Adskilte må vi leve med savnet.
Sorgen vrider hjertet om.
Smertefuld klagende kval.
Forvreden i sårbar vånde.
Vi færdes i separate rum,
kun opholdsstuen har vi fælles.
Men den er nu lukket af.
Vi mødes ikke mere.
Fortabte i følelsernes kaos
fortsætter vi vores aftenvandring
under stjernernes skær.
Hver for sig og alene.
Kastanje-alléens katedral
som svagt og delvist oplyst
af gadelygters dæmpede lamper
giver indtryk af åbninger.
Som lokkende lanterner i natten
med et skær af venlig varme
afmærker vejen, sætter de grænsen.
Lukker tunnelens rum.
Men der er stilhed, omend ildevarslende
her i alléens afsondrede verden.
Hjertet vrider sig i smerte.
Søger sin trøst hos træernes tyste tempel.