hun forstod det bare ikke.


Stefansgade startede ved Nørrebrogade med Stefanskirken på det ene hjørne og en matas på det andet. Hun cyklede ned ad gaden forbi et pizzaria og flere hippe små butikker med kunst og hjemmelavede møbler. Hun havde engang læst i politikken, at på Stefansgade kunne man opleve et stykke af Berlin, og hun mærkede den hyggelige berliner-stemning der blev forstærket af solens magiske evne til at få hende i godt humør. Flere cafeer og barer var fyldt med mennesker der havde taget plads på bænke og cafeborde på fortovet. En summen af folk i godt humør blandede sig med fuglekvidder og forbi kørende biler. Børnehaven lå på hjørnet af Stefansgade og Bjelkes Allé, overfor Nørrebroparken og en stor legeplads. Solen stod højt på himlen og hvor end hun så var gaderne propfyldt med mennesker med is eller togo kaffekopper. Hun stillede cyklen op ad hækken ind til legepladsen og betragtede bygningen på afstand. Hun læste et årstal på muren og gik udfra at bygningen var opført i 1888, i ægte pavillonstil og med en prægtig indgang. I stueetagen kunne hun skimte pædagoger bukke og rejse sig for børnene, mens første salens vinduer var dækket af gardiner. Den store klassiske træ dør gik op og en række af børn væltede ud. De stillede sig ved siden af hinanden op ad bygningen mens taletøjet gik. Hænder blev tørret i bukser og små fingre pillede ved hvad de nu kunne få fat på. Hun smilte og fik øje på en dreng der lignede Villiam. Han var i overalls med brune sandaler og grøn t-shirt. Han fik øje på hende og vinkede og hun vinkede igen. En pædagog kiggede mod hende og smilte. Det var Erin. Hun sagde noget til en mandlig pædagog, gik hen til vejen, krydsede den efter et cykelbud kørte forbi og gik over til hende.
"Står du bare der og nyder solen?"
"Hej Erin, ja er I på vej ud?"
"Ja, vi har lige gjort nogle af børnehavebørnene klar til legepladsen. Det er så dejligt at man bare skal krydse vejen her og ikke til at tage bussen - det er altid så besværligt med små børn". De gav hinanden et kindkys og Ana sniffede Erin's søde duft til sig.
"Men skal vi ikke gå indenfor? Jeg siger lige til Jesper at han kan tage med Lukas ud i stedet for mig, så kan vi gå ind og jeg kan vise dig det jeg fandt - eller det var nu ikke mig der var fandt det, det var Oskar derhenne" sagde Erin og vinkede til drengen med overalls".
"Han virker som en frisk lille fyr" sagde Ana med et smil.
"Ja der er gang i ham, han er nysgerrig, mere end hvad jeg lige kan klare og han snakker konstant!"
De gik over vejen til børnene der havde fået en brikjuice hver og nu var blevet stille.
"Hør Jesper, jeg får lige fat i Lukas så han kan gå med dig over på pladsen. Det er min veninde Ana, hun er kommet for at se det Oskar fandt i går i kælderen."
Jesper rakte en spinkel hånd ud med lange fingre og smilte til hende.
"Hej. Jesper", sagde han lavmeldt. Han havde et bekymret ansigtsudtryk og Ana lagde mærke til at han var ligbleg. Hun tog hans hånd der var kold og fugtig og trykkede den.
"Hej Jesper, jeg hedder Ana og kommer fra drabsafdelingen på Frederiksberg." En nervøs trækning i mundvigen afløste det bekymrede udtryk.
"Drabsafdelingen? Er der nogen der er blevet dræbt?", sagde han overrasket.
"Nej, det tror jeg ikke, men Erin ringede til mig efter Oskar fandt..."
"Nå" afbrød han hende nervøst." Erin kom i det samme ud af trædøren efterfulgt af en høj og flot mand med lyst hår og briller. Hans skuldre var brede og Ana lagde mærke til hans muskuløse arme. Et par af pigerne fniste og kiggede op mod ham og Ana forstod at han sikkert var ynglings pædagogen.
"Hej Ana, jeg hedder Lukas". Han rakte hånden frem der var stor og varm og håndryggen var sommerbrun med få hvide dun. Hun kiggede ham i de isblå øjne bag et par sorte runde briller. Hun fik et sug i maven og smilte til ham.
"Hej Lukas, jeg hedder Ana".
"Nå, skal vi til det" Udbrød Erin, "Nu skal I tage hinanden i hænderne og så går I med Jesper og Lukas over på legepladsen." Børnene svarede nikkende og med høje JA og en summen bredte sig mellem dem. En hånd greb fat i Ana's løse bukser. Det var Oskar der stod og kiggede op på hende. Hun satte sig på huk og smilte til ham.
"Hej med dig, var det dig der fandt den der tingest?" Spurgte hun pædagogisk.
"Ja, men det var ikke med vilje!" Sagde han alvorligt og kiggede hende dybt i øjnene mes hans hoved nærmede sig hende kind og han viskede hende i øret "Det var faktisk Anton der fandt den". En lyshåret pige tog Oskars hånd og han fulgte med hende over vejen. De to mandlige pædagoger stod forrest og bagerst i rækken af børn og ventede på at kunne gå over vejen. Erin og Ana gik ind i børnehaven og Erin viste hende hen til et rum med et lille trinette køkken, et par borde og stole og en sofa. Hun nikkede hen mod sofaen og Ana satte sig.
"Vil du have en kop kaffe?"
"Ellers tak, jeg har lige spist brunch med Sofie"
"Sofie? Var det ikke hende du ikke snakkede med mere?" spurgte Erin.
"Jo", sagde Ana, "Men hun er lige kommet hjem fra Boston og ville gerne mødes og det sagde jeg ja til. Hun er blevet gift derovre og lever livet som housewife". Erin fniste og satte en kop ind under Nespresso maskinen og trykkede på en knap. Ana kiggede på sin veninde mens kaffen løb ned i koppen. Håret var sat sjusket op i en knold og den hvide t-shirt var plettet og hang lidt ned på venstre skulder så man kunne se den sorte bh-strop. Erin var høj og spinkel og de sorte højttaljede cowboy bukser med t-shirten stukket ned i, gjorde hendes ben lange.
"Hvad med dig, har du fundet mister right", spurgte hun og vendte sig med koppen i hånden. Hun hvilede lænden på køkkenbordet og holdte koppen med begge hænder og afventede Ana's svar med et kækt smil.
"Nej, jeg det er bare mig og Villiam."
"Villiam", udbrød Erin og satte sig ved siden af hende. "Han må da være blevet stor!" Ana tog mobilen op af tasken og viste et billede af Villiam fra ferien i sommerhuset. "Ja, han fylder fire til september". Erin tog Ana's mobil og zoomede ind med fingrene.
"Gud, hvor er han sød, og hvor han ligner dig! Se de brune lokker, det er ligesom at se dig som lille". Ana skævede til mobilen og smilte. Hun fik tit af vide at drengen lignede hende på en prik, men det var altid rart at høre det igen. Hun elskede Villiam mere end noget andet og kunne ikke forestille sig et liv uden ham. Han var hendes et og alt, helt perfekt og kun hendes.