Rolighedsvej
Her rager hækkene op over vindueshøjder. 
Alle nydeligt klippet og studset. 
Her har vi middag på bordet kl. seks og ingen sovs. 
I hvert fald ikke i vores familie. 
Vi presser vores tøj, stryger vores forklæder og pudser masken. 
De voksne gør i hvert fald. 

Her har vi gynger i haven og fædre under vores dyner. 
Og selvom ingen snakker om, hvad der sker bag lukkede døre, så ved jeg det. 
Vi taler med øjnene. 

De voksne taler i brudstykker og glansbilleder, uden egentlig at høre, hvad hinanden har at sige. 
Men her er altid nydeligt og roligt - dette er vejen 

Vores eneste problem er "de forbandede mælkebøtter", som insisterende gror langs fortovets kantsten. 
Ingen kan få bugt med dem. 

Jeg tror aldrig, jeg har set hende smile. Martine. 
Jeg tænker, de tror, de ved, hvor de har hende. Under tøflen og i lænker og ikke mindst... Under sig. Nøgen. 
Skyder straks billederne ud af hovedet og spejder ud over heden og solen, der hænger ubeslutsom i skumringstimen. 
De andre sidder nede ved fjorden, uden for mange ord, uden berøring, men med indforstået fortrolighed knyttet som det stærkeste bånd. Jeg kan mærke det, selv på afstand. 
Vi har ikke set Tove siden torsdag nu. 

"Hej" smiler til Martine, da hun når ned ad bakken. 
Jeg forsøger at lade være, prøver at finde den rette grimasse, når hun er i nærheden, finpudse min holdning, så mit kropssprog ikke kan misforstås. 
"Hej" siger hun, kigger mod solen og rynker let på brynene. 
Vi går i tavshed, side om side, ned mod de andre. Har en forfærdelig lyst til at tage hendes hånd i min og bare stikke af fra det hele. Men vi har en pagt. En alliance. Vi løber ikke, vi er vores navne. 
Især Martine. 
Jeg beundrer hendes styrke, lille kriger. 

"Jeg tror måske, jeg så Duen gennem tagvinduet i lørdags" siger Lasse og puster røg fra en cigaret. 
Vi er alle samlet. Som altid. Eneste forskel er at vi for første gang i lang tid har en agenda. 
Vi søger Duen, Tove. 
Det har været en lang weekend. For alle. 
Weekenderne har altid været en frygtindgydende størrelse. Ingen børn på Rolighedsvej ved, hvad de går hjem til, når mødet ved fjorden ophæves torsdag aften, men sidste torsdag sad jeg tilbage med en nagende følelse. 
Duen var fløjet ned ad bakken, gennem krattet og kommet for sent. Hendes øjne var skræmte og opspilede. 
Martine havde knuget hende tæt. Martine har altid været den eneste, der kunne gøre det. Give fysisk opmærksomhed og ingen vil klandre hende for det. Alle vil tage imod, når hun åbner armene. Det sker ikke tit. Men i torsdags havde hun holdt Duen i et flyvsk favntag, inden vi alle satte os ned og spejdede mod solen bag træerne over fjorden. 
Vi stirrer ikke på hinanden. Det er en utalt aftale. Vi behøver ikke. 
Vi gør alle, hvad vi må gøre, for at komme igennem dagene. Forsøger at gå i et med de omgivelser og kulisser, der tårner op omkring os, skabt af de voksnes hænder. 
Så efter en lang dag med disse vilkår, kommer vi her, ned til fjorden og smider maskerne. 
Når solen er forsvundet bag friheden, går vi ned til vandet og vasker hænderne. Det slog mig først i mine voksenår, at vi ikke havde noget at vaske af. At vores hænder var rene. 

Den dag stirrede vi alle på Duen. 
Hun rystede mere skræmt og de blå mærker i ansigtet fortalte alt det, vi ikke behøvede at høre med ord. 
"Vi kunne stikke af!" brød Bjørn ind. 
Bjørn kaster skygger, der er flere meter lange og bredere end de fleste klippesten. I hvert fald set med vores øjne. 
Bjørn har altid haft et indebrændt ønske om, at vi alle skulle forlade dette sted. Flygte. 

Vi griner ikke ad hinanden, men når jeg ligger i sengen, ryster jeg på hovedet af Bjørn. Størst af os alle, mindst i mod. 
Så skammer jeg mig. For jeg ved godt, hvad der foregår bag lukkede døre. 
En mandag havde han trukket mig om bag skuret i vores have, trukket op i blusen og vist weekendens mærker. 
Faderens straf var noget, jeg aldrig havde set før. Bjørn forklarede at han havde nægtet at klæde sin søster nøgen... Jeg lyttede ikke til resten, for mine tanker faldt hurtigt og smertefuldt på Martine og hendes far. Jeg lyttede ikke før Bjørn fortalte at hans far havde trukket lillesøsteren ind på hans værelse, befalet ham på ryggen med hænderne om et bordben, på gulvet. Søsteren havde han holdt stramt i håret. "Nu skal du høre reglerne, knægt! Hvis du giver slip på bordbenet, hvis du på nogen måder hæver dine arme fra gulvet eller forsøger at beskytte din krop, vil jeg binde dig til stolen der, klæde Emilia nøgen og tvinge dig til at se på, hvad du kunnet have forhindret!" Han løsnede taget i pigens hår og sagde "Og Emeliaskat, nu skal du høre. Bjørn har ikke opført sig ordentligt. Det ville gøre mor frygtelig ked af det at høre og du ved, hvordan mor er, når hun er ked af det... Så det er vores pligt at ordne dette, inden hun kommer hjem, okay?". Bjørn forklarede at hun havde nikket med tavse tårer trillende ad rødspættede kinder. Faren tændte en zippolighter... "Din opgave er at fjerne lighteren fra Bjørns bryst" og så tabte han den ned på ham. "Først når du har talt til tre!" han tog fat i hendes hår og hun talte... 

Jeg talte seks mærker på Bjørns krop. 
Hans far har altid været en lille mand. Af størrelse og sind. 

Jeg forstod først langt senere at Bjørn var den modigste af os alle, hans mod var simpelthen bare opbrugt. 

Weekenderne var dem, vi frygtede mest. 
Tove var forsvundet i weekenden. 
Ingen kunne vide sig sikker fredag aften. Alle håbede moren havde sørget for at gøre faren glad, så det ikke ville ramme os. 
Alle bortset fra mig selv. 
Jeg håbede min mor døde i sin søvn. At hun endelig var blevet så fed, at trapperne ikke kunne bære eller at hun i det mindste ikke kunne bære sig selv. 
"Du bliver fed!" plejede hun at mumle ved morgenbordet og skeen druknede i min havregryn, mens kvalmen satte sig på tværs. 
Det gjorde ondt at ligge på knæ foran toilettet, men det gjorde mere ondt at møde spejlbilledet hver dag. 

Martine tager min hånd.. De andres stemmer forsvinder væk. 
"Håb", hvisker hun ned i min skulder. 
"Lille kriger", hvisker jeg tilbage. 

Da vi kom hjem den aften stod de voksne alle ude på gaden. 
Jeg så det straks, men sagde intet.
De meddelte at de havde en god og en trist nyhed.
Desværre var Tove faldet ned fra det høje kastanjetræ i haven. Hun overlevede ikke.
Tilgengæld havde de endelig fået skovlen under de forbandede mælkebøtter og så smilede de alle sammen og klappede hinanden på skulderen. 

Der gik ikke længe før en mælkebøtte skød op mellem fliserne igen...