Bølgerne var efterhånden meterhøje og stod ind over den lille båd. Jeg borede mine negle ind i kanten af sædet for at holde fast. Den rejse, jeg havde glædet mig til i månedsvis, havde udviklet sig til et sandt mareridt. Jeg var skrækslagen. Havde lyst til at råbe eller måske snarere skrige højt i håb om, at der var nogen, som ville høre mig og komme os til undsætning.

Min hals snørrede sig sammen, jeg havde hjertebanken og indimellem var det som om, at jeg mistede forbindelsen til mig selv. Måske en måde at lukke af på for at undgå at se virkeligheden i øjene. Jeg var jo godt klar over, at ingen ville kunne høre mig ude på det store åbne hav. Var klar over, at jeg befandt mig i yderste livsfare og måske aldrig ville kunne vende hjem.

Der lød skrig og gråd fra nogen af mine medpassagerer. Enkelte stirrede blot frem for sig. De var for længst holdt op med at reagere, når båden skiftevis krængede fra den ene til den anden side. End ikke de store bump, der lød, når vi blev kastet rundt i havet, ænsede de. De var et helt andet sted. Et sted, hvor kontakten til omverdenen var afbrudt. Måske de allerede på det tidspunkt havde sagt livet farvel. Indstillet sig på at dø i det sorte, iskolde hav.

Foran mig sad styrmanden og forsøgte af alle kræfter at holde båden på ret køl. Indimellem rejste han sig op. Blev nærmest kastet fra side til side, mens han krampagtigt holdt fast om roret. Rædslen stod malet i hans ansigt. Svarede ikke længere på mine spørgsmål om chancerne for at blive reddet. Igen og igen havde jeg bombarderet ham med spørgsmål. Hver gang havde hans svar været de samme. Ingen helikopter ville kunne redde os i uvejret. Ingen redningsveste ville kunne redde os fra druknedøden, hvis vi røg i havet.

I min jakkelomme havde jeg min mobiltelefon. Tænkte flere gange på at sende en sidste besked til mine nærmeste. Tiden var inde. Stak hånden ned i min lomme og hev mobilen frem. Trykkede på det gule besked-ikon, klar til at skrive en sidste hilsen til familie og venner.

Det virkede helt surrealistisk at sidde med mobilen i hånden med det formål at skrive en afskedshilsen. Tænkte, at jeg måske for altid ville blive liggende i det iskolde hav, at min familie aldrig ville kunne begrave mig. Netop derfor var det vigtigt for mig at sende et sidste livstegn. Ville have, at især mine børn fik en sidste hilsen, som de kunne gemme. Havde brug for at fortælle dem, at jeg altid ville elske dem. Fortælle, at jeg savnede dem. Undlade at skrive noget, som kunne røbe, at jeg var i livsfare. Ønskede ikke at gøre dem bange eller kede af det.

Sad og funderede over, hvordan jeg skulle formulere beskeden, da mit blik fangede øverste venstre hjørne af skærmen. Ingen netværksdækning. Følte, at den sidste rest af håb og liv blev suget ud af mig. Forsvandt ind i min egen verden og blev der, indtil vi mirakuløst blev reddet i land. Befandt mig som i en trance, hvor kun den kvalme stank fra opkast trængte igennem til mit indre. En stank, som stadig forfølger mig og sender mig tilbage i mit livs mareridt.

Husker ikke. hvordan jeg kom op fra båden. Ej heller hvordan jeg fandt vej tilbage til højskolen, hvor jeg boede. Måske jeg fulgtes med nogen, ved det ikke. Synes bare, at jeg vandrede i flere timer, selv om det højst kunne tage en halv time at gå strækningen.

Det hele føltes uvirkeligt. Næsten som om, at jeg havde været med i en film. Jeg slæbte mig op ad trapperne til mit værelse. Knapt havde jeg sat nøglen i døren, før benene gav efter under mig, jeg kunne ikke mere. Ønskede bare hurtigt at pakke min kuffert og rejse hjem. Film eller virkelighed - jeg havde overlevet, men følte ingen lettelse. Kun udmattelse og en angst for at lukke øjnene.