Måske er jeg narcissist.
   Jeg spejler mig. Spejler mig meget, i skifterammer, bildøre, ruder, gryder og tallerkner. I alt der har en blank overflade. Jeg ser ikke kunsten i andet end mig selv. Jeg er min egen æstetik. Jeg ser ikke de grønne træer udenfor de vinduer jeg observerer mit jeg i. Jeg ser kun mig. I timevis sidder jeg og ser. Jeg er bange for at glemme mig selv. Glemme mit jeg. Hvis det står til mig - og det gør det- så er mit værelse et rum fyldt med spejlvægge, intet andet. Alt der er i rummet er blankt så jeg kan se mig selv. Jeg elsker at se mig selv i forskellige ting.
   Når jeg kigger ned af mig selv er jeg i farver.
   Når jeg kigger på mit jeg gennem ruden er jeg halv gennemsigtig-utydelig med en grøn/brun baggrund, træer og buske udenfor altså.
   Når jeg ser mig selv i hovedet på en ske, ændrer min ansigtsform sig når jeg drejer skeen.
   Når jeg kigger på mig selv i bildøren ændrer hele min krop struktur, enten bliver jeg meget tynd og høj eller også bliver jeg lille og tyk. Alle disse former jeg skaber, elsker jeg. Hver og en. Som en billedhugger elsker sin sten, elsker jeg mine spejle. Som en maler kan ændre sit maleri kan jeg ændre mit udseende og min form ved at skifte spejl.
   Jeg ser ikke meget tv. Hvis jeg gør, er det som regel film af mig selv, fra dengang jeg var mindre. Jeg ser tv når det er slukket. Blank, sort skærm. Mit yndlings spejl. Jeg sidder bare, ligger i min seng, står og kigger. Kigger på mig selv. Måden lyset reflekterer gennem min rude og rammer mit tv, gør mig utrolig smuk. Det er jeg faktisk altid. Æstetisk. Indvendig er jeg det nok ikke.. Selvoptaget. Der findes vist ikke andre ord om mig. Jo, smuk. Smuk i hvert et spejl jeg ejer. Og så er jeg æterisk. Skrøbelig og ren. Det er hvad jeg er, disse tre ting: selvoptaget, smuk og æterisk. Der er ikke meget yndigt indeni mig…
   Jeg elsker at køre i tog. Der er store vinduer. Mange blanke overflader og lyset falder oftest flot. Folderen der står ved vinduet, kigger jeg tit i. Kigger jeg altid i. "Sikkerhed ombord". Hvis lyset falder rigtigt, kan jeg skimte mig selv i folderen. Det kræver tid, det kræver øvelse. Øvelse gør mester og jeg er efterhånden ret god.
   Jeg går med ur. Det rager mig egentligt hvad klokken er, pointen er at jeg kan se mig selv i uret mens viserne bevæger sig. Jeg kan lide folk med briller - endnu et spejl jeg kan nyde æstetikken i.
   Jeg er smuk. Jeg har ingen venner og ingen kæreste. Det er nok spejlene. På grund af narcissismen. På grund af, at min æstetik i livet, er mig selv og mit spejlbillede.
   Jeg er glad for der ikke findes spejle der kan kigge ind i sjælen, ind i mig. Hvis det spejl findes har jeg ikke lyst til at spejle mig i det. Da vil jeg og andre se, hvor grim jeg i virkeligheden er. Det må ikke ske.
   Jeg kan ikke lide at skrive. Grunden til at jeg sidder her og skriver i dag, er kun fordi jeg kan se mit spejlbillede, når skærmen er markeret sort.