Hvorfor i alverden står der et klaver midt på kajen?! Jeg har nu siddet her på et kontor på 4. sal i lidt over to uger. Jeg har den lækreste udsigt ud over vandet, storbyen og bankverden. Når solen skinner, genspejles den stråler først i vandet og derefter i diamanten for til sidst at strømme ind af ruden til mig. Jeg sidder lige over et af havnebussens stop. Et stop, der trods dens beliggenhed, stadig har formået at bliver overmalet af graffiti. I grunden et mærkeligt sammenstød af forskellige kulture.
Kender du udtrykket "Hvor langt er der egentlig til havet herfra?" I min omgangskreds bruges det i flæng. Det er en form for konfliktafværgelse. En måde, at slippe uden om en samtale. Jeg ved ikke, om jeg skal til at tage det personligt, at netop den sætning bruges så meget i mit selskab. Men nu er jeg naiv af natur, godtroende og positivt indstillet. Det kan være en farlig blanding, når nysgerrighed opstår! Alligevel irriterer udtrykket mig helt ekstremt. "Hvor langt er der egentlig til havet herfra?" Min nysgerrighed, min stædighed, min personlige interesse bliver pirret i en hel forfærdelig grad. Når udtrykket bruges, har jeg det derfor med, helt ubevidst, at komme med et irriteret udbrud, for derefter bortforklare det med, at jeg synes de skulle til at finde et nyt udtryk.
Pludselig en dag tager en af mine venner mig alvorligt. Vi kører midt i København en søndag morgen. Jeg kører bilen, min veninde på passagersædet og min ven har erobret bagsæderne. Jeg ved ikke hvad vi talte om, og hvad gør det, men midt i samtalen kom selvfølgelig: "Hvor langt er der egentlig til havet herfra?". Jeg kommer med mit sædvanelige ukontrolleret udbrud, der bliver efterfulgt af en latter og "Hey, hvem har dog stillet et klaver der?" Vi to tøser reagerer prompte, og er ved at dreje nakken af led i forsøget på at få dette mystiske klaver inden for vores synsfelt. Bilen ligger langt fra i den rigtige vejbane, og chaufføren kigger forvirret omkring. "Hvor i alverden ser du et klaver?" Der går stadig et par minutter, før joken går op for os tøser. Men helt ærlig, hvad er det for en joke?! Hvad er forskellen på "Hvor langt er der egentlig til havet herfra?" og "Hey, hvem har dog stillet et klaver der?" ?! Som om min nysgerrighed skulle blive mindre af det?! Yah right!
Denne episode havde jeg egentlig for længst langt bag mig, der sker for meget i mit liv. Hverdagen flyder ud i weekender. Dagen flyder ud i natten og omvendt. Jeg har bevidst valgt ikke at købe mig en kalender, jeg ville jo gå ned med stress blot ved at udfylde den og dernæst bruge den som opslagsværk! P.T. Har jeg valgt at leve i nuet, tage livet time for time, dag for dag. Hvis du spørger mig mandagen, om hvad jeg skal i weekenden, vil jeg se på dig med et meget træt, meget uoverskueligt blik og håbe at du fanger hentydningen. Helt ærlig, jeg har netop overlevet én weekend, synes du ikke det er lidt tidligt at tænke på den næste?!
Det er ikke fordi, jeg er træt af mit liv på nogen måde. Det er ikke fordi, jeg ikke nyder alle de ting, jeg laver. Det er ikke fordi, jeg på nogen måde brokker mig. Men sommetider, og en af dem er lige nu, så har jeg behov for at opføre mig som en ufornuftig teenager. En pige, der ikke længere behøver at være fornuftig, og til en vis grænse kan handle uden at tænke på konsekvenserne. En pige, der på ingen måde tager hensyn til sig selv! Jeg ved det, jeg anerkender det, men jeg er ikke klar til at ændre på det.
Og "Hvor langt er der egentlig til havet herfra" og "Hey, hvem har dog stillet et klaver der?" Se, jeg bruger det selv. Emneskift er egentlig ofte en ret nyttig ting!
Min hverdag foregår under kontrolleret forhold. Working 9 to 5, what a way to make a living! Fin kontormus I blazer og høje hæle. Dagens vigtigste måltid er den kaffeindsprøjtning, jeg så ivrigt hungre efter. Eget kontor. Bunker af papir. Computer og telefon. Jokes på opslagstavlen og billedrammer fyldt med dem jeg elsker. En udsigt der gør det hele værd! Og tror du så ikke, at der midt på kajen står et klaver?! Det har nu stået der i to uger. På trods af regn, blæst og storm. Ingen spiller på det, ingen flytter det, men alle undrer sig. Så, "Hey, hvem har dog stillet et klaver der?" Jeg ved det ikke. Kan det mon kategoriseres som et af livets store spørgsmål?
Om ikke andet, så er det en konstant reminder om den søndag. Om en pinlig situation, om en nysgerrighed uden lige, om venner jeg holder af og om personlige tabuemner. Et eller andet sted, vil det klaver gøre det umuligt for mig at glemme mine venner. Og ja, måske sidder jeg her, og giver et klaver mere kredit, end det fortjener. Men helt ærligt, er det så ikke det, disse skriverier går ud på? For mig handler de om de ting, der former mig som menneske. De mennesker, der brutalt tramper ind i dit liv, slynger et spyd lige ind i dit hjerte for at skrive "I was here". Det er fodspor og minder, der er værd at samle på!