Når jeg går helt alene,
gennem byens øde gader,
føler jeg livet gå i stå.
Forstår slet intet mere.
Verden forandrer sig konstant,
men det er som om ingen ser det.
Alle farer frem og tilbage,
men de kommer ingen steder.
Jeg sætter mig på bænken,
betragter folk omkring mig.
Med hurtige skridt,
vender de stille hjemad.
Gadelygterne tændes,
og gaderne ligger øde hen.
Jeg rejser mig fra bænken,
og vender hjem til mine kære.
Da tusmørket falder på,
og jeg i sengen ligger,
mærker jeg en indre uro.
Jeg frygter dagens komme.
Når jeg ikke kan sove,
vandre jeg til bænken.
Sidder der mens solen stiger op,
og venter stille på Lykken komme.