Der var et æsel, der var slæbedyr på en stor gård. Det slæbte dagen lang for sin herre og det var godt tilfreds, for herren gav den godt med mad og masser af gode grønsager.
   En dag købte herren en hest. Det passede ikke æslet, for så skulle den jo til at dele al den gode mad med en hest, oven i købet en travhest. Den er sikkert bare højrøvet og tror den er noget, tænkte æslet, så det satte sig for at ville mobbe hesten fra starten.
   Så da hesten første dag skulle til at spise noget af sit trug, sparkede æslet til truget så det væltede.
   "Hvad gjorde du det for?" spurgte hesten.
   "Du skal ikke komme her og tro, at du ejer det hele," svarede æslet.
   "Det tror jeg heller ikke, det gør vores herre jo. Det ved du også godt."
   "Og du tror, at du bare kan rende rundt her og have det godt og blære dig, fordi du er en travhest."
   "Har jeg på noget tidspunkt generet dig?"
   "Alle heste ser ned på æsler, det ved man jo!"
   "Har du nogensinde mødt andre heste end mig?"
   "Nej, heldigvis!"
   Nu kom dyrenes herre og så, at hestens trug var væltet, så han rejste det op igen. Hesten begyndte endnu engang at spise af truget, men æslet sparkede endnu engang til det så det væltede.
   "Nu må du tage og holde op," sagde hesten, "jeg skal da også have mad og drikke som du skal."
   "Men jeg kan som almindeligt pakdyr ikke forstå, hvorfor jeg skal dele min mad med et dyr, der ikke laver noget som helst."
   "Får du da ikke den samme mængde mad som du altid har fået?"
   "Jo, men jeg kan ikke forstå hvorfor du også skal have, når du ikke laver noget som helst."
   "Jeg skal træne til travløb i morgen og så skal jeg have noget at spise for at have kræfter."
   "Og så kan du blive beundret og få alle mennesker til at klappe dig, mens jeg bare skal slide og slæbe! Sådan en som dig skulle tage og arbejde for føden!"
   "Men det gør jeg jo."
   Nu kom herren ud igen og undrede sig over, at truget var væltet. Han rejste det igen og klappede hesten. "Nå, gamle dreng, hvordan kan det være, at dit trug sådan vælter? Jeg må jo sørge for, at mit håb for at redde gården har mad nok, så du kan vinde travløbet. Spis nu godt!"
   Æslet blev nu så rasende, at det ikke blot sparkede til truget, men til hestens ene ben. Hesten faldt med en højlydt vrinsken, for benet var brækket. Herren, der havde hørt hesten vrinske højt, kom løbende ud, og æslet sørgede for at være væk i en fart.
   "Jamen, hvad er der dog sket!" sagde han og bøjede sig ned til den skadede hest.
   Æslet lo. Så var det endelig sluppet af med det uønskede nye dyr. Den frydede sig endnu, da den hørte dyrlægen fortælle, at hesten havde fået knust benknoglen fuldstændigt, den måtte aflives. Manden tog sit gevær og aflivede hesten hurtigt og smertefrit med et skud i panden.
   "Sådan går det alle blærerøve," lo æslet for sig selv.
   Næste dag kom herren med sin kone ud til æslet.
   "Ak ja," sagde manden til sin kone, "vi kan jo så ikke deltage i travløbet og dermed få de penge, vi havde håbet, og vi har ikke råd til at købe en ny hest. Så vi må sælge noget."
   Han klappede æslet.
   "Ja, du gamle, du har tjent mig trofast i mange år, men jeg har ikke råd til at beholde dig. Du bliver solgt, og da du er for gammel til at nogen vil købe dig til arbejdsdyr længere, så bliver det limfabrikken. Det gør mig ondt."
   Æslet skrydede højt og inderligt, men intet hjalp.