Klokken er endnu en gang blevet alt for mange. Jeg ved, at jeg skal tidligt op i morgen. Tidligt op, for at udfylde det ansvar der hører voksen- og arbejdslivet til. Hvad prøver jeg at flygte fra ved de her lange nætter? Hvorfor gemmer jeg fornuften væk, og bevidst vælger ikke at passe på mig selv?
Når jeg er hjemme, er min seng mit skjulested. Med lidt planlægning og organisering kan stort set alt lade sig gøre fra ens seng af. Jeg ved, at jeg burde sove, og tro mig, det er netop, hvad jeg har forsøgt den sidste times tid. Planen var som følger: efter motoren var slukket, ville jeg styrte på hovedet i seng, med det håb, at de andre allerede sov. Men det gjorde de ikke. Planer ændrer sig. Man har et standpunkt til man tager et nyt. Eller et nyt tages for dig. Hvorfor påtager jeg mig ansvaret? Hvorfor tror folk, at jeg er stærk nok til, ikke blot at lytte til deres problemer, men samtidig være i stand til at svare dem og komme med løsningsforslag? Jeg kan ikke blive ved med at give.. Hvem vil samle mine rester op?
En god veninde sagde en gang til mig: "du har mange, der gerne vil hjælpe, men du tager ikke imod hjælpen." Hun havde ret!
Problemet er bare, at de mennesker der gerne vil hjælpe, de selv har problemer. Hvordan kan jeg tillade mig at læsse af på nogen, der selv har problemer, som er meget større end mine? Eller om ikke andet, hvordan kan jeg gøre det uden at virke egoistisk og selvisk?
For ikke lang tid siden sagde en god ven nogle ting, der ramte plet. Han beordrede mig til at sætte tanken om egoisme fri og i stedet fokusere på at opbygge mig selv. Han brugte ord som stærk og god. Der blev ikke sagt meget, men det sagte var uselvisk og næstekærligt.
De fleste ting er lettere sagt end gjort.
Her til aften strømmer en masse tanker og følelser rundt. De driver gæk med mit sind. De skaber et begær, jeg ikke ønsker. Der føres en krig. På den ene side finder vi de negative tanker, mens den anden rummer min fornuft og samvittighed. Jeg ved hvem, der ønskes som vinder, og forhåbentligt bliver det sådan. Tiden læger alle sår, og slette minder forgår. Med der skal ikke meget til, før de vækkes til live. Få ord, kan få os til at dvæle ved begivenheder, vi ellers havde lagt bag os og glemt.
Jeg ved det er sent, og jo senere det bliver, jo mere filosofisk og melankolsk bliver jeg. Det er hverken sundt eller opbyggende. Intet som en god nats søvn, og endnu en dagsflugt, ikke kan klare.
Mine øjenlåg bliver tunge nu. Om 5 timer ses vi igen. Alt er som det plejer. Morgendagen bliver bedre, og græsset vil altid være grønnere hos naboen.