Ligger ligeså stille. Skal bare lige have en halv time på øjet.
Da døren til soveværelset lukkede sig bag mig, og lod mig alene med Tomhed og alt for mange tanker, kunne end ikke det rene sengetøj, med sin duft af sommer på tørresnoren, give mig ro. End ikke hendes lille duft, fra hendes så elskede hår, der invaderede min pude i nat.
'Ville ind til mor' - kunne da aldrig sige nej. Men end ikke hun formår at give mig en stille stund i min pludselige ensomhed.
Kniber øjnene i, putter dynen op om hovedet og lader den lille tætte hule være min verden for nu, end ikke den sidste rest sollys, der skinner gennem det spraglede rullegardin, slipper med ind. Her bor kun jeg.
'Trænger bare til at hvile en halv time...'
Aftenens opvask, jeres glade stemmer og fortællinger om dagen uden bekymringer, sneg sig langsomt ind på mig, som en fjende i mørket; lod mig stå og betragte jer alle udefra, som havde Fader Tid sat mig ud af spillet for et øjeblik.
Jeg kunne kun se på jer, mens i lo og delte dén verden med hinanden, i troede mig en del af. Men jeres tindrende øjne og glade forvredne grimasser, som i fejede forbi mig, rev mig tilbage til min egen; min gamle. Den næsten glemte...
Skal bare lige ligge her lidt i fred, have vejret igen, og lad nu være med at undre jer over, hvor jeg blev af; kommer jo igen, håber I ikke ser mit sår. Jeg har forsøgt at holde det lukket, smurt det med din svalende salve af dine kys, pustet på det med mine egne bryske ord om fortidens ligegyldighed i nuet.
Nu, i et lykkeligt moment, mindst ventet, svirpede jeres glæde det åbent, og latteren var kun som sydesalt.
Jeg kryber lidt sammen, som den hund, jeg føler mig som nu, over at lade gamle uønskede tanker ind i vores hjem. Slikker i stilhed mit sår og kalder på lindrende søvn, der lader vente på sig.
Bare du nu bliver ude bag døren; kan godt høre dine forsigtige skridt og din tunge ånde.
Bliv væk, elskede, dette er ikke for dig, jeg vil ikke bløde på dig også...
Da du knirker med dørens hængsel og lader dit suk fylde rummet, ligger jeg så stille jeg kan, så tror du måske ikke jeg er her længere; tror måske jeg er forsvundet under glemslens skyggetæppe, helt ind i sommervindens friske duft af sengetøj.
Gå nu, lad mig lidt i fred. Lad mig have min sorg i fred.
Men dine hviskende toner fylder nu min verden, og din hånd på min skulder brænder mig fast til dette plan.
Jeg ville jo ikke belemre dig, risikere at bringe dig i tvivl om min stadige kærlighed, derfor min flugt.
Nu ikke længere mulighed for at skjule sig, for sorgen står skrevet i mit blik, ser jeg på dig. Det har indtil nu kun været i ly af mørket jeg har ladet det overtage mig, så du ikke skulle se, men jeg kan ikke tvinge det til at glide væk for nu. Smerten er for stor og synet af jeres latter, lyden af jeres smil drev mig lukt tilbage. Pustede støvet væk fra iturevne billeder, skånselsløst og almægtigt, her før skumringen.
Jeg må knibe øjnene endnu hårdere i end før, og lader hagen finde brystet i skam, mens du lægger dig på siden, med næsen mod min. Smyger dig ned under sommervinden til mig, og fylder mig med dit medlidende væsen.
Dine strøg til mit efterhånden halvlange hår svier min samvittighed, men du vil ikke høre på anger. Har kun flere kys og tyssende ord, der får mine stille tårer frem.
Hvordan kan du dog være så omfavnende, når nu denne glemte kærlighed ikke gælder dig?
Når nu mit bristede hjerte alligevel ikke kunne holdes sammen af din lindring?
Hvor kan du være så rolig og kysse mit kølige salt væk, selvom jeg fortæller dig for hvem det gælder?
'Du må aldrig skamme dig over at mærke dig selv, hvad enten det er nu eller før, du mærker...'
Hvorfra finder du styrken, til at sige sådan, elske sådan?
Din kærlige arm omkring mig, får mig til at synke ind i din favn med et suk. Giver mig din blanding af faderlig omsorg og mandlig styrke for os begge, i dette nu, og tæppet opsluger os, lader min verden blive din for et kort sekund, og din trøst bringer skumringen tættere på med sin dulmende søvn og sit sandede slør.
Så forstående, så tilgivende. Altid så elskelig, er du. Lader mig altid have mine dæmoner, prøver aldrig at jage dem væk, men vil blot hjælpe med at dysse dem en anelse ned ind imellem.
End ikke overrasket over denne, er du. Kun så trøstende, gør mig endnu mere længselsfuld efter dig, for altid at kunne have dig her ved siden af mig, hvad enten jeg tager en halv time eller danser vågent sammen med dig.
Aldrig har jeg været så tryg, aldrig har jeg været mere overbevist om vores rolige lykke, end som nu, hvor du viser mig, hvor okay alting er.
Okay - er okay.
Kan slappe lidt af igen, og nyder nu bare ligeså stille at ligge her ved siden af dig, se på dig lidt. Huske på, hvor heldig jeg er og jeg må synke for at holde nye tårer på plads, midt i mit trætte smil til dig.
Jo, dine kys får mig stadig til at sukke, og ord har vi egentlig aldrig rigtigt haft brug for, selvom de underholder os når stilheden bliver andre for akavet.
Jeg nyder, hvordan dine uafbrudte stille kys og din listende hånd mod mit bryst, langsomt driver mig over i din verden igen; den du tilbød mig at tage bo i, da vi mødtes, og jeg har aldrig kunnet modstå den ro du giver mig.
Kan heller ikke modstå nu, og lader velvilligt mit sørgmodige svøbe opløses, kryber lidt tættere ind til din uundværlige duft og smiler. Lader min hånd som af sig selv stryge dig under blusen, for igen at erindre hver enkel lille elskelig ujævnhed, og hvert et elsket modermærke.
Vi skal bare lige ligge en halv time mere... Ligeså stille, og uden fortid nu. Blot elske tyst, og lade samhørighed vokse sig større gennem gamle helende sår, mens skumringen sniger sig ind på os, midt i vores søvnige og nu kun endnu mere indforståede dans.
'Vi skal bare lige høre sammen lidt, du og jeg, uden andre ved det. Kun lige en stille halv time, her under sommervinden, min elskede.'