Jeg har nu sat mig for at scanne mine gamle papirbilleder ind. Der er mange, så det er lidt af et projekt, der ikke bliver færdig den første måned. Det er til gengæld et projekt, der vækker minder.
Det gjorde især billederne fra en rejse til Ægypten, som jeg gjorde, da jeg var en ung mand, det var unægtelig i sidste årtusind.
Det var marts 1979, Sadat var præsident i Ægypten, og Begin var ministerpræsident i nabolandet. De to statsoverhoveder underskrev en fredspagt, mens jeg befandt mig i Luxor. Det ligger en dags togrejse syd for Cairo midt i resterne af det gamle Ægyptens hovedstad Theben, og hele området med dets tempelruiner og gamle kongegrave oser langt væk af det faraoniske rige, som mange af os første gang hørte om via bibelske fortællinger om Josef og hans brødre og Moses. På mit hotel fik vi besked om at blive hjemme den aften fredstraktaten ville blive underskrevet, for der ville blive uroligheder på grund af fanatiske muslimers forbitrelse over fredsslutningen.
Heraf kan man se, at outrerede islamister var der også dengang, men de var ikke dominerende, og i den meget venlige ægyptiske befolkning var det moderate muslimer jeg mødte, de var lige så stolte af deres lands fortidige storhed som af deres islamiske tro, måske mere.
Året efter blev der revolution i Iran, og med ayatollah Khomeini i spidsen blev det til den reaktionære totalitærstat, som det har været siden. Jeg var en af dem, der forsvarede muslimer ved at sige, at de ikke skulle dømmes for, hvad de yderligtgående af slagsen gjorde i Iran. Førnævnte Sadat stod også frem i tv og tog afstand fra Irans præstestyre, hvad jeg ofte fremhævede i den debat.
Åh, disse minder, som det hedder i en vise. De har takket været Muhammedtegningerne fået en uhyggelig aktualitet. Siden dengang er det den grove islamisme, der er blevet dominerende. Kan jeg stadigvæk stå ved, hvad jeg sagde dengang? Jo, for at fanatismen er blevet dominerende er ikke ensbetydende med, at alle er blevet fanatikere. Dømmer vi folkekirken på Krarup-Langballeklanen (bortset fra at de heller ikke lige er dominerende i den forstand, bare meget fremtrædende i den offentlige debat)? Trods alt tror jeg de fleste muslimer er som Naser Khader, der er sympatisk som menneske og moderat som muslim, om end han så viste sig ikke lige at være så dygtig som partileder.
Mine rejseminder fra de purunge dage trækker godt nok nogen tråde frem til nutiden. Naturligvis er mordtruslerne i dag forkastelige, ligesåvel som balladen i Luxor på grund af fredsslutningen. Forskellen er, at den rabiate holdning har overtaget dominansen, uden at det betyder alle er rabiate.
Men mit syn fra rejsen til Ægypten skal dog ikke ændres: muslimer over en kant skal ikke dømmes for fanatikernes handlinger.