"TØR DU?" af Johanna Mogensen

"Jeg som altid har været så modig ..." Hun sukker og kigger sig nervøst omkring. Vinden hvirvler hendes hår omkring, men den dejlige lune brise kan ikke berolige hende idag.

"Hvorfor er jeg egentlig bange for det her? Det er jo ikke noget jeg kan dø af." Tankerne farer rundt i hendes hoved.

"Hvad er det der holder mig tilbage?"

"Jeg vil jo godt det her. Jeg er nået så langt... nu jeg skal bare tage beslutningen." Beslutningen --- et enkelt ord der opsummerer det hele. Hun kan jo ikke komme udenom at beslutte sig. Og uanset hvad hun beslutter får det konsekvenser, uoverskuelige konsekvenser.

En velkendt stemme hvisker i hendes øre:
   "Tør du ikke?"
   Hun bliver helt indigneret:
   "Tør jeg ikke?' Hvad tror han, jeg er 12 år eller hva'? Det er jo ikke en leg det her, men selvfølgelig tør jeg godt." Hun svajer lidt med vinden.

"Jeg vil bare have lidt tid. Jeg vil ikke tvinges ud i noget." Hun kan ikke få konsekvenserne ud af hovedet. Hvis hun gør det, er det godt fordi hun gerne vil, men... og hvis hun ikke gør det, er det okay fordi...

"Jeg vil selv tage beslutningen. Det er mig, der skal gøre det og ikke andre --- for så ville det ikke være min beslutning."

Hun fnyser inden i. "'Tør jeg ikke'. Jeg har altid været langt mere modig end dig, kammerat. Jeg har taget masser af modige beslutninger og gjort modige ting."

"Jeg har da altid haft mod til at sige min mening --- altid og om alting uanset hvor mange øretæver det har medbragt." Hun griner lidt ved tanken. Hun er modig, sådan er det og sådan vil det altid være.

"Jeg synes at du trækker tiden ud," lyder det blidt i hendes øre, "eller modet svigter måske?" siger han drillende.
   "Modet svigter aldrig" siger hun med en skælvende stemme, som får ham til at le.
   "Nej, hvis du ikke er modig nok," siger han, "hvem skulle så være det?"

"Satans," tænker hun, "hvorfor skal han altid sige sådan noget? Jeg \emph{vil} jo gerne og jeg har altid været så modig, så hvorfor kan jeg ikke være det nu?" Hun retter ryggen og trækker vejret dybt.

"Det er jo egentlig ikke en særlig stor beslutning - bare et enkelt skridt i en bestemt retning - det er da ikke så voldsomt." Hun sukker: "Hvor er jeg bare ikke særlig overbevisende i dag." Det er ikke det lille skridt, der bekymrer hende, men alle konsekvenserne, som truer med at overvælde hende. Hun kan se det for sig; og når det værste så hvor overstået --- hva' så? Ville det betyde noget for resten af hendes liv eller ville det være glemt om et halvt år?\\[1cm]

Hendes hjerte hamrer, som hun står der med dirrende hænder; tvivlrådig, bange og frustreret.

En velkendt stemmer hvisker igen i hendes øre. Hun kan høre, at han smiler, da han hvisker til hende:
   "Tør du?"

"..."

Hun går helt i stå og pludselig er hendes krop helt tømt for angst og bekymringer. Det er som om hendes hjerte går i stå i et splitsekund og al tvivl vaskes ud af hende. Så forandres hun med et stort smil som når helt til hendes øjne og hvisker:
   "Ja," og springer.

Hele kløften genlyder af hendes triumferende skrig:
   "Jeg tøøør."
   Adrenalinen bruser i hendes krop mens hun styrter mod floden under hende.

Pludselig har hun hovedet under vand, men før hun overhovedet når at blive bekymret er hun på vej op igen. Den kraftige elastik hiver i hendes krop, men adrenalien har overtaget hendes krop og der er ingen smerte.

Hendes ansigt er et stort grin med funklende øjne, som hun hænger der med hovedet nedad. Hendes krop er fyldt med sansninger og følelser og hun ved ikke hvad hun skal lade sig opsluge af.

Båden sejler hen til hende for at hjælpe hende ned og da hun er kommet fri af elastikken, danser hun rundt på dækket og synger en lille ny sang med teksten:
   "Jeg tør. Tør du? Tør du? Jeg tør."