I et boligkvarter lidt for nord for alting bor Margaret. Her ligger huse som perler på snor langs lige villaveje, hvor cyklende småbørn leger mellem vejbump og skilte der maner til bilisters forsigtighed. Op og ned, op og ned cykler de, som var det en ny rute hver gang. Alt imens hænger hjemmegående husmødre tøj på tørresnore i deres frimærkeforhaver. Det er her Margaret bor; ved siden af andre hjemmegående husmødre, ved siden af sig selv. Hun betragter sig selv betragte de cyklende småbørn cykle op og ned, op og ned ad den samme lige villavej. Som hun hænger de sidste strømper til tørre, ved hun det er sidst på eftermiddagen, og tid til at gå i køkkenet og lave et aftensmåltid til småbørn og husbond, der snart vender hjem fra sit 8-16 job. Så Margaret betragter sig selv, kalde på sine småbørn og gå indenfor.
   Børnene sætter hun foran fjernsynet der den næste times tid agerer barnepige, alt imens hun kokkerer et middelmådigt måltid i køkkenet. Hun laver frikadeller fordi det er tirsdag; frikadeller med ekstra fine hakkede løg og tilhørende perfekt skrællede og kogte kartofler, fordi børnene ellers nægter at spise maden. Alt imens kartoflerne skrælles og farsen laves, betragter Margaret sig selv, tom for udtryk og fyldt med dagligdagens gøremål. Hun har allerede vendt blikket mod onsdagen, resten af tirsdagen kan hun efterhånden i søvne. Da kartoflerne er sat over og frikadellerne ligeså, sætter Margaret sig ved spisebordet og betragter maden passe sig selv. Ørerne har hun i stuen, i håb om at en ulvetime vil sætte sine tænder i børnene, men barnepigen klarer sit job til punkt og prikke.
   Radioen hun har tændt per vane spiller vagt i baggrunden, men overdøves af emhættens hvæsen og frikadellernes sprutten. Alligevel tiltrækkes hun af radioens mumlen; den er velkendt, som en gammel ven fra fordums tid. Hun prøver forgæves at tyde hvad det er radioen mumler, men emhætten og frikadellerne råber højere og lige meget hjælper det; hun må tage de tunge skridt hen til radioen for at høre hvem det er der mumler. Da hun når radioen, behøver hun ikke at skrue op, men hun gør det alligevel. Hun kan høre det er en meget gammel og meget kær ven; Johan Strauss har fundet vej, hele vejen til lidt nord for alting, og byder nu op til en vals, fyldt med gamle minder og fyldt med Margaret. Hun kan ikke tro sine egne øjne og hun lader tvivlen råde et øjeblik; kigger på komfuret og mod stuen, men der er ingen fare på færde, så hun lukker øjnene og tager forsigtigt det første trin ind i valsen. Strauss griber hende straks, og fører hende rundt i hele køkkenet. Rundt og rundt, i store cirkler der fylder hele gulvet. Det store skæg og den krogede næse sidder, præcis som hun husker og han smiler fordi han ved hun genkender ham. Margaret griner og kan slet ikke holde op; hun havde glemt hvor meget det kildede i maven når han snurrede hende rundt. De danser vildere og vildere og nu griner Strauss også. "Margaret. Margaret? Margaret!" . "Nogen råber på mig" Siger hun fnisende til Strauss. Strauss smiler imens han nikker sammentyggende. "MARGARET!" I køkkendøren står en måbende husbond, alt imens småbørn forsigtigt kigger frem bag hans trenchcoat. Hun kigger på sin husbond, så tilbage efter Strauss, men der er ikke længere en grinende mand med stort skæg og kroget næse ved hendes side, kun en radio der brager en vild vals ud i rummet. Kartoflerne er kogt over og frikadellerne er sorte, men det er lige meget. Margeret griner og byder op til vals.