Hun skulle ikke bruge den mere, men havde lidt svært ved at skille sig af med den, for den betød alligevel noget for hende. Hun havde haft den så længe, men skulle altså ikke bruge den mere. Det vidste hun da. Den var blevet overflødig og da hun ikke var redebygger og heller ikke samlede til hobe, ville hun gerne skille sig af med den.
   Der var alligevel nogle gode minder med den. Helt tilbage fra da hun oprindelig købte den og til nu, har der været gode og sjove oplevelser med den. Der var den gang hun havde den med til sine forældre i Tønder og også dengang hun havde taget den med på ferie... Åh ja, sikke dog en dejlig ferie - det var på Tenerife og hun var afsted med Lisbeth og Sanne. Dengang var de bedste veninder og havde holdt sammen i en del år - men det var deres første rigtige ferie sammen og det havde været alletiders. De havde været afsted i otte dage, med Spies, for det var det billigste... Så hun havde da haft den med på Tenerife. Og der blev den da brugt flittigt. Men nu skulle hun så skille sig af med den - sige farvel... Der var en anelse vemod ved hele situationen - et eller andet i hendes sind fortalte hende at hun nok alligevel ikke var helt klar til at skille sig af med den, men hun ville heller ikke bare lade den ligge i en kasse et sted for at samle støv. Se, det tjener jo intet formål! Vel!? Nej, så det eneste fornuftige var at smide den ud og det var da også det hun havde tænkt sig. Men når hun nu stod foran at skulle gøre det, kom alle minderne og alle tankerne op i hende igen og det blev stedse sværere at smide den væk. Beslutningen havde hun dog taget og det var da heller ikke fordi hun ikke ville smide den ud - den havde tjent hende godt, men nu skulle det være - nu skulle hun skille sig af med den.
   Det var godt nok længe siden hun sidst havde talt med Lisbeth - de var bare i gang med at skabe deres liv, begge to og så fik de ikke lige set så meget til hinanden. Det var lidt mærkeligt for telefonen er jo ikke så langt væk. Men sådan blev det altså ikke. Måske, tænkte hun, skulle hun prøve at ringe senere i aften. Lisbeth havde jo fået barn forrige år og hun ville ikke forstyrre før den lille pige var blevet lagt i seng. Nogen gange var hun glad for at hun ikke selv havde et barn, men andre gange misundte hun Lisbeth, for den lille pige er ganske vidunderlig og hun blev helt blød i knæene når de små hænder rørte ved hende - når det lille ansigt lyste op i et smil... Ja, så var det at hun gerne selv ville have sig et barn. Men med de planer og det liv hun førte lige nu, ville det passe hende dårligt. Om et par år, tror hun, vil hun være klar til, være rolig nok til, at få sig et barn eller to. Og hun havde jo også tiden for sig, så der var ingen grund til at få barn endnu.
   Skulle hun ikke bare se at få det overstået? Få kastet den i containeren - for i skraldespanden kunne hun jo risikere at fiske den op igen i et anfald af vemod. Nej, så var containeren meget bedre... Sofaen, den gamle, var også røget i containeren - men der var jo heller ikke plads i skraldespanden, så det var jo naturligt nok. Og det gamle toiletskab - det grimme fra forrige ejer. Hvid melanin og påklistrede spejle og det så ud som et projekt fra en børnehave og det røg ret hurtigt ud. Ud i containeren - men det var en ren fryd at smide det ud. Men med denne her var det lidt anderledes. Den havde hun selv købt, så hendes hjerte havde en lille plads hvor den boede.
   Apropos hende hjerte - så kunne hun indimellem mærke nogle små stik i det. Hendes venner, veninder og lægen sagde at det var meget normalt og det skulle man da bestemt ikke bekymre sig om. Men hvordan kunne hun lade være - det gør jo ondt og hun var altså ikke overbevist om at det ikke havde nogen betydning. Hendes far plejede at sige at så længe det knirker, så længe holder det. Og at det også galdt for hjerter... Men hun var ikke overbevist.
   Nå, der er ingen vej tilbage. Containeren bliver tømt om ganske kort tid og den skulle egentlig med. Så det er bare - ned med den. NU.

Farvel - men jeg ved jeg ikke får brug for den mere.