Mork tændte sin mørke moseegspibe, bappede lidt på den og nippede så til sin varme velduftende urtebryg. Han stod tidligere op end de fleste og nød dette lille morgenritual der gav ham mulighed til at samle tankerne før der kom liv i lejren. Han lænede sig tilbage i stolen og betragtede sin første kvinde der lå nøgen på et stort bjørneskind i den anden ende af teltet.
   Hun havde sparket tæppet af sig i søvne og lå på ryggen med ansigtet vendt hen imod Mork. Flammernes sagte knitren fra ildstedet blandede sig med den smukke kvindes lette snorken der i Morks øjne kun gjorder hende endnu mere tiltrækkende.
   Hendes bryster var faste og velformede. Mork havde set mænd stirer sig blidt på store bryster, men han foretrak nu selv bryster der bevidnede om at den kvinde de sad på altid pressede sin krop til det yderste.
   Kvinden han sad og beundrede var bestemt en af dem der pressede sig selv. Hans blik gled ned over hendes krop til de tydelige mavemuskler og smukke navle. "En krigers krop" tænkte han og kastede også et blik på hendes veltrænede skuldre og stærke, senede, men ikke svulmende overarme. Denne kvindes krop blev ved med at fascinere ham. De havde været sammen i snart 24 vintre, men han to stadig sig selv i at finde nye ting ved hende som han holdt af.
   Hendes lange røde hård der nåede hende til taljen dækkede en del af hendes krop og gav Mork en fornemmelse af at hun både var nøgen og påklædt på samme tid. En tanke der altid havde fået det til at snurrer i underlivet hos ham. Den lille røde dusk mellem hendes ben som hans blik nu faldt på gjorder ikke den fornemmelse mindre hos ham og han måtte minde sig selv om at det han havde løst til at gøre med hende havde han ikke tid til lige nu.
   Han smilede, to en tår af sin urtebryg og bappede på piben imens han betragtede hendes lange, slanke, men veltrænede ben. Hun havde stort set ikke noget fedt på kroppen, men hendes krop var ikke udsultet som hus folk der havde lidt hungersnød. Hun havde ikke noget fedt fordi hun havde brugt det til at danne muskler med.
   En krigers krop tænkte han og drak lidt mere af sin urtebryg der nu havde fået en temperatur der gjorder at den røg lidt hurtigere ned.
   Det brede sværd der lå ved hendes side var klar til at blive trukket på et øjeblik. Var en fjende trængt ind i teltet i løbet a natten, ville hun uden tvivl være sprunget op og hugget ham ned, inden han kunne nå at kaste et blik på hendes velformede krop. Altså hvis Mork ikke havde gjort det først.
   Hun havde en del ar fra kampe hun havde deltaget i. Der var i sær et af arrene der mindede Mork om hvor hurtigt han kunne komme til at miste dem man holder af. Da hun lå på ryggen kunne han ikke se det, men det startede midt på hendes stramme og velskabte venstre balde og gik ned over bagsiden af låret. Det nåede næsten hele vejen ned til knæhasen og kun forfædrenes beskyttelse og healerens hurtighed havde reddet hendes liv.
   Til at starte med var det et uhyggeligt minde, men tiden havde fået Mork til at indse at det i virkeligheden var en gave fra forfædrene til dem der kæmper side om side. Arret mindede ham nemlig om hvor hurtigt dem man elsker kan falde i kamp eller i det hele taget bare falde døde om. Derfor er den tid man har sammen det mest kostbare man ejer.
   Havde Mork ejet alle verdens rigdomme da hun lå der og svævede mellem liv og død havde han glædeligt afstået dem alle for et løfte om at hun ville overleve. Derfor fandt Mork nu mening i oplevelsen. hver gang han gik fra sin kvinde sørgede han altid for at hun ikke var i tvivl om hvor højt han værdsatte hende og det også selvom han kun forlod hende for et kort øjebliks tid. Døden kunne altid vise sig og hvis det sidste ord man havde udvekslet med en person man elskede var sløret af vrede og tankeløshed ville disse ord altid forfølge en resten af livet.
   Mork havde udviklet en talemåde. "Når du tager afsked med dem du har kær, så gør det som var det den sidste." Disse ord sagde han altid til sig selv når han lå med sin kvinde og hænderne gled ned over hendes balder. Når han kunne mærke hendes ar mod sin håndflade, da udtalte han for sig selv og sendte hende et lille smil i mørket.
   Han drak det sidste af sin urtebryg, stillede koppen på bordet. Han fokuserede på hendes smukke symetriske ansigt og ledte snorken. Han havde løst til at gå hænd og kysse hende på de mørke fyldige læber. Han vidste at de var varme og bløde, men han vidste også hvad det ville føre til og det var der ikke rigtig tid til nu hvor solen var på vej op og lejren snart ville vågne.
   I søvne fejede hun en tot af det røde hård til side så man kunne se hendes spidse venstre øre. Han kunne godt lide at viske i hendes øre når de lå sammen om aftenen. Som regel fortalte han hende om hvor smuk hun var eller hvor meget han elskede hede og nogle gange om hvor meget han havde løst til hende. Andre gange viskede han også bare små drillerier som hun så grinede af eller som om hun med et smil på læben lod som om hun blev fornærmet over. Nogle gange nappede han forsigtigt i hendes øreflipper med hans spidse hjørnetænder for at pirre hende. Hun begyndte altid at småstønne når han nippede hende det helt rigtige sted. Hendes stønnen førte altid til at noget begyndte at blive stift under tæppet. Det tændte så igen hende og på den måde forstærkede de hele tiden den enes løst til den anden.
   Solen var nu begyndt at farve den hvide teltdue orange og det fik kun den smukke grå hud til at virke endnu mere fascinerende. Mork sad helt stille og røg på sin pibe med blikket rettet mod hendes ansigt. Hun havde et stærkt kæbeparti som hun som alle andre gobliner kunne bruge til at knuse knogler med, men Mork vidste at hun også havde evnen til at bruge det til noget helt andet. Igen måtte han smile.
   Nu åbnede hun øjnene og kiggede lige ind i hans. De var smukke og blegblå, næsten hvide som gletsjeris. Hun smilede tilbage til ham. Både med munden og øjnene. Smilet var på en måde blidt og på en anden måde vildt, men det var også drillende og kærligt. På en måde viste smilet en uskyldig svaghed og på en anden kontrolleret styrke. Smilet var også meget mere end det. Menneskene kunne holde alle deres runer og bogstaver for sig selv. De kunne bruge hele livet på at skrive deres tykke bøger og alligevel ville bøgerne aldrig komme til at havde lige så meget indhold som smilet fra en man elsker. De kunne kaste deres magiske runer lige så tosset som de havde løst til. Aldrig ville nogen magi blive lige så kraftig som som den magi der tryllebandt hans blik lige nu.
   Hun sendte et blik som betød "Skulle du ikke til at komme i gang med at lede et plyndringstogt" Mork besvarede blikket med et smil og lage sin pibe fra sig hvorefter han satte sin tunge økse i bæltet og gik ud af teltet for at indsnuse den friske morgenluft.