I vasken lå slagterkniven og skvulpede mod kanten. Lone tog en dyb indånding og stak hånden ned i det røde vand og fik fat om skaftet. Hun trak proppen ud, og stirrede stift ned i afløbet, mens blodet snurrede hypnotiserende rundt og forsvandt i dybet.
Hun holdt den tunge kniv op til lyset for at sikre den var ren. Det blanke stål reflekterede i skæret, og oplyste hendes sammenbidte ansigt. Et listigt smil bredte sig på hendes læber.
"Så er det fandeme nu ..." hun placerede knivsægget mod skindet. Vægten fik den til at sænke sig et stykke i kødet, før hun med blide bevægelser skar ind til benet, og gav et lille skub, så knoglen brækkede.
"Så ..." hun lagde låret i fadet til resten af kyllingen og lukkede ovnen, "det er fandeme sidste gang jeg selv slagter kræet!"