Henrik og Lillian sidder dybt engageret i hinandens selskab. Deres øjne smelter sammen, deres hænder kærtegner blidt hinandens lår under bordet, imens musikken flyder behageligt gennem restauranten. "Tillykke med bryllupsdagen skat," Henrik løfter glasset. "Tillykke min egen," Lillian støder blidt glasset mod hans, og en fin lille krystallisk tone bringes til live og breder sig som ringe i rødvinen ud gennem glasset.
   Tre venner sidder oppe i restaurantens bar. De snakker lavmælt til hinanden mens de skåler, griner og peger diskret rundt i lokalet. En af dem er Roger, en pæn herre i slutningen af fyrrene, med lysegråt kortklippet hår - iført et sort jakkesæt.
   "Du hælder bare op, tak det er fint, ja tak det ... tak skal du ha du." "Ha, ha, ha," griner han akavet med et smørret smil, og blinker til den tyve år yngre bartender.
   "Uh hvad har vi her? hvad har vi, mon, her?" siger en af Rogers venner, idet han får øje på Henrik og Lillian. "Lad os så se gamle Jas!" Roger nikker og rejser sig fra barstolen, hans holdning er afslappet og selvsikker. Med hovedet let dinglende til musikken, slentrer han sorgløst nærmere parret.
   Henrik smiler forelsket og stryger et par fingre ned gennem Lillians hår:
   "og det er én af grundende til at jeg elsk..." "Spørgsmålet er ... " afbryder Roger med en slesk stemme, "om man kan lade være med at tage en bid, hvis en stegt due flyver forbi?" "Ha ha ha," griner Roger akavet, og fjerner forsigtigt håret fra Lillians pande med sin pegefinger. Forbavset kigger de begge op på Roger, der i den grad har invaderet deres intimsfære. Henrik kigger bekymrende hen på Lillian og derefter over på Roger: "Undskyld du er?"
   Roger snupper en pommes frites fra Henriks tallerken og ignorerer spørgsmålet.
   "Hallo! Jeg sidder lige og nyder en middag med min ko..."
   "ja, ja det er fint du, det fint. Ha ha ha," Roger stiller sig med ryggen til Henrik, og knæler ned ved siden af Lillian. Han tager en bid af pommes friten, og bruger resten som dirigent pind, idet han begynder at synge for hende: "You are so beautifull ... to meeee." "Hør hvad helvede bilder du dig ind!" Henrik slår hårdt i bordet, og springer op fra stolen så den glider en meter hen ad gulvet. "Uha da, da, da" siger Roger og smiler op til Lillian: "det okay, det okay, tag dig ikke af ham," griner han bagatelliserende. Lillian kigger forbløffet ned på Roger: "Prøv li..." "Shhhh ..." tysser Roger, og lægger en finger over hendes læber: "don't say a wooord y..." Henrik griber hårdt fat omkring livet på Roger, hiver ham op fra gulvet i et snuptag, og skubber ham hårdt i brystet. "Henrik slap nu af!" Lillian rejser sig op, og træder afværgende ind foran Roger.
   "Er der noget galt?" Lyder det fra overtjeneren, der har bemærket optrinnet.
   "Ja det kan jeg kraft' edeme' love dig for, der er!" råber Henrik. Roger ryster bare smilende på hovedet. "Han er jo sindssyg Henrik, slap nu af!" Lillian tager omsorgsfuldt fat om skuldrene på Roger.
   "Nej det her gider jeg fandeme ikke stå model til!" Henrik tyrer bestikket ned i bordet.
   "jeg skal bede Dem om at dæmpe Dem Hr. - ellers må jeg bede Dem om at forlade ..."
   "ja, lad os liiiige prøve at dæmpe os lidt ik'" Roger blinker frækt til Lillian.
   Henrik er rasende og ildrød i hovedet:
   "Du skal bare altid tage, ALLE, andres parti Lillian! Det er bare så typisk dig!"
   "Ah hvad skal jeg?" Lillians øjne 'spyer' ild og slår 'gnister'.
   "Ja, ligesom i sidste uge! det var DIN mor der havde lovet at hente unger..."
   "Nu skal jeg sige dig noget kammerat! MIN mor, bestiller ikke andet en at ligge vandret med..."
   "Ja vandret med spredte ben!" griner Henrik højlydt. Klask! Lillian stikker Henrik en syngende lussing.
   Roger er så småt begynde at trække sig baglæns - væk fra postyret, hen mod baren. Henrik og Lillian står og råber og skriger af hinanden, bølgerne går højt, og mere personale stormer til for at dæmpe gemytterne. Roger sætter sig ned på barstolen igen og klasker hånden op på disken, med håndfladen op ad: "Ja det var vidst under fem minutter, ny rekord?" Han smiler op til bartenderen, imens vennerne tømmer lommerne, og lægger et bundt pengesedler i Rogers hånd.
   "... OG DESUDEN SÅ HAR JEG KNEPPET DIN SØSTER!" råber Henrik for fulde lunger, og smækker døren bag sig med et brag!