Hun trasker gennem regnen og forsøger at undgå vandpytterne som køligt viser deres spejlbillede af regnvejret og de omkringliggende huse. Musikken spiller med triste toner ind i hendes øregange, mens hun forsøger at glemme de sidste tre år. Glemme den tid hvor fuglene sang og vejret var godt. Dengang alting virkede så meget lysere. Dengang hun stadig følte at hun var i live og ikke som nu, en svag skygge af sig selv Lige nu stod hun ved lyskrydset og ventede på grønt, mens bilerne susede forbi med kun uvisse formål. Folk var vel på vej hjem, tænkte hun. Hun sukkede. Hvor ville det dog være skønt hvis man havde nogen at komme hjem til. Hun rystede på hovedet.

Hun havde mødt ham til en forelæsning på universitetet. Hun havde været fraværende til den første gang, så da hun mødte op gangen efter, havde han præsenteret sig for hende i pausen. Da de gav hinanden hånd, var det ligesom der kom stød gennem hendes krop og den store skinnende vielsesring han bar, sloges om kap med lysindfaldet fra vinduet, så det skar hende i øjnene.. Hun så op på ham. Han var almindelig af bygning og hans mørke hår bar præg af grå stænk, så hun gættede på at han måtte være i slutningen af 30'erne. Han smilede høfligt mens de fik øjenkontakt. Hans overlæbe virkede som om den var lidt for lang i forhold til resten af munden, den nærmest krøllede lidt. Hun kom til at tænke på cirkusklovnen med det alt for store smil i forhold til resten af ansigtet. Hun rystede tanken af sig og forsøgte at fokusere. Atter så hun op på ham. Der var nu et eller andet dybt i blikket fra hans brune øjne. Lisbeth skuttede sig. Hun følte sig nærmest helt nøgen over den måde hun følte han betragtede hende på. Hun åndede derfor lettet op da det gik op for hende at pausen var forbi og satte sig åndsfraværende op på sin plads. Undervejs i forelæsningen gav hun sig til at studere ham nøjere. Han underviste med et engagement hun sjældent havde set og hans viden var ikke til at tage fejl af. Han bar en T-shirt hvor der var påtrykt en humoristisk bemærkning samt et par slidte cowboybukser der sad godt på hans bagdel. De fik øjenkontakt og hun følte på ny at han læste hendes tanker. Hun rødmede. Pis! Hvad var det her for noget? Han var jo gift! Det nyttede jo ikke at sidde og have frække tanker om professorens lækre bagdel! Han smilede op til hende og da hun atter så ind i hans øjne var de dybe som mørke skovsøer. Det var som om de mødtes på et andet astralplan. Her var græsset smaragdfarvet og mosset der omgrænsede det var koksgrønt.. Der var en liflig blandet duft af fugt og våde blomster og fuglende fløj kvidrende omkring mens de gjorde klar til forårets ankomst. Der dryppede dråber af vand ned i søerne, så man kunne høre de sagte dryp i kollisionen med vandoverfladen. Ved en af disse søer mødtes de to. Tiden stod stille omkring dem. De kunne ikke gøre andet end at fastholde deres blik på hinanden. Stærke hænder på hendes skuldre og læber på vej i et krævende kys... "Ja, Lisbeth?" Hun så forvirret op og rundt på de andre. "øøh, hva?". "Du sidder med hånden oppe, du ville måske ikke svare på mit spørgsmål? Hun rødmede igen, mens hun bandede indvendigt over den manglende kontrol over sin krops reaktioner. "N nej stammede hun, det må have været en fejl at jeg sad med fingeren oppe". Han smilede drillende til hende.

Hun går ind ad hoveddøren og smider posen på køkkenbordet sammen med nøglerne. Tankerne kredser om de sidste tre år fyldt med flirt og de elektriske spændinger mellem dem. Hun havde været så sikker på der var en gnist mellem dem. Især fordi de havde haft sådan et fjollet væddemål hvor de kunne mødes udenfor studiet uanset hvem der blev vinder eller taber. Da væddemålet var ovre, havde han trukket i land. Lisbeth havde følt sig så skuffet. Hvad foregik der mon inde i hans hoved, havde hun tænkt. Han kunne jo få det som han ville. Hun havde håbet på et venskab som oplagt mulighed. Bare han blev hængende i blot den yderste lille flig i hendes liv, det ville have været nok. Sjældent lukkede hun mennesker ind i sin privatsfære, så hun forstod egentlig aldrig årsagen til hans retræte. Grundlaget for væddemålet havde blot været en tom floskel og hun havde følt sig så manipuleret at hun ikke kunne rumme følelsen af skuffelse og nederlag og ikke mindst følelsen af at han forsvandt og smuldrede mellem hendes hænder og ud af hendes liv. Dette havde medført at hun i desperation havde skrevet alt for mange breve og tilmed en SMS om hvordan hun anskuede tingene. Han var blevet vred. Rigtig vred. Forstod ikke hendes reaktion og tog intet ansvar for hans egne handlinger, men efterlod hende blot i en tåge af ubesvarede spørgsmål og en afmagt så stor at der kun var mørke og tomhed tilbage.
   Det gjorde for ondt til at hun kunne græde. Det var som om hendes krop nægtede at give slip på smerten og lukke den ud. Lisbeth var også selv i tvivl om hun ville kunne håndtere flodbølgen, hvis den kom...