Jeg stirrer forfærdet på hans triste, næsten ludende skikkelse, mens alvoren af beskeden går mere og mere op for mig for hvert sekund, der går. Hans ord afspilles inde i mit hoved på repeat, som en ridset CD, der hakker sig igennem det samme stykke om og om igen. Jeg har lyst til at lægge hænderne på hver sin side af hovedet og presse til i et forsøg på at få tankerne til at holde kæft, men i stedet ser jeg bare på ham med et blik, der sikkert bare bliver mere og mere glasagtigt. Hans læber bevæger sig, beder mig sikkert om at sige noget, trygler måske ligefrem, men nej. Jeg er tom for ord, aner ikke hvad jeg skal sige. Ordene kører rundt og rundt i hovedet på mig, jeg piller mentalt sætningen fra hinanden, undersøger hvert et ord, så jeg er sikker på at jeg ikke har misforstået noget, selvom sætningen nu er ret så svær at misforstå. Den er meget konkret, ikke til at tage fejl af.

Hans læber bevæger sig, former mit navn, men igen er det som om at jeg ikke er til stede, som om min krop er der som en tom skal, mens jeg selv flyver rundt over hovederne på ham og mig, svæver som en fri fugl uden sorger, uden bekymringer... Og dog. Selv den tilsyneladende bekymringsfrie fugl har konstant i tankerne at den skal finde mad, ellers vil dens familie ikke overleve. Det ligger dybt i os. Overlevelsesinstinktet, mener jeg. Nogle gange kan det synes langt væk. Men det er der, ligger og ulmer et eller andet sted i os alle, skånselsløst og primitivt.

Jeg ryster på hovedet, som for at ryste mine tanker af mig, og stiller skarpt på trækkene i hans ansigt; den brede pande, de store, dybblå øjne, smilehullerne, der sammen med hans øjne tilfangetog mig den første gang jeg så ham, krævede at jeg lærte ham at kende. De svagt lyserøde læber udtaler de engelske ord med den Devon-accent, som jeg er blevet så vant til. Den lyder så let, sammenlignet med min egen, lidt halvtunge danske accent, men han plejer at få mig til at snakke løs for til sidst at fortælle mig at han simpelthen elsker min accent. Han siger, at det lyder som om jeg synger.

Hans dybe, hæse stemme trænger igennem og jeg hører ham bede mig om at sige noget. Jeg svarer med et 'Hvad skal jeg sige?' selvfølgelig på mit gebrokne engelsk, som han sikkert knap nok kan forstå, også selvom han har forsikret mig om, at han var overbevist om at jeg var fra et engelsk talende land, den første gang jeg forsøgte at sige noget til ham. Jeg husker det bare som ekstremt pinligt, da jeg oveni at være forfærdelig til engelsk også var meget genert overfor drenge. Og i særdeleshed ham. Hans blå øjne, der synes at fastholde mig. Han er min pol. Mit et og mit alt. Min kærlighed.

Min kærlighed, som jeg snart skal miste.

Jeg kan slet ikke forestille mig ham ligge der i en hospitalsseng iført det der gyselige hospitalstøj, bleg og så hulkindet, at de fine smilehuller ikke er at se længere. Det er ikke ham. Han er stærk. Men ligegyldigt hvor stærk man er, er det svært at vinde over kræft, der er i samme stadie som hans. Lægerne sagde at det bredte sig. Og det gør det vel også; det breder sig som en steppebrand inde i ham, men man kan intet se. Han kan mærke det. Men det er også det. Og alligevel æder det ham op indefra, gør ham svag og træt og dårlig. Det lyder underligt, synes jeg. Jeg er ikke læge og har ikke forstand på sådan noget. Alligevel kan man godt have sin egen mening om det, selvom den ikke rigtig tæller. Ikke rigtig gælder. Ikke i det store hele.

"Hør, jeg er lige så bange som du er, Lena. Men vi er nødt til at komme igennem det her sammen, okay?" Han river mig ud af min tankegang igen med en måde at tale på der, selvom stemmen er gennemrystet af tilbageholdt gråd, stadig lyder elegant. Han er træt. Intet under at han er træt. Han har været igennem så meget disse dage, og for første gang i den her samtale får jeg skyldfølelse. Det er ikke mig, der er syg. Det er ikke mig, der har noget at slås med. Jo, det har jeg men slet ikke i samme grad som ham. Jeg skal slås med tanken om at slippe ham og komme videre. Han skal slås med sygdom for at kunne beholde sit liv, en kamp der ifølge lægerne allerede er tabt på forhånd. Alt synes pludselig håbløst. Det er håbløst at være vred på ham. Han kan ikke gøre for det. Jeg hører ham sukke, og i næste nu er jeg i hans arme. Jeg borer ansigtet ind i hans T-shirt, og hans arme ligger om min krop som et skjold mod resten af verden. Mod sorgen. Men vi ved begge to, at sorgen kommer til at indhente os en dag. Snart.