Jeg går hen mod kanten, og kigger ud over. Der er langt ned. Jeg kigger på manden, jeg ikke kender, og spørger: "Skal jeg ikke have faldskærm på?" Han ryster på hovedet, men ser mig ikke i øjnene. Jeg begynder at fortryde at jeg gik med til det her. Det var kun Emmas skyld at jeg kom herhen. Hun havde været med i den her bevægelse. De sagde, at det ville styrke os hvis vi gjorde det. Jeg bliver mere og mere i tvivl.
   Det var en eller anden kult, som er blevet meget omtalt i medierne for deres måde at håndtere de unge medlemmer på, men Emma var med, og hende stolede jeg på. Der kunne ikke være noget ondt i den her kult, de var alle så glade, åbne og smilende. Man kunne ikke andet end at sige ja, man ville jo ikke skuffe så glade mennesker. Og så alligevel. Det her virker lidt mærkeligt.
   Instruktøren kigger på mig. "Kom nu," siger han; "Det skal nok gå". Jeg begynder at ryste på hovedet, men han giver mig et lille skub. Jeg mister balancen, og falder ud over kanten. Jeg tumler rundt i luften, vinden hvisler forbi ørerne i mit frie fald. Rædslen rammer mig, og min hjerne går i stå i flere sekunder, hvor surrealismen af det der sker lige nu, rammer mig. "JEG ER PÅ VEJ I ET FRIT FALD MOD JORDEN!" råber min hjerne, men mine læber er blevet stumme, og lukker ikke en lyd ud. Følelsen af komplet angst sidder i hver fiber af min krop. Jeg kan se at instruktøren kigger ud over, og flere mennesker oppe på broen kigger ned på mig, med forfærdede ansigter. Men længere henne ser jeg Emma, og hun griner.
   Europabroen fjerner sig fra mig med en uhyggelig hastighed. Så hurtigt har jeg aldrig bevæget mig før. Og alligevel, sker alt pludselig i slowmotion. Selvom alt bevæger sig langsomt, kan jeg stadig mærke hastigheden, og kan næsten ikke åbne mine øjne. Den eneste gang i mit liv jeg kan huske noget lignende var den første gang jeg kørte gokart. Jeg kan huske rædslen fra svingene, og hvordan jeg blev presset ind i sædet. Den varme, tætsiddende dragt, som sad klistret til kroppen af sved. Hjelmen, som hele tiden gled ned over øjnene, og tanken om, at jeg havde en brandfarlig væske imellem mine fødder. Lyden af andre gokarts, der hele tiden var lige bag mig, bare ventende på den mindste mulighed, hvor de kunne tvinge mig af banen, eller skubbe mig ind i barrieren. Det var første gang i mit liv, jeg havde følt frygten for at dø. Men sådan som jeg havde det nu, virkede mindet om rædslen fra gokartbanen tamt og barnligt. Det var lige nu jeg så døden i øjnene, og jeg vidste, at jeg ikke ville overleve. Det var jeg sikker på.
   Mindet sivede væk, og virkelighedens slowmotion kommer tilbage. Jeg lægger mærke til den smukke natur omkring mig. Træerne står høje og majestætiske. De er smukke og grønne, og dækker de dybe slugter, bjerge og dale som mos. Der er ikke fældet træer her, og der er ingen åbne områder uden grøn masse over det hele. . Det minder mig om min tur til USA for et par år siden. Jeg var i Yellowstone, hvor naturen var mindst lige så smuk som her. Det havde lige regnet, og dråberne glitrede som tusinde diamanter, hvilket fik solen til at lave regnbuer over det hele. Dyrene hoppede ud af krattet, og fuglene sang så smukt, at det var umuligt ikke at blive fuldstændig opslugt, og bare stå stille og nyde det. Min sko var våde, min rygsæk var tung og min ankel smertede fra et mindre fald, og alligevel var det et af de bedste tidspunkter i mit liv. Og så alligevel, her i dette smukke idyl, stod døden på lur, ventede på at tage mig. Fuglene stilnede af, og dyrene forsvandt, og jeg var helt alene igen. Jeg stod ovenpå en vulkan, en ildsprudende kæmpe, der kunne gå af, og ingen kunne nå at advare mig. Jeg var helt alene. Sammen med døden.
   Og med den tanke blev jeg bragt tilbage til virkeligheden. Jeg stirrede stadig på den smukke natur. Jeg tænkte ikke på noget mere, da der ikke var noget til at distrahere mig fra den barske virkelighed. Det betød også, at mit fald tog fart. "Tænk nu på noget!", tænkte jeg, men intet konkret kom frem. Min hjerne var gået i stå igen. Jeg så grønne skov nærme sig, så alt forsvinde forbi mig, nærme mig skovbunden med en utrolig fart. Der var ingen sø, intet hav, ingenting til at afbøde mit fald. Ingen mulighed for en blød landing, ingen chance for overlevelse. Chokket får igen min hjerne til at gå i stå, og nu ved jeg, det er slut. Alt er forbi. Mine tanker, imens jeg styrter hurtigere og hurtigere mod jorden, er at jeg forbander den bevægelse der fik mig til at gøre det her. Ville ønske, at jeg havde sagt nej til Emma. Men jeg kunne ikke sige nej. Mit ego ville ikke indrømme, at jeg var bange. Bange for faldet, for døden. Nu er det slut, tænker jeg. Alt er forbi. Jeg lukker øjnene. Farvel. Nu strammes elastikken om mit ben, og jeg bliver hevet op igen. Bungy jumping er ikke noget for mig.