For et par dage siden tog jeg S-toget for at køre til Svanemøllen station, lige ud for mig sad en ung kvinde sidst i tyverne og en lille pige omkring de ti år og snakkede sammen. Den nærliggende antagelse for mig var, at de var mor og datter. De snakkede lystigt sammen, men på et tidspunkt spurgte den lille pige, om kvinden ville se hendes togkort? Det ville den voksne kvinde da gerne, og da gik det op for mig, at de ikke var i familie, men lige havde mødt hinanden i toget. Den unge kvinde tog sit op og sagde: vil du se mit? Den lille pige kiggede, 'novra, du har til alle zoner.' Ja, forklarede den voksne, for jeg bor i Charlottenlund og skal køre til København hver dag. Den lille pige skulle af ved Svanemøllen, og jeg konstaterede også, at de sagde farvel til hinanden og den unge kvinde blev siddende. Den lille pige steg af toget gennem samme dør som mig.
Her havde jeg taget det for givet, at den lille pige var datteren. Hvor er det let at drage forkerte konklusioner, men de gange, hvor jeg har kørt i tog eller bus med mine fætre og kusiners børn, er jeg da garanteret også blevet antaget for at være deres far. De to her kendte så slet ikke hinanden overhovedet, men havde mødt hinanden på denne togrejse.
Det fik mig til at tænke over det med at drage slutninger - at man så let kan tro at der er et familieskab, hvor de ikke engang kender hinanden. Hvor ofte ser vi ikke reklamer, både i tv og på tryk for madvarer, hvor der sidder en familie om bordet og spiser? I virkeligheden er de også bare fotomodeller arrangeret om bordet for at skabe illusionen om en familie, men de ligner en lykkelig familie. Nu er det så en iscenesat illusion, det var min illusion i S-toget ikke, og en del af replikskiftet fik illusionen til at falde.
Det kunne få mig til at spekulere noget over børns umiddelbarhed, i hvert fald denne lille piges umiddelbarhed. Vi voksne taler ikke engang uden videre med fremmede. Pigens åbenhed havde fået mig til at tro, at det var en mor og datter, der havde det godt sammen, men den samme åbenhed havde også på et tidspunkt afsløret sagens rette sammenhæng.
Hvor ofte er vi lige så villige til at tale med fremmede i toget eller bussen?
Nu tager jeg det også for givet, at det var den lille pige, der havde indledt samtalen, men hvem siger det? Ganske vist er det måske alderen taget i betragtning det mest sandsynlige, men derfor behøver det ikke at være tilfældet. Det kunne være, at den voksne havde givet sig til at snakke lidt med hende for at få lidt selskab på turen. Hvem ved?
Alt i alt: det er nærmest bare en banal hændelse, men den har fået mig til at tænke over, hvor let det er at fejlvurdere en situation. Her fejlvurderede jeg på en uskyldig måde, men det får mig til at tænke: hvad så, når man skal tage stilling til mere alvorlige situationer? Så kan man også tage fejl med mere ubehagelige følger, men det er en anden historie, som man siger.