Jeg dræbte en due i dag. Det har jeg ikke prøvet før; ikke engang ved uheld. Det var ikke planlagt og har aldrig nogensinde strejfret mit sind.
   Vi delte en bænk i parken, duedamen og jeg. Duerne kender hende og ved der er krummer og kerner i alenlange diametre omkring hende. De kender hende, men de kender ikke mig. Alligevel vimsede de ligeså meget for mine fødder som for hendes. Jeg nåede knap at tænke tanken, "At man da bare kunne samle én op", før jeg havde gjort det. Den protesterede naturligvis på instinktiv vis, men mit greb var med begge hænder, og dens indsigelser var formålsløse. Duedamen stirrede på mig og protesterede vidst nok også, men duens kamp og udtryksløse øjne var mig mere fascinerende. Hvorfor jeg dernæst havde mine tænder i duens strube ved jeg egentlig heller ikke. Det eneste jeg husker at tænke var "Hvorfor ikke?" og så lod jeg mine tænder synke ned under fjer og dun. Det var blødt at bide i og imens jeg udforskede mine tænders kunnen, kæmpede duen intenst for sit liv. En sød metallisk smag spredte sig langsomt i min mund og jeg gik ud fra at det måtte være blod. Fjerene kildede og irriterede, men dyret baskede lidt for meget endnu, til at jeg kunne slippe biddet. Imens duen kæmpede for sit liv, tænkte jeg på hvor mærkeligt naturligt det føltes at sidde med tænderne i en dues strube; og hvem skulle have troet at jeg, af alle mennesker, skulle sidde her i parken og tage livet af en due. Overgangen fra levende til død, var ikke så brat som jeg havde forventet. Krampetrækningerne imitererede stadig liv, men alligevel vidste jeg at duen i dens væren, ikke længere var. Så jeg spyttede blod og fjer ud; duedamen var forsvundet sammen med de pikkende duer. Den døde due holdt jeg i mine hænder i et stykke tid. Jeg smed den først fra mig da alle krampetrækninger af liv var borte. Jeg smed den foran en forbipasserende børnehave på tur. De mange vantro øjne, besvarede jeg med et blodigt smil; et fantastisk blodigt smil der igangsatte en perfekt dominobølge af grådkvalte barnestemmer. Det var til denne smukke elegi, jeg rejste mig fra bænken og gik hjem med en følelse af at være i live.