Man kan ikke huske det, men man ved, at det første man gjorde, var at åbne øjnene og kigge på dem. De var der bare, som en del af pakken. Man havde jo intet valg. Det var jo hverken mit valg eller min skyld at jeg blev født. Det var deres valg og deres skyld. Forældre.
De var der for mig i starten. Det må de have været, jeg kan bare ikke huske det. Kun små korte glimt fra en sommerdag i haven, eller en ferie vi var på en sommer, vidner om at de var der. Og så selvfølgelig de tons vis at billeder vi har i skufferne derhjemme. Billeder der viser de ting man gerne vil huske - de utallige børnefødselsdage, udflugter til stranden eller måske vores ture i skoven. Vi var jo sammen hele tiden, og lavede alt sammen. De underholdte mig, og jeg underholdte dem. Når de ikke havde travlt med deres arbejde, lærte de mig ting jeg ikke vidste, og ting jeg vidste, fik jeg at vide igen. De sørgede for, at jeg kunne overleve; uden dem ville jeg være død nu. Det er egentlig mærkeligt at tænke på. De gjorde mig levende. Og alle de ting jeg har oplevet, er kun på grund af, at de var der. Tænk, alle de gode oplevelser jeg troede, jeg ville huske for altid, men som desværre flyver alene rundt i verdensrummet uden nogen ejermand. Hvis jeg kunne huske alt det vi har lavet sammen, ville mit hoved nærmest være ved at eksplodere af viden. Jeg vil altid være taknemmelig, for de oplevelser de har givet mig. Forældre.
Så blev jeg ældre, og jeg forstod deres rolle bedre. De var der, når jeg var ked af det. De trøstede mig, når jeg mærkede både den fysiske og psykiske smerte. De fik mig til at glemme det onde og tænke på det gode. De hjalp mig med at komme videre. Alle de gode minder jeg har, fra når vi sad ved spisebordet og hyggede os med at spille kort eller andre spil. Tænkt de mange timer vi har hygget os med at kigge på 52 lapper papir (ja, faktisk for det meste 55, for man skal jo lige have jokerne med!) Vi kunne sidde sådan en hel aften; ja, nok mest min søster, mor og jeg, for far har aldrig rigtig været den store spillefugl. Nogle gange sad vi også bare foran fjernsynet og så en god film - min søster og jeg i den store sofa, mor i den lille sofa og far i stolen. Masser af hyggelige timer. Gode og ikke mindst trygge minder jeg altid vil kæmpe for at holde fast i. Forældre.

Så blev de efterhånden bare en del af hverdagen. De var der bare. Jeg passede min skole og gjorde, hvad jeg skulle gøre. Jeg levede mit liv, så godt jeg kunne, og prøvede at holde humøret oppe, selv om det var svært. De prøvede vist at gøre deres bedste, men det hjalp mig bare ikke. Måske var det ikke deres skyld, men jeg havde jo været vandt til deres støtte. Nu føltes det bare som om, de svigtede mig, og lod mig stå alene med mine problemer; og de kunne stadig ikke se, hvad de kunne gøre for at hjælpe mig. Forældre.
Nu er de langt væk i hverdagen. Det er noget helt andet lige pludselig at være sammen med dem igen. Vi har vist alle forandret os. Har stadig hver især travlt med vores eget liv - skole, lektier, prøver, arbejde, en evig stræben efter at indhente tiden, være foran. Vi mennesker har vist bare endnu ikke indset, at det er en umulig opgave. Og når jeg så
flytter hjemmefra, så kan vi da kun få endnu mindre tid til hinanden. Så skal jeg studere, arbejde, handle ind og passe hvad der skal passes. Det hele er jo næsten planlagt på forhånd. Og de fleste vil jo gerne passe ind, så hvorfor ændre på det planlagte? Fra at have været de nødvendige og uundværlige, blev de nogle, der bare var der, og nu er de blevet til nogle, man selv vælger at være sammen med. Man kan vel godt sige, at det nu er dem, der er afhængige af os, og dem der behøver os. Nu er det os, der passer og plejer dem. De overlever ved at holde sig i gang sammen med os. Forældre.
Nu kan de sidde og fortælle om de gode gamle dage, og om alle vores glemte minder, mens de bagefter interesserede lytter til os, for at få viden og det der er nu. Nu er vi på lige fod, alle kan lære hinanden noget, og alle kan lære af hinanden. Vi kan dele vores viden. Men det er stadig dem, der er mest afhængig af os. De savner os, og vi opdager først, hvor meget vi savner dem, når det er for sent, og de desværre ikke er her mere. Forældre.
Men hvad når jeg så selv bliver mor til et barn? Sidder min søn eller datter så også og skriver sådan en stil som jeg? Mange føler tit, at forældre ikke ved, hvordan det er at være barn, men de var jo selv børn engang. Har de allerede glemt, hvordan det var, eller har verden bare forandret sig så meget, at det var noget helt andet dengang? Vil jeg selv glemme, den følelse jeg sidder med lige nu? Den tanke er der nok mange, der har tænkt gennem tidernes løb. Men nogle gange kan jeg stadig godt undre mig over, at nogle voksne selv engang har været børn. Det kan godt være svært at forestille sig. Og mine forældre har vel også tænkt sådan om deres egne forældre. Ligesom mit barn nok også en dag vil tænke sådan om mig. Og sådan kan det jo blive ved i lang tid. Man burde opfinde en cd-rom, der kunne huske alle voksne på, hvordan det var at være barn. Noget der kan hjælpe dem med at komme ud af deres alvorlige og låste situation. Forældre.

Det er først, når vi oplever noget helt fantastisk eller noget helt fantastisk skræmmende, at vi begynder at stoppe op, give os tid til at se græsset gro og mærke vindens susen i vores hår; vi begynder da at indse, hvad vi har spildt et helt liv på, hvad der virkelig burde være mest vigtigt for os. Det gode liv alle mennesker går og drømmer om, men som kun sjældent går i opfyldelse, begynder ikke, før vi lader være med at stræbe efter netop det. Vi må stande op. Ingen desperate sjæle får, hvad de søger. Vi må glæde os over det vi har, og være glade for det vi får. Være glade når vi kan, og prøve at blive gladere når vi er triste. Være sammen med dem vi godt kan lide - hygge os. Elske livet, og vores forældre.