"Er du lykkelig?"
   Spørgsmålet kører stadig rundt i mit hoved. Er jeg lykkelig? Hvad var det dog for noget at spørge om?
   Hvorfor skulle jeg ikke være lykkelig? Jeg smiler da.
   Jeg stiller kruset med varm kaffe fra mig på bordet, sætter mig ned og tænder TV'et. Efter 5 min, hvor jeg intet af programmet har set, slukker jeg TV'et igen. Jeg drikker en tår af kaffen, men jeg smager den ikke.
   Er jeg lykkelig? Ja selvfølgelig er jeg da det! Hvad skulle jeg ellers være?

***

Jeg ligger i min seng og kan ikke sove. Jeg har ligget og vendt og drejet mig længe nu. Gad vide hvor længe?
   Jeg kigger over på det digitale vækkeur. Klokken er 04:33.
   Hmm, tænker jeg, så har jeg ligget her og gloet i 5 timer. Hvor åndssvagt.
   Men inderst inde vidste jeg jo godt, at jeg ikke havde ligget og gloet. Jeg havde tænkt. Tænkt over om jeg egentlig er lykkelig eller om det bare er en facade.

***

BIIIIIIP, BIP, BIP, BIP, BI... Klik.
   Jeg sætter mig op i sengen og tager mine briller på, som ligger ved siden af vækkeuret om natten.
   Jeg kan nu se at solen skinner ind gennem vinduet, hvor gardinerne ikke er trukket for.
   Nåh, så det glemte jeg inden jeg gik i seng? tænker jeg.
   Jeg går ud i køkkenet og fylder vand i el-kedlen. Tænder for den.
   Jeg har en underlig uro i kroppen efter denne nat. Lige inden vækkeuret ringede havde jeg en drøm, som jeg ellers ikke
   har haft i mange år. En drøm som jeg ikke kan håndtere. Men samtidig også svaret på det spørgsmål, som jeg blev stillet i går. Det spørgsmål der holdt mig vågen til langt ud på morgenen.

***

Lyden er børne latter giver genlyd i hele rummet og ned af den lange gang. 3 af mine gode venner og mig, alle sammen
   fra samme stue i børnehaven, leger i puderummet. Vi har bygget en "stor" borg, hvor Magnus er kongen og Katrine dronning.
   Albert er en ond troldmand der vil overtage kongeriget og jeg er en ung lommetyv der i sidste ende redder det hele.
   Men inden vi når så langt i legen kommer en af pædagogerne ind i rummet. Jeg smiler.
   Hun er den af alle pædagogerne, som jeg holder mest af. Når jeg bliver stor vil jeg være som hende.

Mit smil forsvinder. Hvad er der galt? tænker jeg, hvorfor smiler hun ikke tilbage?
   "Vil du ikke være sød at følge med et øjeblik? Der er 2 damer som gerne vil snakke med dig" Hun tager forsigtigt fat i
   min lille hånd. Jeg smiler til hende. Håber hun vil smile tilbage, men det gør hun ikke.
   Hun begynder at gå over mod døren, stadig med min hånd i sin. Jeg rynker panden, men følger med hende.

Vi går ned af den lange gang - på min venstre hånd er der vinduer med jævne mellemrum. Under dem er der en lang bænk, hvor
   der hist og her står små støvler. Jeg kigger ud af vinduet. Træernes blade er så småt ved at komme frem igen efter
   en lang og hård vinter. På himlen er der grå skyer, men solen skinner stadig ud mellem dem.
   På min højre hånd er der knagerækker, dog afbrudt af 5 døre ned langs gangen inklusiv den vi lige er gået ud af.
   Over den første dør står der: Sommerfuglene.
   Jeg smiler igen. Det er den stue hvor min bedste veninde går. Jeg går inde på Lærkereden, som var den sidste af de 3 stuer.
   Den i midten hedder Musehullet og derinde går børnehavens største ballademager Patrick. Ham kan jeg ikke lide. Han driller altid de børn, som er mindre end ham selv.

Vi går af den sidste dør på gangen. Kontoret.
   Jeg har aldrig været herinde før. Det er forbudt for børnene at gå herind. Det er de voksnes stue siger de.
   Jeg stopper op, men pædagogen trækker blidt i mig og jeg følger endnu en gang med.
   Inde på kontoret står et stort rundt bord, hvor der er 5 stole rundt omkring. Der er ét stort vindue, hvor man har udsigt
   over hele legepladsen. Jeg kan se at alle børnene fra Musereden er ude og lege. Patrick driller Lise, som står og græder.
   Under vinduet er der en reol med mapper. Sikkert med papirer i fin orden.

Jeg gisper da jeg ser at der sidder 2 fremmede kvinder ved bordet. De drikker kaffe. Jeg kigger skræmt op på pædagogen der
   hentede mig fra puderummet. Hun smiler til mig, men det er et koldt smil uden glæde. Jeg kan mærke mit hjerte banker.
   Hvem er de? Hvad laver de her? Mine små hænder bliver fugtige af sved.
   "Vil I ikke sætte jer ned også? Vi vil gerne have en lille snak" Den ene kvinde smiler til mig, men jeg smiler ikke tilbage.
   Jeg kan ikke lide hende. Hun ligner en heks. Hun har endda rynker.
   Alligevel sætter både pædagogen og mig os ned på hver sin stol. På bordet står der en skål med nogen småkager i. Pædagogen giver mig 5 stk. Jeg spiser forsigtigt den første af dem.
   Heksen smiler til mig igen og jeg kan mærke hadet inde i mig vokser. Jeg stoler ikke på hende. Jeg kan ikke lide hende.
   Så begynder hun at snakke igen: "Nu skal I høre her. Vi har desværre dårlige nyheder"...

***

Og det var der mit vækkeur ringede. Men jeg det gør ikke noget. Jeg behøver ikke høre hvad hun ville sige i drømmen. Jeg ved det
   allerede. Jeg kan tydeligt huske den dag. Det var den dag hele mit liv forandrede sig.
   Men var det ikke sket dengang ville jeg ikke kunne stå her i dag og sige: "Ja, jeg er lykkelig. Hver en centimeter af min krop,
   hver lille del af min sjæl skriger af lykke."
   Vandet er færdig med at koge og jeg hælder det op i kruset. Derefter hælder jeg 1½ teske instant kaffepulver i og rør rundt.
   Der er et smil på mine læber da jeg sætter mig ud på altanen. Solen skinner bleg og træt gennem de grå skyer, børnene leger nede
   på den lille legeplads der hører til boligblokken. På træerne er bladene ved at springe ud...