Hjerteve er en ensom størrelse - en ensom sorg.

Den kan ikke rigtig deles med andre, nu og her hvor vi har brug for det, for andre kender jo ikke denne elskede - har ikke elsket, ligesom jeg har. Kender ikke min sjæls pine over denne person, for ingen andre elsker som jeg gør i dette nu, på samme måde som jeg, i dette nu.
Er blevet forladt -lige nu - og sørger på eksakt samme måde...

Nej, her er ingen hjælpegrupper noget værd, for enhver vé er forskellig, og ingen hjertedød er ens.
Kan aldrig sammenlignes med andres, for omstændighederne er ikke ens; der er faldet ord, der har måske manglet ord. Måske har ord ikke noget med det at gøre.
Det kan være, som det sker nogle gange, at vi bare forelsker os i en anden, som har dét at byde på, vi ikke længere troede vi kunne få, som vi måske ikke vidste førend nu at vi manglede.
Nogle gange er det bare ikke meningen, det skal vare livet ud, men kun så længe vi har brug for hinandens med og modspil, finder ro og glæde i hinanden. Når det er brugt op og tømt, må vi videre... ellers dør vi begge to.
Andre gange lukker vi bare øjnene for tidligt og glemmer at se, hvor vi bor og hvorfor... og inden længe har vi helt glemt adressen og kommer alt for tit for sent hjem... men selv dét, kan være en nødvendig død.

Uanset hvordan nogen dør, melder vreden sig jo, for det er akkurat ligeså meningsløst, som hvis den anden døde en voldsom død... det gør akkurat ligeså ondt på mig; smerten bliver fysisk, truer med at kvæle mig, og bølger gennem mig, midt i min gråd; lader mig end ikke have dén i fred.
Nej, den er skånselsløs, vreden, og skelner ikke mellem mand og kvinde, barn eller voksen. Den gør blot smerte og håbløs søgen endnu mere fortvivlende, for uanset hvor meget jeg tømmer postkassen, så ligger han der jo ikke, og uanset hvor meget jeg prøver at lindre, så gør det bare mere ondt og gør mig vred.

Besøg er der heller ikke meget af, nej. For hvem tilhører nu hvem, det skal vennerne jo ikke selv blande sig i; så de holder sig på afstand til vi har fået dem delt, som det var fra starten.

Ingen ekstra fridag fra kontoret, for ingen er jo død. Ingen kage eller surprise, for intet er jo sket.

Gå alene hjem, som du plejer, og telefonen er død, for nej; vil jo ikke forstyrre en sørgende, der tror hun er ked. Hun har bare brug for et par dages fred, så kommer hun igen.
Men hvis jeg nu blev forstyrret lidt, i denne sorg jeg ikke har ret til at have, så kunne jeg måske bedre huske på at elske lidt igen.

Men hvis det ikke er mig, der sørger, er det så overhovedet dig, der er død? Her er jo ingen jeg kan spørge, du er her jo heller ikke mere... og var det dig der gik, eller var det mig der smed dig ud?

Så mange spørgsmål melder sig, når én sørger på denne måde, og der er ingen svar at få. Ikke dem man kan bruge til noget i al fald. En afslutning, en proces eller ceremoni, for at hjælpe både den sørgende og familien videre, er her heller ikke, end ikke en buket blomster... og hvor man dog mangler blomster midt i en sorg, hvor ingen er døde.


Jeg sætter mig ned igen, for bussen slingrer ad h til, og mine ben vil kun vakle.
Bøjer hovedet og putter kleenex'en i lommen igen, er lidt flov nu. Hvor er det dog lige meget at jeg prøvede at gøre mig lidt pæn i dag, når jeg nu alligevel ser sådan her ud; med mascara ned til knæerne, uglet hår og øjenskygge lidt her og der. Bare fordi du skulle dukke op i mine tanker og forstærke min sorg her i bussen, få mig til at græde, så andre spørger, hvad der er i vejen.
Men kun suk og hovedryst, dog et enkelt lille 'så-så' får jeg, men ikke andet; der er jo ikke nogen der er døde!

Nej, ved heller ikke længere, hvor smerten stammer fra, kun at det er en ensom sorg at miste en elsket... men så sandelig også en ensom død.