Jeg smiler - arbejdsskadet af for mange år i servicebranchen. Det ligner til forveksling sympati og det kan have sine fordele. Men fra tid til anden eksploderer folks følelser i hoved på mig, altid fremmede mennesker.

Engang, imens jeg stod og røg en cigaret på en bar i det indre København, kom en pige hen til mig. Hun fortalte mig at hun var ked af det, fordi hendes far havde misbrugt hendes storesøster da de var små, men da hun stadigvæk elskede sin far havde hun et anstrengt forhold til søsteren. Tragisk tænkte jeg og tog en tår af min øl. Kort efter forsvandt hun sammen med en lille mand med store øre - hun fortalte mig aldrig hendes navn.

Når folk spørg hvorfor jeg smiler, fortæller jeg dem at det er fordi glade mennesker gør mig glad og sure mennesker ser sjove ud. De mere eftertænksomme har det med at spørge mig om jeg så også smiler når jeg er alene.
   Jeg lyver og siger ja.