Det var solformørkelsens dag. Alle ventede den, vi levede jo i en oplyst tid, hvor den kunne forudses, og man vidste, at det kun var for en tid og ikke betød noget ondt.
   Alle håbede, at der ville være klar himmel den dag, ellers kunne man ikke se fænomenet. Derfor var mange glade om morgenen, for der var ikke en sky på himmelen.
   Midt på dagen skete det: månen bevægede sig ind over solen og formørkede den. Ja, sådan ser det ud, vi ved godt, hvordan det virkelig forholder sig.
   Alle mennesker forlod deres gøremål og gik ud på gaden. Nogen havde de farvede glas med sig, som de lånte til andre på skift.
   På den lokale skole fik alle børnene lov til at gå ud i gården midt i timen. De kiggede benovet op på det mærkelige himmelfænomen. To drenge, der altid havde været uvenner og ført en magtkamp om klassens gunst for at få dem med på at mobbe modparten, stod og snakkede sammen som to gode venner.
   "Er det ikke utroligt?" sagde den ene.
   Den anden måtte give ham ret og tilføjede, at det var sjovt. Deres lærer, der ofte havde forsøgt at mægle imellem dem, glædede sig lige så meget over det som over solformørkelsen.
   Den kollega, som han selv havde det svært med, snakkede han hyggeligt med på denne dag. De var enige om, at det var fantastisk at opleve. Han undrede sig fornøjet over, at man tidligere havde troet, at solformørkelsen varslede ondt og morede sig med at tænke, at solformørkelsen lyste op i denne hverdag.
   Den ene drengs forældre, der var ved at gå fra hinanden, stod og kiggede med de farvede glas og holdt om hinanden som i den første tid.
   I flere dage derefter talte alle om solformørkelsen, lærerne forklarede børnene hvordan det opstod.
   Dog var der en, der ikke havde set den, skolens inspektør. Hans tilbagevendende replik var, at det ragede ham en høstblomst. Han ærgrede sig over den effektive arbejdstid, som dette opreklamerede fænomen havde medført og pukkede hårdt på, for at lærerne skulle indhente det forsømte og i de timer, som han selv havde, gav han mange lektier for.
   En af hans lærere afreagerede på sine elever, der så afreagerede på hinanden, og børnenes forældre mistede modet ved deres børns utidige opførsel derhjemme, den ene drengs forældre gik fra hinanden, da de blev uenige om løsningen.
   Vi husker solformørkelsen og øjeblikkets stemning.