"Du har ingen grund til at stole på mig..." han bar lidelsen i sit indre. Kun gennem hans øjne kunne det anes. Han kiggede den anden i øjnene, men ikke direkte.
   "...men jeg håber alligevel at jeg kan få dig til at forstå, at jeg ikke er her for at bringe skam over dig og din familie." Hans blik var skævt. Hans øjne sad forskelligt i forhold til hinanden, og det gav ham et blik af ydmyghed. Folk kunne lide ham, fordi han ikke var truende. Selv når han var vred var hans blik bedende.
   Hele sin barndom havde han tilbragt på en gård i det nordlige Norge. Gårdens bestyrerinde var ikke som andre. Hun red og klatrede i træer. Han red med hende. Fulgte hende overalt. De talte ikke sammen, men var uadskillige alligevel. Han var hendes loyale hund. Hendes blik var gennemtrængende og så lige igennem én, derfor havde han en refleks der gjorde at han sjældent så folk i øjnene. Det var en manddomsprøve at se hende i øjnene, men til at sende stjålne blikke var han uforlignelig. Han kendte hver en detalje på hendes krop. Han havde aldrig været tættere på hende end en fingers længde, men alligevel kendte han hende. Han kiggede på hende. Om aftenen. Gennem vinduet. Sad i skjul bag brændestablen. En gang var han sikker på at hun så ham, men hvis hun gjorde, så lod hun sig i hvert fald ikke påvirke af det. Han blev mere tryg ved at sidde bag brændestablen efter den episode. Han længedes efter hende, og hun vidste det. Deres rideture blev et spil mellem dem. Et spil hvor hun pirrede ham ved at ride så tæt at han kunne dufte hendes hår. Men når han så rakte ud efter hende, satte hun hesten i galop, og han måtte bruge alle sine ride færdigheder til at indhente hende igen.
   Hans forhold til bestyrerinden gav ham respekt på gården. Alle troede at hun betroede sig til ham. Troede at hans milde øjne mildnede hendes vilde sind, men hun legede med ham. Førte ham rundt som sin marionet. Og han kæmpede ikke imod.
   Men alting har en ende. Hun, der før havde været så stærk, blev svækket. For ham havde hun altid været en gudinde, men nu blev hun ramt af det mest menneskelige. Hun blev syg. Dødssyg. Han holdt sig til vinduet ved brændestablen. holdt øje med hende. Så hende sygne hen. Forsvinde. Gnisten fra hendes øjne forsvandt. Hendes unge stærke krop blev svag som en gammel kones. Det svækkede også ham. Han glemte at spise. Og når han gjorde kunne han ikke få ret meget ned. De andre på gården begyndte at se skævt til ham. De forstod ikke den smerte han gennemgik ved at se sin største længsel svinde ind til et sølle menneske.
   Dagen kom... den dag han havde nægtet sig selv, men som lå i hans underbevidsthed. Den dag hvor præsten kom. Den dag hvor der blev læst højt fra bibelen og et tæppe blev lagt over hendes ansigt. Han krøb skælvende sammen bag brændestablen og skjulte hovedet i hænderne. Hans krop begyndte at ryste som i kramper. Han blev syg. Ikke dødeligt, men han ønskede at dø. Da de bar hendes kiste ud af huset slog det klik for ham. Sulten og sorgen han gennemgik fik det til at slå klik for ham. Han kastede sig mod kisten. Men mændene der bar den, var ikke forberedte på den ekstra vægt. De mistede balancen...

"Jeg stoler ikke på dig!" Døren blev smækket i for næsen af ham. Endnu et afslag. Rygtet var kommet ham i forkøbet. Alle havde hørt om ham. Om stalddrengen der bragte skam over familien på gården ved at vælte kisten og blotte liget. Nu gik han fra hus til hus. Prøvede at finde arbejde. Løb om kap med sit rygte. Dette var ikke en værdig måde at leve på. Men han havde intet valg...