I disse dage - for nøjagtig 50 år siden - var Budapest og Ungarn på alverdens medie-forsider, i nyhedsudsendelser på radio og TV.
Budapest - anno ultimo oktober 1956
En folkelig opstand havde rejst sig mod det ungarnske kommuniststyre. I titusindvis af borgere demonstrerede og forlangte et mere humant regime samt udmeldelse af Warszawa-pagten. Da systemet synes på vej til de-stabilisering, agerede Sovjetunionen anført af den daværende kommandent, den senere så berømte og frygtede KGB-chef og ministerpræsident Juri Andropov (forresten Mikhail Gorbatjovs mentor!).
I perioden 23.oktober - 4.november 1956 kæmpede mange ungarere tappert, men forgæves mod Warswawa-pagtens styrker, der var kommet "broder-folket" til undsætning. Det blev en blodig statistik: Cirka 25-50.000 ungarere og 7.000 sovjetrussere mistede livet i Budapests områder.
Omsider blev det kommuniske styre stabiliseret og fra 1957-87 regerede Janos Kadar på det ejendommelige koncept "Gullasch-kommunismen".
En ungarnsk flygtning
Denne oprørs-borgerkrig i oktober 1956 medførte i titusindvis af ungarere, der flygtede til de nærmeste europæiske lande. Nogle få tusinde kom til Danmark, hvor de blev modtaget med meget goodwill. Den senere integration forløb stortset meget vellykket; ifølge ungarerne selv, fordi de var 100 pct. indstillet på at blive danske.
De fleste flygtninge drog mod Østrig, den gamle partner i det store Østrig-Ungarnske kejserdømme. I mit barndomshjem modtog vi en ungarnsk flygtning i en sommer-periode. Det var sundt og lærerigt for mig og jeg glemmer aldrig denne jævnaldrende drengs beretninger om de faktiske forhold i Budapests gader og områder i disse dage for 50 år siden. Dette blev støttet op af Andreas´ moders pertentlige og udførlige korrespondancer med grundige beskrivelser af såvel baggrund som hele flugten fra Budapest over den minerede og pigtrådsophængte grænse mellem Ungarn og Østrig.
Budapest - anno ultimo oktober 2006
Det burde have været en stor fest for befrielse, for demokrati, for NATO-medlemskab, for EU-medlemskab osv.osv. - Ungarn er i dag et af det tidligere Østeuropas mest fremgangsrige økonomiske lande. - Troede vi!
Den socialistiske premierminister, Ferenc Gyurcsany, indrømmede for nylig at have løjet om sit lands katastrofale økonomiske situation op til parlamentsvalget i april, hvor han vandt en komfortabel sejr. Han fejrede sammen med mange europæiske ledere onsdag d. 23. oktober 2006 (i dag) 50-års fødselsdagen. Det var desværre ikke en fest, men derimod talrige voldelige demonstrationer mod det siddende styre. Politi med vandkanoner kæmpede voldsomt og vedholdent mod demonstranterne i Budapests gader og pladser. Nærmest symbolsk beslaglagde og besatte oprørerne en gammel tank fra oktober 1956.
Budapest - 1. august 2005
Jeg gæstede denne smukke og stolte by ved Donau nogle dage. Det var et interessant syn på mange måder. Blandt andet en lille eksklusiv guidet tour med 4 amerikanere og jeg selv i en kleinbus førte os rundt en rolig og smuk august-søndag i mange af Budapests interessante områder.
På vejen hjem spurgte jeg den cirka 35-årige mandlige ungarnske guide: "Hvorfor har Ungarn en af verdens højeste selvmordsrater?" - På det tidspunkt var vi alene i vognen, undtaget chaufføren. Han kiggede længe på mig og svarede til sidst på engelsk: "Der er desværre noget selvdestruktivt i vores nationalkarakter!"
Begivenhederne i 1956 og 2006 koblet op på minderne om Andreas (den ungarnske dreng i 1960), som jeg mødte 7 år senere i det smukke Wienerwald i Wiens forstæder…..altsammen fik mig til at reflektere intensivt denne efterårsdag i det trygge Danmark. Overskrifter og billeder (jf. nedenfor) fra den 50 års-fødselsdag, der burde have været en mega festdag, var den sørgelige kulisse.