Det var mandag. Det var første dag. Første mandag på den nye skole - den nye klasse.
   Skoleinspektøren - som var en lille, kraftig mand med stort overskæg, fulgte mig hen af den lange, tisgule gang. Jeg bed nervøst mig selv i tungen.
   Der var ingen vinduer.
   Der var ikke noget, ingen billeder af sure gamle mænd med ens briller, intet grafitti og ingen larm eller tøsefnidder.
   Ingen mennesker, ingen børn...
   Kun tisgult.

Han standsede pludseligt op foran en ensom dør, hvorpå der var indgraveret "5.b" dybt i det mørke træ. Han bankede på. Jeg nåede lige at opfatte at han sendte mig et lille, mærkeligt smil, før han lagde sine fedtede pølsefingre på håndtaget og åbnede døren med en langsom, knirkende bevægelse...

Jeg skuttede mig ufrivilligt, for der var en underlig stank, idet vi trådte ind.
   Min mave slog en kolbøtte, for snart opdagede jeg, at alle børnene i klassen var halvt så høje som mig! Var jeg kommet i den forkerte klasse? Men der stod jo "5." på skiltet?
   Underligt... De sad alle med ryggen til.

Jeg kiggede nervøst op på skoleinspektøren, men han smilede bare det der mærkeligt døde smil over imod læreren.
   Hun var i gang med at skrive noget på tavlen.
   Der var et eller andet ved den klasselærer, jeg ikke brød mig om.
   Endnu en ting der fik min mave til at lege springgymnast; for da hun vendte sig om og smilede lumskt, opdagede jeg hendes kolde gule øjne.
   Jeg gav et lille hop baglæns, og udstødte en halvkvalt pip-lyd.
   Automatisk rakte jeg ud efter noget at støtte mig op af, og da fik jeg fat i skoleinspektørens fede lår.
   "Hov min ven.."sagde han til mig og smålo så hans dellehage blafrede.
   Jeg slap ham øjeblikkeligt og vendte mig rødmende mod klasselæreren igen, selvom jeg var lige ved at tisse i bukserne, da hun begyndte at tale til mig:
   "Goddag min ven..! Du må være Ssssssigne? Sssssødt navn."
   Hendes stemme var hæs og hvislende som en slanges åndedrag.
   Hendes vamle gule øjne stirrede sulten på mig, og et øjeblik syntes jeg at hun slikkede sig om munden..?! ... (Som om hun overvejede, om jeg smagte bedst grillet eller kogt..(!?) )

Jeg begyndte at ryste og bakkede langsomt bagud...
   "Vær' nu ikke ssssså bange, lille ven! Jeg bider ikke, sssssøde."
   Den uhyggelige slange-klasselærer begyndte at gå frem imod mig med langsomme, glidende skridt imens hun lo koldt.
   Det var den mest kuldegysende latter jeg nogensinde havde hørt.
   Det lød som når man kradser neglende ind på en tavle, som når en nederdel rives i stykker, og som når krystalglas splintres i tusinde stykker.
   Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere og jeg forsøgte febrilsk at finde dørhåndtaget bag mig, mens jeg stirrede skrækslagent på den sindssyge kvinde der kom nærmere og nærmere.

Pludseligt begyndte de mange små dværg-elever at dreje rundt på deres stole.
   Det var først nu, jeg så deres ansigter. Og jeg skreg som en stukken gris, for de mange børn var ikke særligt velfriserede eller kønne ... De var levende-døde (?!)

Deres rådne gamle hud hang i laser ned over deres forkrøblede knogleskikkelser og håret var kridhvidt og hang i små, uglede totte.
   De åbnede deres tandløse munde og begyndte at grine - men der kom ingen lyd.
   Nogle af børnene kunne ikke åbne deres munde, for huden var klistret sammen, og da de prøvede, faldt deres læber af.
   Men det allerværste ved disse zombiebørn, var deres øjne..

Eller rettere sagt, det der var tilbage..
   For der hvor øjnene skulle have været, var der kun de dybe øjenhuler tilbage, og fra hver øjenhule, kom der kravlende små hvide maddiker og edderkopper.
   En enkelt meget lille dreng (virkelig lille!) var det ikke kun klamme kryb der kom ud fra øjenhulerne - der var også to rande af størknet blod, der løb ned af hans blege ansigt.

Jeg mærkede brækket komme op i min hals og jeg vendte mig om og søgte skrækslagent efter dørhåndtaget.
   Men det var der ikke?!
   Jeg sparkede og hamrede til døren mens jeg skreg af mine lungers fulde kraft. Men der var ikke nogen der kunne høre det.
   Min mor sad sikkert derhjemme og hyggede sig med en varm kop the og en lun croissant sammen med min far og mine to små søskende.
   Pludselig mærkede jeg en iskold hånd på min skulder og en stemme hviskede mig i øret: "Har du ikke lysssst til at blive til middag?"

"AAAAAARRRRGGGGHHH, IÅh, HJÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆLP!!"

Pludselig lå jeg ned.

Der var bælgravende mørk overalt omkring mig. Faktisk var det ikke bare mørke...
   Det var mørkere end mørke...

Var jeg mon kommet i helvede?
   En tåre trillede ned af min kind.. Jeg var bange.
   Bange for at dø.

Jeg løftede min hånd op for at tørre tåren væk...- men hva' var nu det?
   Jeg var pakket ind i noget meget varm og tungt?!
   Jeg begyndte panikslagent at baske med arme og ben for at komme fri, og-..
   "BUMP!" Jeg landede på noget hårdt.. Heldigvis var jeg sluppet af med den tæppe-agtige genstand.
   Pludselig hørte jeg skridt.
   De kom nærmere og nærmere, med faste mellemrum.
   Og med ét, blev alting blændende lyst.
   Jeg lukkede øjnene og rettede ryggen. Jeg var parat...

Parat til at møde Gud.

"Åh, hej skattemus! Vi hørte dig skrige og blev meget forskrækkede - er der sket noget Signeskat? Græder du? Har du haft et mareridt, Søde? Årh, kom her hen til mor! Du skal ikke være bange, mig og farmand vil altid være der for dig - okay Putte-Nutte-Gris?"

Jeg var fuldkommen paf. Der kom ikke et ord ud af min mund, da min lille, rødhårede mor kom hen og vuggede mig fra side til side, alt imens hun lidt falskt nynnede: "Sov sødt lille Jumbo og viselul" .
   Min far stod bag ved hende og kiggede træt på mig. Han gabte og sagde:
   "Nå, jamen jeg smutter tilbage i seng igen, Skat. Håber at du kan sove igen, Signepigen."
   Og så luntede han træt ovenpå.

Det hele havde været en drøm...

Det var så underligt at tænke på, for det havde virket så ægte... Men hvis det bare havde været en drøm, så var alting jo godt!
   Jeg smilede for mig selv og krammede min mor tilbage.
   "Jeg er okay, mor. Jeg havde bare en ond drøm.. Men jeg er OK nu, så du kan godt gå i seng igen." Jeg strakte hende ud for mig så jeg kunne se hendes ansigt.
   Hun smilede tilbage og sagde i et langtrukkent gab:
   "Nå, jamen så må du sove godt min skat! Du har en lang dag foran dig - husk nu at det er i morgen du skal ud at se din nye klasse! Det bliver vel nok sssssssspændende!"