Jeg lover dig, jeg altid vil passe på dig. Altid vil gøre nøjagtig modsat af, hvad du beder mig om... ligesom nu.
For mere forskellige end dette bliver vi ikke.
'Modsætninger mødes', hedder klichéen. Tja... vel ingen grund til at kæmpe mod klichéer, men jeg vil altid passe på dig... ligesom nu.
Du ser på mig med dine lynende øjne, der er parate til at lade vreden række ud og slå mig halvt fordærvet, og det sidste du mangler fra mig lige nu, er min undren. Men det er alt hvad jeg har til dig, for jeg kan virkelig ikke huske, hvad du bad mig om i morges, inden du så kækt og forbandet frisk valsede af til arbejde. Så kun din stramme hvide kittel, der lod sommerbrune, nybarberede ben være synlige, og yndefuldt ende i et par grønne, slubrende clogs. Mærkede dem næsten mod mig igen - som i aftes, efter du havde barberet dem for min skyld. Kunne kun smage, dufte dig, da du med perlende smil kvidrede et sidste god morgen til mig, før du lod mig se dig vugge afsted. Lukke øjne og ører og blive beruset af din trolddom, så det kunne få mig gennem dagen med en smule værdighed i behold, efter din sanseberøvende kur mod min længsel i nat.
Så nej; jeg hørte ikke hvad du bad mig om.
"Du gør det med vilje! Er du da bedøvende ligeglad med mig?" hyler du mod mig, som min egen lille sirene. Lokker mig kun endnu mere, og aldrig har du været smukkere end som nu, fnysende, rasende og med uglet hår af vrede og hakkende hårde ord, der svirper min kind.
Nej, selvfølgelig ikke, elskede... selvfølgelig er jeg ikke ligeglad med dig, kun med de ting, du siger...
Er det ikke så uendeligt ligegyldigt, om jeg huskede denne lille bagatel, når jeg nu ikke har kunnet glemme dig hele dagen? Det eneste jeg har kunnet huske fra denne verden i dag, er hvordan cyklen virker, så jeg kunne komme hjem til dig igen. For at vise dig, hvor glemt alt andet har været.
Men det er du fuldstændig ligeglad med, ja mener rent faktisk, at jeg er dén af os to, der glemmer de vigtigste ting i tilværelsen...
Støvsugerposer, ja... det var dét, du havde forlangt. Så lejligheden kan vende tilbage til sin normale glinsende status, væk fra den hærgede undtagelsestilstand, den har været underlagt de sidste mange dage, bare fordi jeg ikke har glemt dig et eneste øjeblik.
Det var dét, der var vigtigere end alt andet, ja...
Du tager ikke vel imod mit forsøg på forsoning, med det kys jeg vil give dine alt for hurtigt dansende læber og med hånden mod det bryst, der ikke kunne få nok af klem i nat. Nej, vreden vokser kun og får dig til at syde, som en kogt krebs, der kæmper for den sidste rest af liv. Brænder mig med kogende stænk fra heksegryden.
Heller ikke mit forslag, om at hente uendelige mængder af livsnødvendige støvsugerposer, efter endnu en bekræftende seance henover sofaryggen, bryder du dig om.
Du er ikke nem, lille kvinde! Her tilbyder jeg dig sug i mellemgulvet, og så vil du hellere støvsuge gulvet...?
Din hånd strejfer ulideligt mit bryst, mens du forsøger at feje mig af, som en overlegen, blinkende kommunalmaskine ned ad hovedgaden, der ikke har tænkt sig at standse for min bøn om ikke at bliver kørt over, og jeg hører nu kun endnu mindre gennem min tåge af begær til dig.
En røffel, kaldte farmor det altid, og et fur, når det var slemt. Dette er absolut et fur, og det forvirrer mig at du opgraderer miseren om støvsugerposerne til et fur, for kan du ikke se, at jeg rent faktisk har gjort dig en tjeneste?
Ved ikke at erindre som forlangt, men åbenbart glemme, har jeg ladet hele verden omkring mig se, og til ulidelighed høre, hvor elskeligt et menneske der residerer indeni dén furie, du nu fremstår som.
Min elskede lille furie... og jeg lader dig ikke længere slippe for kys, og for at få en sviende souvenir på lænden fra dørhåndtaget, der må døjes med presset fra din krop.
Så, ikke så genstridig nu... tag nu imod, og glem for et øjeblik hellige støvsugerposer, og clogs, der tramper en hel dag for vores materielle forfængeligheds skyld. Slap nu af, kvindemenneske, og lad mig mangle ord!
Jeg ser nu, at jeg løj for dig før, for det er først i dette nu, hvor du stikker mig en lussing for min kærlige tvang, at du aldrig har været smukkere. Lige i dette sekund, mellem lussingen og dét begærlige kys, du skænker mig, mens du holder mig ligeså hårdt fast, som i nat. Aldrig smukkere.
Hvordan vil du dog have, at jeg nogensinde skal huske på noget som helst af, hvad du beder mig om, når du er så vidunderlig fanden i voldsk og værd at huske på?!
Da du klemmer mit bryst, har jeg igen glemt alt om støvsugerposer, og undtagelsestilstanden bliver erklæret forlænget.