Lige meget hvor højt man kigger, leder den ene etage altid den til den næste. Der er et gennemtænkt mønster over bygningen. Dog et meget simpelt mønster. De samme hvidt indrammede vinduer gentager sig gang på gang, med perfekt mellemrum til de næste, på den murstensrøde væg. Det har ingen ende. Så langt øjet rækker, fortsætter disse små mønstre. Det er endda de samme gardiner, som hænger bag alle vinduerne. Det er ikke muligt at få overblik over bygningen, om så man betragter den på lang afstand, eller står helt tæt på. Skulle dette være et hjem? Skulle her bo mennesker med forskellige drømme og erfaringer?
   Travle folk passerer bygningen, på en måde der får det til at se ud som om, de ikke ved den eksisterer. For dem er det bare en bums der stikker ud på jordens hudoverflade. En af den slags store bumser man forsøger at lade som, ikke ikke er der, i håb om at det kan få den til at forsvinde.

Jeg leder efter en dør i dette mylder af vinduer, røde mursten, og ens gardiner. Jeg vil ind i denne enorme bygning og jeg må næsten gå hele vejen rundt om denne, før jeg finder en åbning. Det er ikke en dør, men man har skåret et lille hul i murstenmønstret, der sikkert skal forestille af være en port. Porten fører ind til en lille gård. Her holder nogle få biler parkeret, men her er mennesketomt. Man har lavet nogle få huller i asfalten til ære for nogle få træer, der står tynde, triste og lider. Der er fem døre her på indersiden af bygningen. Jeg vælger en tilfældig, men bliver desværre stoppet af en lås. Jeg går hen til den næste og er nu mere heldig. Jeg åbner døren og bliver omfavnet af bleghvide vægge. Jeg møder en lang gang, med blå døre på en ene side. På hver dør står der nummeret 723. For enden af gangen er en trappe, som jeg langsomt bevæger mig hen imod. Trappen fører til en ny gang, med en ny trappe for enden, magen til hvad jeg så nedenunder. De blå døre og nummeret 723. Jeg begynder nu at blive rigtigt forvirret. Det giver ingen fucking mening. Jeg bevæger mig op, endnu en etage, og ser det samme. Lidt efter farer jeg panikslagen rundt på de mystiske bleg-hvide gange. Hvad er der galt med mig? Jeg må stoppe for at få pusten. Jeg bøjer mig forover, presser håndfladerne mod mine knæ, imens hiver efter vejret. Jeg hører en dør åbne til højre for mig. En man i hvid kittel kommer ud. Jeg står bøjet forover og kan kun se hans sko. Hvide gummesko, med en flot bundet sløjfe. Jeg løfter langsomt kroppen og får øje på hans gamle rynkede brilleabe ansigt. Han spørger mig om jeg er faret vild, og jeg svarer ham med et nyt spørgsmål. Hvad fuck sker der for det her sted? Jeg skriger det næsten. Han beroliger mig ved at sige, at jeg skal komme med ham og så skal vi nok sammen finde ud af, hvad der er galt. Jeg bliver nu vred på brilleaben og kaster bandeord efter ham. Min vrede og frustration vokser, men han står bare roligt overfor mig og beder mig om at følge med. Han siger at han godt kan forstå, at jeg er forvirret, men at vi nok skal få det løst. Men vi kan jo ikke stå herude på gangen og løse problemer. Jeg skriger at han kan rende mig og beslutter mig nu for at skride ud af dette bleg-hvide helvede. Jeg vender mig ikke om for at se tilbage. Jeg skrider bare. Ned af trappen, hen af gangen, ned af trappen, hen af gangen... hov... Var det ikke her jeg kom ind? Var der ikke en dør lige her? Det må være en etage længere nede. Jeg finder ingen dør. Jeg begynder igen at fare panikslagen rundt på gangene. Jeg stopper endnu engang for at få pusten. En ny mand i kitel kommer ud af en dør ved siden af mig. Ikke den samme mand som før, men stadig en rynket brilleabe. Han smiler til mig og spørger om vi ikke skal finde et sted, hvor jeg kan sidde ned og slappe af. Jeg skubber bare til ham og løber videre.

Jeg har ingen anelse om, hvor jeg er. Jeg banker på en af de blå døre. Den bliver åbnet af en mand med hvid skjorte og cowboybukser. Han er velfricesret og ser glad ud, men alligevel kan jeg ikke se en person bag hans øjne. Hans blik er fuldstændigt intetsigende. Han stiller sig i døråbningen og siger med det samme pænt goddag, fortæller at han hedder Mads og at han bor på værelse 723. Jeg spørger ham, med en barsk tone, hvad fuck sker der her, og hvad er der med nr. 723? Han svarer at han synes det er dejligt at bo på værese 723, som om han ikke kan se frustrationen i mine øjne. Jeg griber fat om kraven på hans skjorte. Kigger dybt ind i de intetsigende øjne og kaster ham tilbage i rummet bag ham. Jeg banker hårdt og hysterisk på døren ved siden af. Døren åbner sig stille og roligt og der stiller sig person i døråbningen iført hvid skjorte og cowboybukser. Han fortæller at han hedder Mads og at han bor på værelse 723. Nu er jeg helt fra den. Jeg skynder mig videre, jeg må væk fra det her helvede. Jeg løber rundt. Op og ned af trapper, hen af den ene gang efter den anden. Hvor er den lorte dør? Jeg snubler over et trappetrin og lukker øjnene.

Jeg åbner øjnene til synet af en gammel man med briller. Hans stemme er beroligende; han siger godmorgen og at han håber jeg vil blive glad for mit nye værelse. Jeg har fået et helt specielt værelse, nemlig værelse nr. 723. Her er han sikker på at jeg kan blive rigtig lykkelig, og jeg nikker forstående tilbage. Han siger at jeg nok burde ligge mig ned og tage en lur, fordi jeg har haft en rigtig hård dag. Jeg nikker og ligger mig i min seng. Han tænder for fjernsynet, klapper mig på skulderen og siger at vi ses i morgen Mads. Jeg siger vi ses.