Det er lørdag. Små, spæde tanker er blevet født i ugens løb, de græder. Hans egen analogi morer ham, overrasker ham ligefrem og han udbryder i en kortfattet, men selvtilfreds latter. De hulker efter opmærksomhed gør de. Så vi fylder deres små munde med sprit og drukner dem før de vokser sig for store, for til sidst at begrave dem afsides i en krog af hukommelsen hvor vi sjældent kommer, og lade som om vi kan glemme dem. Skål. Han sætter sit tømte glas på bordet, lader sine tanker glide ud og læner sig tilbage i sofaen. En dråbe rødvin glider tålmodigt ned langs indersiden af det gamle IKEA glas og inden den bliver et med bunden, sover han. Søvnen er sød og en efterhånden sjælden fornøjelse.
En borende lyd galoperer gennem lejligheden. Hans øjne glipper et par gange, indtil de samler fokus på den blinkende mobil foran ham. Mobilens vibrator får den til at danse hidsigt hen over stuebordets overflade. Hvem fanden ringer nu?. Ukendt nummer står der, klokken er næsten to. Han lægger på og forviser mobilen til fodenden af sofaen, i håb om at fremtidige opkald vil blive kvalt mellem puderne. Jeg slipper aldrig. Tanken giver genlyd i hans hoved, mens hans blik glider hen over bordet. Han søger og han finder. Den sidder der altid ved den her tid. "Lad mig nu være i fred" - siger han sagte. En stor fed gul tudse sidder og glor ud i luften. Forbandede tudse. "Gå nu bare, jeg gider ikke i aften" - prøver han igen. Men hans opgivende ord praler af på det tykhudede krybdyr som selvfornøjet smager på sig selv. Han sukker - "Tudse, hvad?". Tudsens øjne glider rundt i knolden på den. Lyset fra vinduet kaster skygger i dens rynkede gule hud og får den til at ligne en lille dæmonisk måne. Tudsen sluger en stor mundfuld luft, og mens den ånder ud følger ordene. "Hvor vil du hen med dit liv Mads?".
Tudse glor koldt på Mads, som eftertænksomt trækker den højre side af mundvigen op og ligeledes kniber det højre øje sammen, resulterende i en irriteret grimasse. "Jeg ved det ikke" - er det bedste svar han kan præsterer. Tudsen sukker og skuler til det tomme glas på bordet - "Du har drukket igen, ik?". "Nej" - svare Mads hurtigt. "Du er jo stadig fuld. Hvornår begynder du at bruge din tid på noget mere fornuftigt?" siger Tudse bekymret og vender ansigtet mod vinduet. "Jeg er da ikke fuld, jeg er bare ikke helt ædru endnu" - svare Mads og sætter sig op i sofaen - "Men hvad kommer mit tidsfordriv egentligt dig ved?". Tudse giver ham den kolde skulder og Mads ved godt hvorfor. Den holder af ham, og har været der for ham længere end så meget andet. "Tudse jeg..." - han når ikke mere før telefonen igen brummer. Tudse vender blikket mod mobilen - "Tag den".
Opgivende læner Mads sig mod fodenden. Mobilen er gravet sig langt ned mellem puderne. Hånden søger nøjsomt efter vibrationerne, som en slange på jagt. Mellem støv og andet skidt finder han den, og den har snart ringet længe. Det må være vigtigt. "Hallo?" - lægger Mads ud. Men alt hvad han hører er en masse støj, ingen svare. Han tager mobilen ned for at kunne se displayet, stadig ukendt nummer. Da han fører mobilen op til øret igen kan han høre en pige stemme - "er du der?.. heh, Mads? Hallooo". "Hvem snakker jeg med" - bryder han ind. "Det Rikke din spade, er du i byen?". Rikke, skønt. "Hva, øh.. nej, jeg tager bare en aften der hjemme, hvor er du? - spørg han. Inderste inde ville han dog ønske han ikke havde. "Jeg er på Vega, kommer du ikke ned og drikker en øl med mig?.." - Rikke tøver et øjeblik - "Det er så længe siden, savner at hænge ud med dig". Du savner kærlighed. Det er altid det samme pis. Du ringer, jeg springer, vi knepper og du forlader mig til næste gang du er fuld og mangler opmærksomhed. "Jo, giv mig en 20 minutters tid, så er jeg der" - ordene sniger ud mellem tænderne på ham. Rikke råber en sidste ting i røret, støjen i baggrunden bliver i et kort øjeblik til høj musik, hvorefter opkaldet ender. Sæk.