Et sted i verden findes der en vej med halvskæve brosten og gademusikanter, hvis musik strømmer ud af højtalere fra B&O. Et smut forbi det store, stygge storkespringvand afslører en entusiastisk violinspiller, hvis evindelige strøm af toner standser brat op, umiddelbart efter en nysgerrig dreng diskret fjerner batterierne fra hendes ghettoblaster. Uvidende spiller hun videre, strengene udstøder tomme lyde af intet og ingenting, og sådan fortsætter hun, ligesom de mange fodgængere og cyklister, videre, videre, videre…

Den gennemsnitlige dansker er verdens hurtigste fodgænger.

Jeg er ikke klar over, hvorvidt en tibetansk landmand vil sætte et lige så raskt tempo, for sådan en har jeg aldrig set. Dog går jeg ud fra, at han er vant til en langt mere rolig og tilbagelænet rytme end den, de fleste københavnere omgås.

Denne tid på dagen har pendlerne travlt med at komme fra den ene side af arbejderverden til den anden, travlt med at nå busser, toge, eller børnene i vuggestuen. Ingen bemærker den falske musikant, som omsider har hørt de manglende lyde fra musikskratteren. Violinisten ved springvandet sætter hurtigt sine batterier tilbage i metalkassen, hvorefter hun skynder sig væk fra sit ikkeeksisterende publikum. Jeg hælder resten af min varme kakao i kloakken og rejser mig. Dagens strøgtur er forbi.

Turen går i stedet til min elskede etværelses på Istedgade, gaden, hvor det er forbudt at åbne døren, når "ham fra inde ved siden af" vil låne en saltbøsse. Gaden, hvor afrikanske afrikanere søger ophold, når de ikke kan finde vej tilbage til asylcenteret Sandholm. Gaden, som ikke er populær og velhavende, gaden, hvor begreber som selvrealisering og lykkejagt opsluges af vejslam og forurening - men alligevel gaden, som er gade nok til at være en del af den københavnske storby.

Selvrealisering. Økonomisk udvikling. Egen og andres, men fra for alt egen, lykke. Hvem siger, det ikke findes, et sted som her? For er det ikke selvrealisering at gå i højhælede støvler, bukser efter nyeste mode og en absurd, men dyr top fra Dolce Gabbana, som pigen nede på gaden gør? Defineres byens kendte bygningsstrukturer ikke netop ved, at vi har penge og velfærd til det hele, både solcelletag og flotte, firkantede glasbygninger, økonomi nok til at hive de alkoholiserede og narkobesatte folk op fra bænken rundt om hjørnet, kroner og øre nok til at give byboerne deres lykkelige, fuldendte liv, som de er havnet her for at søge?

Og hvad med de flotte, skinnende checks og dankort, som de rige og klassefulde har i hænderne, dem, der ikke behøver have travlt med at pendle frem og tilbage, men nøjes med at køre i bil fra det ene sted til det andet, dem, der nøjes med at have travlt med arbejdet, og ikke familien? Er det ikke netop et sådant liv alle drømmer om, alle os på Istedgade, Vesterbrogade, Elmegade på Nørrebro, de velhavende øverstbefalende fra Holte og Hellerup?

Alt dette, blot for en vag følelse af anerkendelse, accept og fællesskab.

Jagten satte ind en torsdag eftermiddag i starten af 2006, i en krog af lillebyen Vium, med de to gamle siddende i sofaen, mens de gloede gennemborende på mig med blikke af "flyt ud, flyt ud, flyt ud". Flytte ud, ja, det havde jeg skam også tænkt mig. Jeg var lige så træt af dem, som de var af mit dovenskab, havde fået nok af både gylle og marker, blomster og bier, sammenhold med nabokonens lumbagoproblemer.

Jeg vred mit hoved væk fra deres blikke, tog en tilfældig sportstaske fra det ene hjørne af værelset og noget tøj fra de andre tre. Stoppede det hele sammen og greb en hue for at undgå kolde ører i det forbistrede vintervejr. Jakken var ikke til at finde, men det var ligegyldigt, det hele var ligegyldigt, og det var huen lige pludselig også, det gjaldt bare om at komme væk. Jeg var en rastløs drengerøv, der svømmede i metropolske drømme om storhed og succes. Sagt med gamle vise ord, søgte jeg frustreret efter noget, jeg ikke havde.

Jeg hev låsen op og råbte: "Jeg skrider nu, sender adresse når jeg har fundet en papkasse."

"Gu' gør du ej, din hat, ikke når der er minus ni grader udenfor," sagde far.

På en eller anden måde var de vel stadig bekymrede for mig. "Jeg driver bare rundt uden at bestille en skid, leger æggeleg med jer to gange om året og nyder den smukke, spændende natur, bekymrer mig hele tiden om Jørgens farfars grise, kan I ikke se, at mit liv, det er forbandet nyttesløst?", svarede jeg igen, prøvede at lægge flere kræfter i stemmen, men luften omkring mig var som lunkent vand. Lunkent vand, der dæmpede min stemme, der bare var der og ikke ville væk, som kvalte mig langsomt, roligt, uudholdeligt. Og hvorfor ville de holde mig tilbage, når de alligevel ville af med mig, når de vidste, at jeg bare drev rundt og spildte tiden med sex med Lise og sprut med gutterne, hvorfor åbnede de ikke bare havelågen og sparkede mig ud?

"Vi vil bare have dig til at tage noget ansvar, skat. Du er allerede så stor, mere eller mindre voksen, kom nu i gang og bidrag med noget." Mors stemme lød som en fjern messen, bidrag og hjælp til samfundet, alt det gamle vrøvl, hvad fanden skulle jeg bidrage med, to tons ekstra grønsager fra marken, bedre sortering af skrald på lossepladsen, mere effektiv spredning af gylle?

Alt det skulle jeg bidrage med, og alligevel mangle det frie liv, et liv med et ordentligt natteliv, et liv blandt rigtige mennesker, som ikke blev kaldt bondeknolde og ikke bare drev rundt, et liv uden for det forbandede æg af en landsby til Vium. Skulle vores ekstra skattekroner gå til alt det, jeg ikke fik?

"Jeg flytter ud," sagde jeg.

"Ja, til Nørre Vium, som jeg sagde," begyndte min far. "Din onkel har en ekstra lejlighed i den der park ved -"

"Hold nu kæft. Jeg tager ind til København."

"Ej for fanden, nu må vanviddet stoppe. København ditten, København datten, det er jo bare et sted, der kører på svinegylle, ligesom her, og du kan jo ikke bare efterlade Li -"

"Lise? Vi har talt det igennem. Er ikke sammen mere." Jeg begyndte at gå mod døren. Vendte mig om og kiggede på dem begge. "Jeg ringer til jer, når jeg har fundet et sted," sagde jeg. Trykkede håndtaget ned, hev, og gik ud i snevejret. Lukkede døren bag mig og fortsatte, ud, ud, uden at kigge tilbage.

Således begyndte mit livs lykkejagt.

Jeg kunne i det mindste have fundet et kollegieværelse på forhånd, men nej, det gjorde jeg ikke.

Jeg kunne have overvejet skuffelserne ved den københavnske storby, men igen, tænkte jeg ikke.

Jeg kunne have fortrudt mit idiotiske valg og gået hjem, men mit ego tillod det ikke.

Og skuffelse fik jeg, og skuffet blev jeg, da jeg på mystisk vis havnede på Elmegade og mødte to piger midt i et ordentligt fix.

I samme øjeblik fik jeg en ustyrlig trang til at rage deres kanyle til mig og stikke den i min egen arm, blot for at se fodgængernes reaktion, se, om de overhovedet ville reagere, for alle virkede så forladte, selvom vejen syntes så fuldt af liv. Der var dem, der grinte, og dem, der græd, dem der ikke havde et ansigtsudtryk, men blot gik på vejen, nogle virkede glade, andre direkte kedelige, men alting var alligevel så dødt. På forfærdelig vis gik det op for mig, at jeg ikke var en del af dette ensomme fællesskab, jeg hørte ikke til på samme måde som dem, hverken hos de poppede eller mindre poppede, de alternative eller almindelige, de var alle enestående flokdyr, alle søgte en gruppe, en gruppe, der var en del af en større gruppe, en stor gruppe der udgjorde ordet metropol, en metropol, som en lille forvirret drengerøv som mig ikke var en del af.

Enten valgte de mindre grupper og fulgte hinandens tilpassede tempo, eller også klemte de sig ind i den store flok og forsøgte at skifte hud og farve pr. automatik, i den fart og hastighed, der normalt blev mødt i metroen på vej til arbejde og hjem igen. Men ikke desto mindre var de alle flokdyr, for når de ikke var hjemme alene, eller sammen med de få, nære venner, gjaldt det om at finde en flok, en flok i flokken, både på diskoteket og i gaderne, en flok, som accepterede og anerkendte dem.

Og hvor var de victorianske bygninger på Strøget og følelsen af hygge og samvær? Var det alt sammen blevet rystet af i byens rasende fart, eller gemte de sig blot bag facaderne af børs, af veludviklet infrastruktur?

Pludselig savnede jeg æggelegene, markerne og bierne, den hjemlige følelse af hr. Jørgensens grisestalde.

Da jeg endelig kom i tanker om, at det kunne være rart med et sted i midten, som for eksempel en forstad, var klokken allerede halv elleve om aftenen. Jeg fandt mig et vandrehjem i en ukendt bydel og slog mig ned.

Ved nærmere eftertanke føles den periode som en drøm, den måde, hvorpå jeg på mystisk vis fandt ud til Nybrokollegiet i Lyngby, en by, som var by nok til at være by og alligevel ikke en storby. En drøm om et næsten perfekt sted med hverken for meget eller for lidt af det ene og andet, en drøm, hvor jeg fik et arbejde og løb rundt om søen hver morgen, natteliv i København i Envy og Pure Passion, en drøm, der var for perfekt til at være spændende.

Efter knap tre drømmemåneder havde jeg fået nok, jeg havde søgt efter lykken og fundet den midlertidig, jeg havde søgt efter venner og havde samlet mig en dedikeret kreds af lyngbygensere, jeg havde ledt efter variation og den var kommet til mig, jeg havde storbyen til højrehåndssiden og landsbyen til venstrehåndssiden, og mit lille gråfelt i midten mærkede jeg igen lunkent vand op til næsen. Der var noget, jeg manglede.

Når jeg på nuværende tidspunkt kigger ud af vinduet og ned på den næsten flydende vej, med regnen dunkende i ruderne og alle de overfladiske mennesker gående hist og pist, uforstyrret af vejrforstyrrelserne, upåvirket af alt og alle, men alligevel så optaget af sidemandens blik, indser jeg, at jeg for et halvt år siden traf et rigtigt valg ved at flytte herud. Istedgade, som er storbylignende men alligevel mere slumkvarter end glamourøst, uden de store drømme om fællesskab og kærlighed, med mærkedyr som ikke ejer en krone… Et sted midt i et industrielt kvarter uden den største bæredygtighed og økologi.

Men efter jeg er kommet ind i flokken, vænnet mig til det, føles det som noget andet. Det er måske en metropolsk magnetisme, eller blot en naturlig trang til at være der, hvor mennesketætheden er størst. Og midt i alt det, som ikke er dybdegående, men derimod overfladisk, regnen, som ikke længere er lunkent vand men blot dunkende, skærende, regn, føler jeg, at jeg har et sted, der hedder hjem.