Du står der. Jeg kan se tårerne i dine øjne. Din bror giver dig et kram, inden han går ud af døren. Jeg føler en stor sorg. Du må ikke være ked af det. Jeg ønsker at du er glad. En gammel, velkendt følelse spreder sig I min krop. Men det er forkert. Jeg må ikke tænke sådan. Jeg må ikke være sådan. Nattevagten låser op ind til samtalerummet, og du går med ham derind. Jeg sætter mig I mørket I dagligstuen, og mens I snakker, dukker de værste forestillinger kommer frem I mit hoved. Jeg ved, at du er deprimeret. Jeg ved, at du lige har fået øget din dosis af lykkepiller. Og jeg frygter at du har selvmordtanker. For jeg ville ikke kunne undvære dig.
   Efter hvad der føles som en evighed, hører jeg døren gå op, og at du snøftende går tilbage til din stue. Vores stue. Jeg ved ikke om du skal have ro, eller om jeg må komme ind. Men beslutter mig for at gå ind til dig. Det første jeg ser, når jeg træder ind på vores to-sengs stue, er dig. Foroverbøjet, siddende på kanten af din seng, grædende. Jeg går stille forbi, og sætter mig på min seng. Jeg debaterer lydløst med mig selv, om jeg skal sige noget. Og før jeg når frem til en beslutning, hører jeg din stemme. Du taler til mig. Jeg rejser mig op, og går forbi skærmen, der fungerer som rumdeler. Jeg stiller mig ved kanten af din seng, og dine triste øjne finder mine. Jeg siger normalt nej til alle, men da du spørger om jeg kan undvære en smøg, siger jeg "Selvfølgelig". Du rejser dig op, og lader din jakke falde til jorden, mens du går hen imod mig. Igen mærker jeg den forkerte følelse. Jeg åbner døren for dig, og vi går stille ned ad den lange gang, mod rygealtanen. Lyset er slukket som altid om natten. På altanen rækker jeg dig en smøg og min lighter. Du sætter dig på den nærmeste stol, og jeg bærer en anden stol hen, og stiller den så jeg sidder med front mod dig. Idet jeg tænder min egen smøg, begynder du at tale. Du fortæller om en fest, et skæderi med din bedste ven, og hvordan din bror kørte dig tilbage til afdelingen.
   Jeg lytter. Prøver at vise omsorg. Jeg kan rumme megen kærlighed, men jeg har svært ved at give det videre. Så lige nu prøver jeg bare at være en god veninde. Selvom vi kun har kendt hinanden I et par dage, taler du til mig, som om vi har kendt hinanden hele livet. Jeg kan tydeligt mærke at du er beruset. Og på vejen tilbage til vores stue, må jeg tage dig I armen, så du ikke slingrer for meget og falder. Tilbage på stuen, sidder jeg I stolen på din side af skærmen. Nattevagten kommer ind, og skal måle din promille, der ligger på 2,25. Han siger at du skal lægge dig I seng, og sove rusen ud. Men jeg er lykkelig over at du hellere vil snakke med mig. Som minutter bliver til timer, bliver den triste stemning erstattet af en noget lettere og mere underholdende snak. Vi joker, og læser sjove børne-citater. Da nattevagten kommer ind for at se hvordan det går, siger han at vi begge skal gå I seng. Så jeg siger godnat til dig, og lægger mig hen I min seng bag skærmen.
   Men jeg kan ikke sove. På min vej ud for at ryge, kan jeg se at du er faldet I søvn med hovedgærdet på sengen slået op, og din bærbar på skødet. Jeg fjerner stille din bærbar, så du ikke I søvne kommer til at vælte den på gulvet. Efter min smøg på altanen, kommer jeg ind igen. Jeg kan se at du sidder I præcis samme stilling som før. Så jeg går hen til siden af din seng. Jeg siger stille dit navn, og spørger om du ikke vil ned at ligge. Men du reagerer ikke. Så jeg tager med et solidt greb fat I hovedetgærdet på din seng, og skubber det langsomt ned, så du nu ligger vandret. Jeg prøver uden held Igen at falde I søvn. Men da det går op for mig at nattens mørke er blevet afløst af daggryets lys, vælger jeg at give op, og I stedet være aktiv. Jeg stopper op foran din seng, og kigger på dit smukke ansigt, inden jeg går ned for at få stillet min nikotin-trang. På vejen tilbage ser jeg, at nattevagten har stillet et rullebord ud med koldt vand. Så jeg går ind og tager dine vandflasker, og fylder dem med koldt vand. Jeg ved at du er glad for krydsord, så jeg finder et par kopier I dagligstuen som jeg ved at du endnu ikke har løst, og ligger dem på dit natbord. Jeg tager igen mig selv I at betragte dig sove. Ser hvordan din brystkasse hæver og sænker sig, hvordan dine læber skilles når du trækker vejret, og hvordan du ligger fuldstændig sårbar I din festkjole, stadig med gårdagens make-up malet næsten perfekt, pånær der hvor dine tårer har løbet ned af dine kinder. Jeg føler en overvældende trang til at ligge mig under din dyne, være den store ske, og bare holde om dig, og ae dig stille. Men jeg ved at du er hetero, og at det ville være at bryde afdelingens regler. Så det bliver bare ved tanken. Jeg gemmer det væk I en skuffe I min hjerne. Sammen med lysten til at mærke dine bløde læber mod mine, mens mine hænder kærtegner din nakke. Jeg ser at der står et tomt medicinbærger på dit sengebord, og selvom du kun bruger snus nu, tager jeg en smøg ud af min pakke, balancerer den I medicinbægeret, og vedlægger en seddel, hvor der står PN-Smøg.

Dette er nu en måned siden. Du blev udskrevet fjorten dage senere, og selvom jeg er hjemme hos mig selv nu, bliver jeg først endeligt udskrevet I morgen. Vi aftalte at vedligeholde kontakten, men du besvarer ikke mine beskeder. Jeg føler en ambivalens I brystet, når jeg tænker på dig. Jeg vil være din for evigt og altid. Men jeg ved at det nok skræmmer dig væk, hvis jeg fortæller dig det. Så jeg nøjes med at tænke på dig, og forestille mig hvordan det ville føles at mærke din krop imod min. Vores navne passer perfekt I en kryds-og-tværs på 3 gange 3 felter, og du ville passe perfekt ind I mit liv. Men der er ikke plads til mig I dit. Så det vil jeg respektere. Men du skal vide at du altid vil være min dejlige room-mate fra afdeling 19.3.