November havde i mange år været hans yndlingsmåned. Hver morgen, den 1. november, fandt han sin lysebrune trenchcoat frem. Hvis den første faldt på en lørdag eller søndag, snød han og gik i vinterskabet allerede fredag morgen. Hver gang lagde han blidt jakken til rette på sengen og børstede forsigtigt det opbevaringsstive stof, inden han åbnede de kantede knapper for at beundre foret. De sirlige, lodrette striber vækkede minder om første gang han havde jakken på, den jul hans kone havde givet ham den.

Når han gik turen ned til toget sammen med alle dem, der var på vej til arbejde, trak han skuldrene op om ørerne. Følelsen af læ fra den sprøde novembermorgen gjorde altid hans humør godt - måske var det netop derfor han så tit glemte sit halstørklæde derhjemme. I lommerne nuldrede han roligt det åregamle lommeuld mellem tommel- og pegefingre. I løbet af turen tog det adskillige former. Først var det løst og smuldret, ligesom huden på de gamle damer, han passerede ved vaskeriet på hjørnet. Siden tog det form af de unge drenge, der løb mod skolen, forsinkede og med lange, ranglede lemmer, der knapt kunne kommunikere med hinanden gennem de tynde led. Hans yndlingsform var den runde, bløde figur, som fnulderet opnåede, når han rullede det til en kugle, for derefter at trykke blidt på to af siderne på samme tid. Den form mindede ham om hans unge kone, hendes bløde former, som græsgrønne bakker, der var afrundet perfekt af vinden gennem århundreder.

I toget beholdt han jakken på, selvom varmen fra de mange rejsende kunne stige ham voldsomt til hovedet fra tid til anden. Nogle gange, hvis det var særligt slemt, tog han sin trøje af og kølede huden på jakkens silkebløde inderside. Det værste han vidste var, hvis folk havde varme kaffer eller morgenbrød med i toget, og stillede sig lige op ad ham. Et pludseligt ryk på et uopmærksomt tidspunkt, og så var situationen ude af kontrol - kaffen tabt ud over eller morgenbrødet gnedet op ad jakken. Det var ganske vist kun hændt en enkelt gang, for flere år siden, men det havde lært ham at udvise en vis forsigtighed i de morgenproppede kupéer.

På destinationen forlod han stationsbygningen og indåndede lettet den friske luft. Nogle gange kunne han blive træt af den lange tur i myldretrafikken. Fremme ved indgangspartiet kiggede han beundrende ind i den lille butik, hvor lysekronens glaskrystaller sendte tusindvis af lysende perler ud i det lille lokale, hvor de blev mødt af et væld af farver og dufte. Denne morgen ville han købe en ferskenfarvet rose. Den samme nuance som han havde købt hvert år, de sidste mange novembermåneder. Ekspedienterne i den lille blomsterbiks blev ofte skiftet ud og kunne derfor sjældent genkende den ældre here, men heldigvis løb de tilsyneladende aldrig tør for hans kones yndlingsfarve.

På kirkegården knasede gruset under hans sko i takt med at skridtene blev tungere og tungere. Turen var næsten ved sin ende. Tilbage var blot den med årene trivielle ceremoni, hvor rosen nænsomt blev lagt ved den efterårskølige seng. Lyden af løfter om snarligt gensyn fyldte kortvarigt luften, imens de tomme hænder begravede sig i lommerne.