Computerenskærmens hvide lys stirrede hånligt tilbage på mig, afventende. Kommer der snart noget, eller hva'?
   Fingrene sad på deres faste pladser; venstre pegefinger på f'et, højre pengefinger på j'et. Resten af fingrene på tasterne ved siden af. Tommelfingrene hang svævende over mellemrumstasten.
   Jeg kom til at tænke på dengang, hvor Peter og jeg lige var begyndt at komme kærester. Han forærede mig en skrivemaskine. En elektrisk én. Jeg nåede aldrig rigtig at finde ud af dens mange faciliteter, før jeg fik min første computer. Jeg fik godt nok skrevet nogle tekster på det gamle hakkebræt, faktisk flere end jeg nogensinde har skrevet på computeren. Det er lidt som om, der er mere sjæl over en gammel skrivemaskine, end over en computer. Okay, det er svært at skrive ubemærket om natten, det er svært at dæmpe de klaprende lyde af fingrene på tasterne. Eller 'tangenter', som det jo hedder, når man snakker skrivemaskiner. Men alligevel. Der er nu noget særligt over en skrivemaskine. Et øjeblik sad jeg og funderede over, hvor den gamle skrivemaskine mon var blevet af. Smed vi den ud, da vi flyttede? Jeg ku' ikke huske det. Ærgeligt.
   Computeren summede tålmodigt, mens jeg gav mig til at kigge ud af det store vindue til venstre for mig. Vinduet kunne næsten hamle op med et butiksvindue i størrelse, så jeg havde frit udsyn til hele haven. Græsplænens ujævne kanter sprang mig i øjnene. Peter og mig havde fået en kanttrimmer i gave, og jeg prøvede den for første gang i sidste uge. Til stor moro for min nabo, - aldrig havde hun set nogen bære sig så klodset ad med sådan en tingest. Jamen, det er sgu da ikke nemt at finde ud af, hvor langt oppe man skal holde sådan en, for at undgå, at den ikke pløjer det halve af græsplænen med op, vel? Jeg ved ikke hvad det er for en idiot, som har opfundet sådan en ting, men den idiot der køber sådan en, er sgu hundrede gange større! Nå, pyt. Jeg sku ikke være gartner alligevel. Min nabo har den flotteste have, jeg nogensinde har set. Intet mindre. Men de er aldrig ude og hakke ukrudt, allerhøjst ser jeg manden slå græs. Hvordan gør de det? Jeg synes ikke, jeg laver andet end hakke ukrudt, og mine bede ser altid totalt forsømt ud. Men naboens... Dronning Ingrid ville blive grøn af misundelse. Hvis hun altså have levet. Jeg fniste lidt ved tanken om dengang jeg skulle prøve vores nye plæneklipper. Selvkørende, selvopsamlende og det hele. Og jeg ska' da lige love for, at den var selvkørende! Der var så meget knald på drengen, at jeg nærmest måtte galopere bagefter den, - igen til stor moro for min nabo. Jeg svedte og bandede, alt imens jeg måtte kaste helvedesmaskinen rundt i svingene, for at undgå en større kollision med træer og buske.
   Nå, jeg vendte blikket mod computerskærmen igen. Det hvide ark i Word stod åben og klar. Klar til at modtage alle mine smarte udtryk og velformulerede fortællinger om dette og hint. Der er sgu da så meget man kan skrive om, hvorfor kan jeg så ikke finde på noget? Misundelsen strømmede gennem mig, da jeg tænkte på alle de noveller, jeg lige havde læst på Internettet. Som var skrevet af alle andre end mig, forstås. Når de kan, så kan jeg vel også? Det er fantasien, det er galt med. Eller hvad? Ikke formuleringen, i hvert fald. Havde altid fået gode karakterer, både i folkeskolen og på handelsskolen. 'Særdeles velformuleret besvarelse', fik jeg gang på gang at vide.
   Filihankatten hoppede op på bordet, og satte sig afventede foran mig. Stirrede mig lige ind i øjnene. Jeg ignorerede ham og prøvede at koncentrere mig om opgaven. Det sku jeg ikke ha' gjort. Er der noget katte hader, så er det at blive ignoreret. Det er OK at de SELV ignorerer andre, det er deres ret, deres personlighed, men INGEN andre skal tro de kan slippe godt fra at dyrke denne sport ustraffet. Straks havde jeg ham trampende rundt på tastaturet, indsmigrende, brummende. Hovedet og halen skiftedes til at gnide sig kælent mod min hage. Gå nu væk, Fili! Jeg puffede ham væk, og han lagde sig i stedet ovenpå min mus. Hans øjne lyste overnaturligt. Stirrede afventede på mig og brummede stadig kælent. Jeg rakte hånden hen og nussede ham bag øret. Det var en invitation, han ikke kunne sige nej til, og han rejste sig igen og genoptog sit tramperi hen over tastaturet. Jeg overgav mig, og tog ham over på skødet. Han lukkede øjnene og brummede henført, flyttede hovedet så jeg ku komme til at klø ham skiftevis bag det ene og det andet øre. Pludselig åbnede han øjnene på vid gab, og sprang i et sæt op på skrivebordet. Satte sig med front mod mig og stirrede på mig med et mærkeligt blik i de lysende øjne. Så fik jeg øje på det.

6545&¤//%(&()&)/)(/)(/:;;:_KÆJNLKJStikmignogetmadsåskaljegskrivefordig=(=)//&%¤¤GFMB