Og hun drømte om hendes ungdom
Hun drømte om forvirringen dertil
Følelsen af ustabil tryghed
Men alligevel længtes hun derved
Længtes efter lidt frihed
Hun længtes efter spillet så hed'
Kys så petitte, på hendes røde mund
Hun længtes og længtes
Så dagene forsvandt
Der var et virvar af hænder
De befamlede hendes unge krop
Hun ville bare elskes
Tages seriøst
Men tryghed kom først senere
De havde hende i deres hule hånd
Så ønskede hun lige så stille;
Jeg vil gerne møde min drømme mand
Årene gik, hun søgte og søgte
De skumleste steder, de højeste kår
Og hvilke hænder hun mødte
Ru bløde, lange og små
Til sidst var det ikke til at tænke på
Hun væmmes sig aldrig ved sig selv
Selvom hun vidste hun burde
Hun ledte bare videre
Hun var en vildledere
Hun blev knust, hun blev trådt på
Hun lod dem knække hendes sjæl,
Hendes humør, hendes livsglæde
Den lange vej var kun hendes dåb
blodet der flød langsomt fra hendes sår
Var sort som det mørkest håb
Hendes hjerte blev knust i tusindstykker
Så blod flød ud af alle sprækker
Og lækkede dyrebart hjerteblod
Der strømmede med sort som en lille flod
Virkeligheden, forlod hun en gang i mellem
Håbende, ventende med længsel
Hun turde ikke at håbe på at alt ville blive bedre og at hun ville få fred
End ikke håbet om at hendes hjerte atter vil bløde rødt af kærlighed
Hun mistede hendes ellers så livlige gnist
Hun lærte meget af de foruroligende dage
Alt det lort hun havde været igennem var ikke forgæves
Mønten har også en anden side
En nat talte hun og ønskede ved glimtende stjerneskud
At hun måttet få håbet og kærligheden tilbage
Hun ønskede en mand med krøller,
En mand med hjerte, omtanke og forståelse
Hun ønskede at han skulle elske hende som hun var
Og berolige hende på hjerteskærende dage
Da disse ønsker blev sendt afsted
Følte hun håbet spire
Hun ville omgives af kærlighed
Han skulle få hende til at føle at hun ikke var som de andre piger
Hun gav sig selv en start lige så frisk som havørnens vind i vingerne
Hun fandt hurtigt hendes ønske mand
Og ville ikke lade ham slippe ud af fingrene
For hun ville elske med ham selv i jordens koldeste vand
Tryghed, fandt hun i hans hjerte
Hun fandt kærlighed og plads til at gro
Og langsomt forsvandt hendes smerte
I et hjerterum skulle de bo
Med tid, med mod og efter tålmodighed
Lærte hun ham bedre at kende
Han var slet ikke den mindste smule led
Og hun håbede at hendes lykke ikke måtte vende
De elskede i måneskær
De elskede på solskinsdage
Hun elskede ham og han krævede ikke mer'
Han ville give og ikke tage
Lykkelige var de især
Når de lå i hinandens arme
Hun elskede ham mere og mer'
Han kærlighed brændte som en flamme
Nu venter hun på evighed
Hun venter på at tage hans hånd
Hendes røde hjerteblod drypper ned
Hun vil velsignes af en hellig ånd