Endelig - vagtplanerne for de næste uger var klaret. Hun sad på sit hyggelige kontor netop hjemvendt fra en studietur. Der lå masser af opgaver og ventede, men det tog hun nu ganske roligt - en ting ad gangen, sådan måtte det være. Hun kiggede ud af vinduet og tænkte, at det var rart at være hjemme igen. Selv den kedelige grå mur, som udgjorde hele udsigten, føltes pludselig varm og tryg - nærmest som om, at den beskyttede og passede på hende. Hun vendte blikket mod skærmen og forsøgte at koncentrere sig om opgaverne, men forgæves. I stedet vandrede hendes tanker gang på gang tilbage til det, som hun havde oplevet på studieturen.

I flere måneder havde hun glædet sig, men nu ville hun helst bare glemme. Havde ellers set frem til at skulle fortælle om turen på det næste personalemøde, men det var droppet. Faktisk havde hun slet ikke lyst til at snakke om den tur. Hun forsøgte at tænke på noget andet, men havde ingen indflydelse på det tankekaos, der tog form i hendes hjerne og sendte hende tilbage i sit livs mareridt. For et øjeblik var hun igen i den lille båd , som befandt sig ude på det store åbne hav syd for Grønland. Hun så de faretruende meterhøje bølger komme nærmere. Mærkede, hvordan de gang på gang løftede båden op for derefter at kaste den tilbage i det sorte iskolde hav - hørte braget, som blev efterfulgt af skrig og gråd fra nogen af hendes medpassagerer.

Med ét sæt vendte hun tilbage til virkeligheden og sad som fastfrosset på sin stol. Trak vejret dybt i forsøg på at berolige sig selv - bare tage sig sammen og holde facaden, ønskede ikke at nogen skulle opdage, hvordan hun havde det. Hun måtte lægge det hele bag sig - være taknemmelig for at have overlevet.

Klokken nærmede sig 10 - det var ved at være tid til formiddagskaffen.

"Er du klar til, at vi kan holde pause" spurgte hun.

Hendes kollega var i færd med at skrive en journal og havde åbenbart ikke hørt hendes spørgsmål. Netop som hun skulle til at række ud for at lægge en hånd på sin kollegas skulder, opdagede hun fjenden komme snigende. Den kom nærmere og nærmere og bed sig i ét hug fast i hende. Hun forsøgte at vriste sig fri, men jo mere hun kæmpede, desto hårdere tog den fat. Den greb om hendes hals og klemte til, så hun kun med besvær kunne trække vejret. Dens lange arme holdt hende fast, pressede om hendes mellemgulv, og det føltes som om, at den havde bundet blyklodser om hendes ben. Hun var som naglet til stedet.

Hun ville råbe om hjælp, men var ude af stand til at fremstamme så meget som et eneste ord. I sit bryst mærkede hun hjertet hamre afsted med en sådan kraft, at det skabte genklang i hendes ører.
   En kølig sved piblede frem på panden og fandt vej ned over næse og kinder. Hun genkendte fjenden - den samme, som hun havde mødt under studieturen, hvor den gennem nogle timer havde holdt hende fanget. Med stort besvær var det lykkedes for hende at flygte fra den, og hun havde følt sig i sikkerhed lige indtil dette øjeblik. Havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at den ville følge efter og opsøge hende på hendes ellers så fredelige arbejdsplads. Hun forsøgte af alle kræfter at kæmpe sig fri, men med et insisterede jerngreb holdt den hende fast.

"Hvad sker der dog" - hørte hun sin kollega spørge.

Hun mærkede fjenden løsne sit greb om hende, men tog sig ikke tid til at svare. Skyndte sig i stedet ud af døren af frygt for, at den ville gribe fat i hende igen.