Hvad det IKKE er
De fleste læsere har sikkert i et eller andet ærinde gæstet en café. En trend gennem de seneste 10-15 år i enhver større by, hvor der er mere end 2 landbrug og en brugs. De efterhånden mange sorter(inger) af kaffe og brød akkompagneres af baggrundsmuzak, fniselatter, brætspil, slikposeknitren samt avis- og magasinlæsning. Det interiøre er oftest afholdt i dæmpede farver med diverse spejlformationer, så "man kan blive set". Der er tale om en selskabelig transit. Og som sidste opdaterede skud er det blevet forbudt med såvel aktiv som passiv rygning. Den rygende minoritet må stimulere deres KOL-tilstand ved de udendørsborde.

Netcafé
En transit er der i sandhed også tale om på en anden type café, nemlig netcaféen. I næsten skærende kontrast til den føromtalte kaffesalon, synes netcaféen stort set altid støvsuget for hygge og servering af enhver art. Ærindet her er ganske anderledes, nemlig elektronisk kommunikation. Alligevel forekommer mange netcaféer utrolig ugæstfrie, hvad enten de er oplyste i migræne(u)venlige vægfarver eller som nogle steder, nærmest er indkapslet i natklublignende mørke.

Uanset destination sidder mennesker af forskellig etnisk herkomst og kommunikerer intensivt med den mere eller mindre trådløse omverden. Det eneste, der høres er en tør lyd af tastatur, der bearbejdes mere eller mindre hensynsfuldt. - Nogle deltagere har høretelefoner på, andre taler i fastkoblet telefon med (relativ) dæmpet stemme, medens et webkamera forsøger at fange deres ansigtsformer i en tvivlsom kvalitet. Alt dette suppleres ofte med mobiltelefonsamtaler i et sandt kommunikativt cirkus.

Medens man sidder fordybet i en e-mail eller et spil eller læser en 40 sekunder gammel nyhed om en prinsesses formodede graviditet, en popstjernes skilsmisse eller en virksomhedsfusion med heraf følgende fyringsrunder, sker pludselig noget…!
Et højt brøl fra en ung mand med rasta-krøller (Bob Marley har ikke levet forgæves!), et gennemtrængende fnis fra en ung pige af mellemøstlig herkomst, et højt "fuck" fra en ældre, sparsomt behåret herre eller lignende. Helt okay i denne trøstesløse ramme.

Netcafé i Barcelona
Stedet var en større internetcafé i Barcelona. Caféen var oplyst, så enhver migræniker var sikker på mindst 1 invaliderende anfald. Imidlertid skete det helt uventede for os alle, hvis etniske sammensætning mageligt kunne matche personalekantinen i De forenede Staters bygning i New York. En koreansk pige rejste sig pludselig op med et skrig. Den (umagelige) træstol væltede om med et sønderdøvende brag. Hun skreg og skreg, medens hun hoppede rundt mellem rækkerne. Store koreanske tårer væltede ned af hendes asiatiske ansigt.

Mit koreanske sprogøre har aldrig været veludviklet. Jeg var derfor henvist til at få det oversat via en anden koreaner, der på dæmpet engelsk forklarede nogle andre sammenhængen. Dette blev opsnappet af min side(kone), en noget overvægtig blonderet kvinde i 30erne, der beredvilligt fortalte mig på sit indfødte engelsk, at kæresten havde slået op med denne skrigende koreaner-pige via en e-mail. - Det blev så rigeligt perspektiveret, eftersom den spontane engelske kvinde selv sad i en dyb selektering af mulige mandlige objekter på et datingsite.

Blandt mine medpassagerer i flyet til Barcelona havde været sortklædt mand med høj sort hat af ubestemmelig alder, som pudsigt nok nu havde valgt samme netcafé til at udfordre sine kommunikationsbehov. Bortset fra H.C. Andersens markante næse kunne det godt have været en yngre broder til denne - i 2005 bl.a. af Tina Turner højtprofilerede - forfatter. Uanset det mulige slægtskab var han tydeligvis lettere chokeret. Sammen med 2 mandlige koreanere fik han efter cirka 10 minutters koreansk hysteri bragt lydniveauet ned i et fælles, international terapeutisk samarbejde, så vi andre web-artister kunne koncentrere os om spil, datingsites, avislæsning, chats, diverse surfing samt e-mailing.

På vejen ud passerede jeg den (fortsat) ulykkelige koreanske pige, der sad snøftende ved sin pc'er. Formentlig havde hun stadig lidt elektronisk tid tilbage. Hun rullede den lille kode-billet, som vi alle (Karl Marx ville have værdsat den ensartethed!) fik tildelt i automaten påtrykt en 8-cifret kode efter indkast af variabelt antal euros for valgt tid ved "maskinen".

Da jeg stod på Ramblaen (hovedstrøg i Barcelona), spekulerede jeg på, om dæmpet muzak, smukke pastelfarvede vægge, en kop dampende cappuchino og en sprød croissant samt en nogenlunde magelig stol ville have gjort nogen forskel for den koreanske piges følelser. Sandsynligvis var hendes verden alligevel - midlertidigt - brudt sammen, men episoden var blevet emballeret i større interiør venlighed; noget som er forsøgt med held på diverse psykiatriske afdelinger uden sammenligning, forstås!

En støjsvag og trådløs hilsen fra Webmasteren