"Hvorfor står du her helt for dig selv?"
   Der gik nogle minutter, men den adspurgte unge kvinde så ikke ud til at ville svare. Hun så blot forstenet ned på sine hænder eller rettere sagt det sølvblanke objekt, der lå knuget imellem de spinkle fingre. Det kølige metal var for længst varmet op både af sommersolen og hendes egne let svedige hænder. Det var også sådan en smuk solskinsdag. Sådan en dag alle ville være udendørs på og hvor iskiosken måtte have styrtende travlt. Normalt ville hun være en i blandt de mange i køen dertil - og han ville stå fast ved hendes side, jokende omkring hvor meget tid de egentlig spildte og så bare for at ende med at blive tykke af is. Et smalt smil strejfede hendes læber i et kort sekund, før den ubarmhjertige smerte skar sig vej gennem hendes bryst. Hendes øjenlåg brændte.
   "Du burde altså gå over til de andre." fortsatte stemmen fra før. Den unge kvinde rystede blot næsten umærkeligt på hovedet, før hun langsomt løftede sit blik og så ind i de blideste blå øjne, hun kendte. "Jeg vil hellere blive her - med dig." svarede hun ham endelig, længsel tydelig i den rystende stemme. Sorg fyldte hans havblå blik, og hun måtte se væk. "Det ved jeg" hviskede han, "men de har brug for dig."
   "Jeg har brug for dig!" Hendes lyse stemme knækkede halvvejs gennem sætningen, og hun kunne ikke længere holde de salte tårer tilbage. "Jeg... Jeg..."
   "Det er okay, hey shh, se på mig, jeg er lige her. Jeg går ingen vegne." Hans blide stemme bragte hende tilbage til virkeligheden på den varme græsgrønne kirkegård. En blid vind ruskede i egetræets top og bragte fjerne stemmer med sig. "De leder sikkert efter mig." mumlede hun for sig selv og trak sig automatisk længere ind i det store træs skygge, som ønskede hun, at mørket ville gemme hende for deres blikke. Deres sympatiske tårefyldte blikke og kvalmende kram. Hun ville ikke have noget af det, hun ville bare gerne være alene. "De er nok bekymrede. Du burde altså finde dem."
   "Vil du ikke have din halskæde tilbage?" spurgte hun i et forsøg på at vende samtalen. En varm latter fyldte hendes ører som sød musik. Hun så op. "Hvad er det, der er så sjovt?"
   "Dig." svarede han med et kærligt smil. "Jeg har ikke længere brug for den. Og det har du heller ikke."
   Hun rynkede sine bryn af hans indtrængende tone. "Men jeg kan lide den. Den minder mig om dig." Hun så ned på den smukke sølvkæde, lod den sno sig om hendes fingre som en slange og blinke i lyset fra den skarpe sommersol. "Hanna..."
   "Du har den altid på." afbrød hun ham "Lige siden vi mødtes, har du haft den på. Jeg troede ikke at nogen som helst kunne få den af dig." Hanna lo stille, men latteren var hul og tårerne, der trillede ned, saltfyldte. Han rakte håbløst ud efter hende. "Det var der heller ingen, der kunne."
   En blid stilhed sænkede sig mellem dem kun brudt af en fjern hunds bjæffende gø.
   "Nå, der er du!" råbte en indtrængende og tydelig lettet stemme pludselig og rappende fødder kom hende i møde ved egen. "Vi har ledt efter dig overalt." Hanna forblev stille. "Kommer du med?" Stemmen forblev forsigtig og venlig, som var ejeren bange for at skræmme hende væk som en vild kanin. Hanna så ind i de lysende azurblå øjne, hun kendte så godt, og lod en sidste tåre falde, da han nikkede blidt, men bestemt til hende.
   "Hanna?"
   "Jeg kommer nu. Der er alligevel lige noget, jeg skal have afleveret."
   En varm arm blev lagt omkring hendes skulder og hun lod sig villigt føre væk fra egetræets beskyttende skygge og minderne derfra. En mængde af sortklædte mennesker kom til syne lidt efter, men Hanna ænsede dem ikke. Hun styrede udenom, gik med bestemte skridt hen imod pladsen i midten og knælede ved den store granitsten. Der lå blomster i alle regnbuens farver, samt korte breve og levende lys i små beholdere. Det lignede enhver anden grav. For første gang gennem hele dagen åbnede Hanna sin højre hånd og lod sommerens stråler kærtegne det enkelte, men smukke smykke. Hun vendte hånden omkring og lod halskæden falde til jorden foran gravstenen med et blødt bump, ubevidst om alle de blikke, der hvilede på hende. For Hanna var der kun et blik, der betød noget, og som hun så op, fangede de hinanden igen en sidste gang, før han langsomt falmede væk, og også de smukke blå øjne blev ét med den himmelblå horisont.