Hvis djævlen er en falden engel, åndesøn, skabt af Herrens kærlighed, hvordan kan vi så nægte ham ønske om alt godt, selvom han blev begærlig? Er det ikke netop dé som har sådanne følelser, vi bør kere os for?
Han blev begærlig efter magt og efter nogen til at tilbede sig... nogen til at tilbede ham; er det ikke søgen efter kærlighed? Er det ikke blot hans egen pine, der nu piner os i form af synd? Burde vi ikke vise ham medlidenhed eller empati for, hvad han nu er blevet? Han har jo på et tidspunkt været en engel, villig til at gøre gerninger for Vorherre og til at videreføre Hans kærlighed. Mon ikke han blev ked og frustreret over sin egen fri vilje, og blot søgte endnu mere kærlighed og trøst af Herren?
At Herren ikke nægter ham at herske i dette rige på jorden og har givet ham en tidsfrist, er det ikke fordi han håber på, at den faldne skal komme hjem igen? (luk, 15:4)
Herren har ladet os tage den frie vilje ved et enkelt bid af æblet, og vil ikke bryde sit eget ord om at vi ikke kunne få den, så kan han jo heller tage viljen fra djævlen ved at standse ham i sit valg, for så ville han bryde sit eget ord.
Han er barmhjertig, Herren, ved ikke at skride ind overfor vores egen fri vilje, men viser os nåde og giver os frelse gennem Kristus, om vi beder om det. Ligeledes er hans barmhjertighed vel overfor djævlen??
Vi må modstå og frygte djævlen for hans gerninger, men mon ikke helvede egentlig er hans egen pine, og i sin søgen efter andre til at elske sig, prøver han at lokke os på den eneste måde han nu kun kender, og af stædighed, som også er en del af den frie vilje. Bør vi ikke modstå, men vise ham medlidenhed?
I hans søgen efter nogen at elske nu og få til at elske sig, trækker han alt og alle med sig ned og pines vel kun endnu mere, for han kender jo til guds kærlighed, og mangler den?
Mon ikke han tragter efter Herren i alt dette, men kun har jorden at søge på?
Han følte, som engel, begær efter tilbedelse, af egen fri vilje som mennesket også har. Er han ikke som et barn der tragter efter sin faders kærlighed men ikke har ord derfor, og i sin søgen og frustration langer ud i stedet, lader andre harmfulde følelser tage over for at dulme smerten?
Når dommedag kommer, vil han så mon søge sin egen syndsforladelse, ved at bekende sig?
Han er rendyrket ondskab siger nogen, men hvordan den være rendyrket af ham, om alt stammer fra Herren? Han må stadig have et gran af kærlighed i sig alene på grund af dét, og for overhovedet at kende følelserne begær, vrede og afmagt. Ikke mindst had! Er han ikke blot det; afmægtig i sin søgen og uden ord?
Disse harmfulde følelser, der leder én i fordærv, stammer vel fra Herren, hvis alt stammer fra Ham... Er djævlen så ikke en smule guddommelig? Han er jo stadig en engel, en søn.
Modstår vi ham mon ikke bedst ved at afvise hans tilbud og vise ham næstekærlighed, og dermed vise at Herren for os alle er sandheden, livet og vejen?
Med godt skal ondt vel fordrives?
I biblen står jo, vi godt kan leve side om side med en vantro, blot vi forsøger at vise dem vej til Herren.
Hvorfor så ikke leve side om side med djævlen, og elske ham i medlidenhedens næstekærlige navn?

Stakkels gamle djævel...