Den sorte kappe glider hurtigt som en skygge gennem skoven. Man kan tydeligt høre hendes hissende åndedræt, der skriger efter mere af den iskolde luft. Lyden af hylende hunde høres et stykke bag hende, man kan nærmest mærke vibrationerne fra hestenes hove imod den stenhårde jord. Hun trækker kappen op for ikke at bliver fanget af de forræderiske grene. En del af en hvid kjole bliver vist frem, men hun er ligeglad. Hendes fært er opsnappet, så hun har kun meget kort tid. Træerne bliver tættere og begynder at omsluge hende, som var hun et bytte fanget af sine jægere. Hun svinger skarpt til højre og springer igennem en lille åbning. Hendes hætte glider væk fra hovedet og det røde hår lyser næsten op i den mørke skov.
   Panikslagen holder hun tempoet. Med sitrende åndedræt vælter hun igennem et tillukket krat, hun lander i en lysning, der virker stille og idyllisk. Hun hiver efter vejret, mens hun spændt kigger rundt. Et lille grantræ står i lysningens midte. Det er ikke som de andre. Dette træ er sølvfarvet. Hendes store grønne øjne kigger på det som var det det helligste hun har set. Hun skynder sig hen til det, mens hun trækker sin kappe af. Hun ser ung ud, men ikke under 30 år. Hendes røde, store hår hænger roligt rundt om hendes hjerteformede hoved. Hun har lys hud med et lille strejf af fregner. Hendes næse er lille og spids. Hendes røde mund er lille og rund. Øjnene lyser af håb. Hun stopper op og prøver at lytte efter fare. Al lyd er forsvundet, ikke engang fuglenes fløjten høres. Hun kigger rundt, men der ses ingen fare. Hun rækker langsomt den tynde hånd frem mod træet. Selvom hun lige har løbet for sit liv, holder hun vejret.
   Hun tager hurtigt hånden og rør de lige så snart hendes hånd rammer det, falder det sammen. Forskrækket kigger kvinden på asken, der ligger i en bunke på jorden. Fortvivlet græder hun. Hun falder på knæ, og tager asken i hænderne og knuger det imod sit bryst. Hun roder rundt i asken, imens hun hviskende fremsiger små bønner. Det er som om hun leder efter noget. Hun skriger mod himlen, mens rytterne nu prøver at trænge igennem buskadset. Hun giver op, hun kigger ulykkeligt på det grå pulver. Hendes tårer glider hurtigt ned af de hvide, iskolde kinder.
   Soldaterne stiller sig i en kreds omkring hende, og ridderen med det mest prangende tøj, rider frem. Den angst og sorg man kan se i hans øjne røber han ikke med sin stemme: "Dine forbrydelser imod Birrem er højforræderi. Du er dømt til døden. Kongen vil dog vise dig den nåde, at give dig et sidste ønske." Han kigger ulykkeligt på hende. Hun kigger langsomt op på ham. "Jeg har intet gjort. Kongen er korrupt. Mit ønske er at give min datter styrke, give hende en smuk opvækst, og at give hende noget at leve for. Så hvis jeg kun har ét ønske, så vis du hende hvad lykke er, hjælp hende til at finde sig selv, og lad ingen fordreje hendes tro eller tanker." Hun ligner ikke længere den livsfulde unge mor, men mere en kvinde der har mistet håbet. "Red mit barn" hvisker hun, mens hun nikker til den rige mand. Tårerne sidder i øjenkrogen på manden, han synker en stor klump i halsen og springer ned fra hesten der ængsteligt tripper rundt på stedet. "Jeg vil ære dit ønske. Må du finde en smuk plads i underverdenen." Han trækker sit sværd og går helt hen til hende. Han ryster over hele kroppen og kan næsten ikke bevæge sig. "Jeg vil vente på dig der.. min elskede" Hvisker hun. Hun sidder stadig med hænderne i sit skød, og stirrer blindt ud i luften. Han hvisker kort i hendes øre, og tydeligt kan man se den lidenskab, der er imellem dem. Hun smiler med en dirrende mund. Han kysser hende på panden, og går så et skridt tilbage. Han tager om sværdet, og svinger det med al sin kraft. Et kort gisp glider fra hendes læber, og derefter en gurglende lyd fra struben. Hendes hoved falder hurtigt mod jorden og lander i asken. Han trækker vejret besværligt, imens de andre soldater rider lidt væk så han kan få luft. De alle ved udmærket hvor meget denne unge viljestærke kvinde har gjort for den unge ridder. Hun gav ham mening i livet, og havde givet ham en lille datter. Hun var en af de mest magtfulde kvinder i landet og en loyal tilhænger af kongen. Det var nok en af grundene til at nogen ville have hende sat ud af spillet. "Hjælp kongen med at fange mig, og vind hans troskab. Kongen har brug for en stærk mand ved hans side. Du er hvad landet har brug for! Men for alt i verden pas på vores datter! Disse rådgivere er ikke til at stole på! Pas på!"Havde hun sagt lige inden hun flygtede til den hellige ø, for at få gudernes gunst.
   Ulykkeligt tager han hendes krop ind til sig og langsomt vugger han hende i sine arme. Blodet glider ned på hans tøj, men han holder bare hulkende om hende. Asken blæser op omkring dem. Som en lille tornado svirper det hurtigere og hurtigere omkring dem. Han rejser sig uroligt op. Hendes krop er stadig i hans arme. Men asken tvinger ham til at holde krampagtigt om hende. Han kan kun se små hurtige glimt af det uden for askens cirkel. Hans mænd råber højt i baggrunden, men det lyder som små ubetydelige lyde i hans ører. Den rige mand tager hånden frem imod asken. Hans finger rører ved det, og med et, glider den døde kvindes blod med op i askens cirkel. I starten som slanger, der vrider sig fremad, og derefter blandes de to elementer sammen. Det hvirvler hurtigere og hurtigere om ham som en mørkerød tyfon. Cirklen bliver mindre og mindre, og til sidst klæber det sig op ad ham som tjære på et skib. En af ridderne tager hånden frem for at røre ham, men med et forsvinder manden, sammen med ham den henrettede kvinde, og den besynderlige aske.