Det er en underlig oplevelse ikke at have samme interesse som mange andre.
Jeg er ikke sportsfan og er dybt i hjertet temmelig ligeglad med, om mit land vinder den ene eller den anden superliga.
Men det er meget pudsigt, for møder man folk i en eller anden sammenhæng, så siger de: Danmark har vundet i samme tonefald som var det frihedsbudskabet, og jeg er temmelig upåvirket. Men de tager for givet, at de kan snakke med alle som de møder om det. Jeg plejer at være diplomatisk og vise venlig interesse.
Men på et tidspunkt, når den anden går virkelig ud i detaljer, er det lidt svært at skjule sin uvidenhed. Derfor er man på et tidspunkt nødt til at gå til bekendelse og indrømme, at sport ikke lige har den store interesse.
HVAD!!!
Man kunne ligeså godt fortælle dem, at man troede på den med storken. Det kommer bag på dem, som om det er deres først møde med en person, der ikke var sportsinteresseret. Det er det måske også.
Eller når en tv-føljeton pludselig bliver det store seerhit. Jeg har det med at undgå føljetoner, for man bliver så afhængig af dem, jeg svinger mig højest op til miniserier på to-tre afsnit. Men er en føljeton blevet et hit, så er det morsomt at se, hvordan øjnene bliver store på dem, der hører man ikke ser den. For ikke at tale om den reaktion der kommer, når nogen fortæller de ikke har fjernsyn.
Eller dengang i tresserne og halvfjerdserne, da Dansktoppen var et stort lytterhit - hvad den til dels er igen i dag, hvor den er genoplivet - hvor man ofte måtte sige, at man ikke kendte en bestemt sang, som alle gik og skrålede.
Hvad, gør du ikke! Den har været på Dansktoppen!
Det var en stor selvfølgelighed, at så burde man kende den. Hvad skulle man sige, når man - bortset fra hæderlige undtagelser som John Mogensen - ikke kunne fordrage det radioprograms sange?
Det ikke at bryde sig om en bestemt musikgruppe, der lige nu er populær og alle snakker om, kan også afføde de samme reaktioner, når man bekender det åbent.
Bekender det, skriver jeg! Det er da noget man gør i skriftestolen - men folks reaktioner smager også af, at de har hørt en chokerende bekendelse på dette sted uden at være garvet med at høre dem, som den katolske pater formodentlig er efter mange års virke.
Jeg mindes også, at da jeg var en stor dreng, hvor det regnedes for mere smart at ryge end man gør det i dag, da mødte jeg som reaktion på, at jeg sagde åbent, at jeg ikke røg: Hvad! Gør du ikke! i samme tonefald som om jeg havde sagt, at jeg ikke spiste nogensinde.
Hvad skal man kalde det? Gruppepres, massehysteri, massepsykose - det er nok lidt for voldsomme ord. Ligeledes intolerance, for det er jo ikke nødvendigvis sådan, at man bliver uvenner ved de nævnte episoder.
Jeg har bare beskrevet fænomenet.