Jens forstod det ikke. Formålet med popcorn og knitrende slikposer. Man gik i biografen for at se film, ikke æde og larme. Man farer jo heller ikke rundt på Louisiana med candyfloss i den ene hånd og en skvulpende cola i den anden. Nutidens medmennesker var slet ikke med. Hvad var det de ikke forstod? Som de sad der og smaskede allerede inden mørket var faldet på, forstyrrede andre i at sætte sig korrekt til rette, fordi de bare skulle og måtte sende den sidste sms, inden 'sluk din mobil' blev skrevet med store røde bogstaver hen over det hvide lærred. Og alligevel ville der altid, altid, være en eller to som ikke kunne overleve halvanden time afskåret fra omverdenen og deres telefon ville lyse op i mørket og skrige 'Se mig! Hør mig!'. Nej for Jens var nutidens medmennesker ikke meget værd. Abefolk, forstod sig slet ikke på korrekt protokol. Hvis de nu bare kunne følge Jens' eksempel. Se hvordan han bar sig ad. Synke ned i sædet, stille, med hænderne på begge armlæn og fødderne fæstnet i gulvet. Ofte satte han sig til rette flere gange under reklamerne, for at demonstrere hvordan man udførte korrekt protokol. Hvis nu bare han kunne fange et enkelt menneskes opmærksomhed, så de indså korrekt protokol, så vidunderlig verden ville blive. Men det eneste han fik i dag, var en fod i nakken fra en unge, der forsøgte at sætte sig til rette med benene smækket op på Jens' ryglæn. "Hov, undskyld!" Sagde den idet Jens vendte sig om. Han besvarede naturligvis med et forstående smil alt imens blodet i ham kogte. Som han på ny satte sig til rette, ulmede frustrationerne i ham. Han var ikke i en sal med abefolk, nej snarere amøbefolk; amøber som ikke besad den ringeste viden om protokol. Nogen burde virkelig gøre noget, tænkte Jens. Nogen burde lære disse mennesker at være med, hvad skulle der ellers blive af verden? Men hvem, tænkte Jens. Hvem havde nok forstand på korrekt protokol til at redde disse folk? Selvfølgelig kunne han den ind og ud, men andre mennesker var jo ikke hans ansvar; nej, dette måtte være en sag for staten og de offentlige instanser. Måske skulle han alligevel skrive en mail når han kom hjem, og gøre dem opmærksom på folkets stagnerende viden om korrekt protokol. Ja, det var en mulighed tænkte Jens for sig selv, imens han på ny satte sig til rette i biografsalens svundne lys. Nu begyndte filmen og minsandten om ikke den første silhuet rejste sig og søgte mod udgangen. Jens sukkede dybt og håbede at der et sted i mørket sad nogle andre medmennesker som gjorde det samme.