1.

Det blomstrer rødt og hvidt
i junijordbærbede

2.

Nu er der jordbær i butikkerne. Til 25 kroner for et pund. Nå ja, der er jo faktisk jordbær i butikkerne hele året, så egentlig er det jo ikke en sensation, vel? Næh, men altså det er danske bær. I de der papæsker, I ved? Så måske, man skulle købe nogle?
Men - men - jordbær er da ikke noget, man køber. Det er da noget man plukker. Når de altså kommer.
Sådan er der så meget.


3.

"Det er ikke jordbær," mente Julie og stak tommelfingeren i munden.
Den tre-årige pige så betuttet ud, og Freddy kom til at smile. Han havde lige råbt: "Fingrene væk fra jordbærene!" i en ret sur tone, men nu ville han ønske, han kunne sluge ordene eller i hvert fald ændre tonefaldet med tilbagevirkende kraft.
Han lugede mellem de mange hvide og sart-rosa blomster i bedet. I september havde han og andre fra dalen plantet skovjordbær og stiklinger af havebær. Nu blomstrede de.
Julie havde siddet i græsset sammen med syvårige Patty. De flettede kranse af bellis og andre ukrudtsblomster, men åbenbart var de så kommet på, at blomsterne i bedet kunne lyse deres kranse op.
Patty sad stadig i græsset. Hun så ned i det og skrabede med en bar, snavset storetå. Hendes lange lyse hår skjulte fuldstændig det af ansigtet, han måske ellers kunne havde anet, selvom hun så nedad.
"Jeg er ikke sur," smilede Freddy, "men hvis I plukker de her blomster, bliver de ikke til jordbær. Og det gør de ellers."
"Du er dum," mumlede Julie og så hen på Patty for at få forstærkning til sit surmuleri.
Patty rejste sig og kastede håret til side med en hastig bevægelse.
"Din Freddy er bare ikke lige så dum som ham manden, der kommer og henter alle ens jordbær, så man ikke får nogen selv," erklærede hun.
Freddy undrede sig. Hvilken mand talte den syvårige Patty om?
Så kom han i tanke om, at Patty jo ikke var født og opvokset her i den lille by mellem høje bjerge, men havde boet med sine forældre på en lille fæstegård i det de nu kaldte "det gamle land."
Og den der hentede det meste af jordbærhøsten måtte jo så være herremandens eller endog kongens foged.
"Her kommer ikke nogen og tager bærene," forklarede Freddy, "i hvert fald ikke, hvis vi kan holde dem fri fra ukrudt, snegle og dæmonalfer."
"Fuglene kan også lide dem," blandede Julie sig. Pokkers så klog den lille tøs var. Hun lignede sin mor, som han var så heldig at leve sammen med og meget snart ville gifte sig rigtigt med.
"Men fuglene kan vi jage væk," sagde Patty, "og mig og far har jo lavet et skræmsel."
"Hvad er et skæmsel?" spurgte Julie og den finger hun ellers lige havde taget ud, smuttede igen ind mellem hendes læber.
"Det er sådan en mand af strå og med gammel-Codys tøj på," forklarede Patty.
"Ja, det er et fint fugleskræmsel," sagde Freddy. På hans læber brændte en bemærkning om at han i morges havde set et par solsorte sidde på strådukkens udslåede arme.
Så længe der ofte gik en eller flere i haven holdt fuglene sig nok på behøring afstand og skulle de snuppe nogle om natten blev der vel alligevel så mange tilbage at alle kunne få jordbær i juli, måske endda her i slutningen af juni.
Det var hårdt arbejde at dyrke noget på den hårde jord her i dalen, men pigerne havde røde kinder og raske øjne.
" Kransene er dumme," sagde Julie og rakte nogle slatne, meget kortstilkede og lidt sammenfiltrede blomster frem mod ham.
Måske var det ikke så meget jordbærblomsterne, de små havde fået øje på? De ville nok gerne have en hjælpende hånd til deres kranse?
Freddy så op mod solen. Det varede vist lidt endnu inden de blev kaldt til aftensmad.
"Kom, så sætter vi os alle tre i græsset og ser på de drilske blomster," smilede han.

4.

Connies næsebor vibrerer.
De er blevet ramt af en bølge fra bedstefars lille biks og fra mors kolonihave. Den søde bølge får hendes tænder til at løbe i vand og hendes hænder til at gribe ud efter en af de hvide bakker.
Tyve kroner for 400 gram.
Jordbær i starten af juni.
Hvorfor så vente? Og forresten har hun jo ingen have.
Det er så dyrt med hus og have. Og det tager så lang tid at passe en have. Man skal jo også på arbejde. Og have tid til børnene. Og golfspillet. Og rejsen til Mallorca. Og til Bjørn, så han ikke render tilbage til Isabella. Og Facebook og Paradise Hotel - ja, og X-factor ...
Ja, der er så meget, man skal nå, så det er godt det kun tager fem minutter i Fakta. Hvis altså kassedamen kan rubbe sig.
"Moar, jeg vil ikke have jordbær!" hyler Julie og står med en pose vingummi i hånden. Der er et billede af den der pink kat udenpå. Kitty eller hvad det nu er.
Connie vil snuppe den og sige at det er usundt, for man får huller i tænderne og bliver fed og får sukkersyge og kræft. Men så får hun øje på Frida. Og åh nej, hun gider ikke høre på alt Fridas pjat om at de skønne jordbær sikkert er dyrket af underbetalte arbejdere i Chile, og at de er blevet fløjet her til af et fly, der har hældt syvogtyve tons Co2 ud over kloden, så i morgen går den under.
"Jaja, lad gå," mumler hun hurtigt og Julie bliver så paf, at Connie kan hale hende med hen til kassen uden at Frida opdager dem.