Mit navn er Ida, og jeg er en løgner.
Mit navn er Ida, og jeg er afhængig.
Mit navn er Ida, og jeg er grim.
Mit navn er Ida, og jeg er fed.
Mit navn er Ida, og jeg er et monster.
Mit navn er Ida, og jeg er
Nogle gange ville jeg ønske at jeg ikke var.
Alt ville være nemmere hvis jeg slet ikke var til. 'Opfundet'. Eksisteret.
Nå, ikke?
Så bare usynlig.
Ikke flere blikke på gaden.
Aldrig mere føle mig i vejen.
Ingen spejle at frygte.
Eller i fængsel.
Jeg kunne endelig bukke under for den lyst til at se blod.
Andre menneskers blod.
Mærke kniven skære gennem senerne i halsen.
Høre offeret give efter for trætheden.
Se blodet.
Smage på blodet.
Måske sætte ild til ting.
Varmen, lugten og den knitrende lyd der bekræfter ildens tilstedeværelse.
Se mennesker gå op i flammer.
Huden der bliver sort og orange.
Skrigende efter den hjælp, de godt ved ikke kommer.
Men nej.
Tanker er og forbliver tanker.
Jeg må ikke
Jeg kan ikke
Jeg vil ikke
Det er en kamp mellem stemmen i hovedet og følelsen i brystet.
Kampen mellem fornuften og lysten.
Gid jeg var en figur i et computerspil.
Muligheden for at gøre alt, uden konsekvenser.
Så længe jeg husker 'F5'.
Men jeg er ikke en morder.
Ej heller en pyroman.
Jeg er bare mig.
Kun en håndfuld mennesker ville opdage min manglende tilstedeværelse.
Men jeg kan ikke.
Vil hellere bare sidde på min flade og se verden suse forbi.
Det er nemmere.
Det kan jeg overskue.